Ni Liv

Kvindeskæbner og strandede tilværelser

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Det er lidt af en lidelse at se på filmen 'Ni liv'. Ikke så meget fordi de ni historier, der tilsammen udgør 'Ni liv', er aldeles triste og hjerteskærende, men fordi selve filmens idé er spændende og forfriskende - og alligevel virker det færdige resultat fladt og utilstrækkeligt.
Idéen er lige så enkel som den er god. Med ni novellefilm præsenterer instruktøren Rodrigo Garcia ni forskellige kvindeskæbner, der ikke har meget andet tilfælles end at de er amerikanere og at de er strandet i tilværelsen, og så er de iøvrigt forbundet i dagligdagen uden at de selv er klar over det. Ni indblik i almindelige menneskers liv. Hver film varer 12-15 minutter og er skudt i et stræk, altså uden klip, og så er historierne iøvrigt fortalt efter et princip og en teknik som forfatteren Ernest Hemingway som regel får hæderen for at have opfundet, 'toppen-af-isbjerget', hvor læseren kun får serveret antydninger og hints, som bid for bid stykker hele historien, hele isbjerget sammen.

Historien om Sandra
I den første historie, beretningen om Sandra, ser vi kun kvinden mens hun gør rent på en fæng-selsgang, fortæller en fangevogter om en medfange, der vist har været skyld i noget ballade og tilsidst går amok da telefonen i fængslets besøgslokae ikke virker, hvilket betyder at hun ikke kan tale med datteren, der er kommet på besøg.
I løbet af de 12-15 minutter får vi serveret antydninger og dialogbider, der fortæller os, at Sandra gør alt hvad der står i hendes magt for at overstå sin straf hurtigst muligt, så som at angive medfanger, gøre rent og tage ekstra tjanser. Hun er endda så ivrig, at en del af personalet bliver irriterede på hende. Vi kan også se, at årsagen til hendes iver efter at komme ud af fængslet er hendes datter, som hun tydeligvis har elendig samvittighed overfor. Og vi kan se, at kvinden har meget lidt styr på sig selv og sit temperament.
Mere får vi ikke at vide om hende, men det er nok til at sammenstykke et billede af en kvinde, der har taget de forkerte valg gennem livet og som ikke har midlerne til at rette op. Hvordan hendes liv ellers har formet sig, er op til vores fantasi.
Historien om Sandra er en af de absolut mest vellykkede i 'Ni liv'. Det samme er historien om den unge kvinde, Holly, der kommer på besøg i sit barndomshjem, tydeligvis efter flere års fravær. Hun har svært ved at styre sig selv og insisterer på at tale med sin far, som ifølge lillesøsteren er vendt om på vej til arbejde og nu er på vej hjem. I ventetiden drysser den unge kvinde rundt i sit barndomshjem og giver os antydninger af en rædselsfuld opvækst, hvor faderen og moderen skændtes, hvor moderen forsvandt af den ene eller anden årsag, og hvor overskuddet var så småt, at lillesøsteren engang lå en hel uge med den samme ble.

En ulidelig historie
I de to historier om kvinderne Sandra og Holly fungerer 'Ni liv'. Til gengæld er en stor del af de øvrige ni historier ude af stand til at sætte fantasien i sving. Det gælder især den mildest talt ulidelige historie om Camille, en midaldrende kvinde, der skal opereres for brystkræft og som i angst og nervøsitet brokker sig til højre og venstre, dels over hospitalspersonalet, dels over hendes mand. I den historie lykkes det aldrig Rodrigo Garcia at levere brikkerne til et fascinerende puslespil. Han får kun præsenteret en dum sæk, som man knap kan vente med at slippe for at se på.

Den store lidelse
Det er den svære balance i Rodrigo Garcias film, grænsen mellem historien, der serverer rigeligt med brændstof til vores fantasi, og historien, der aldrig kommer igang fordi der sker for lidt, fordi den er for svag eller fordi brikkerne, Garcia leverer, ikke er de rigtige. Og hovedparten af de ni skæbnefortællinger i 'Ni liv' har en uheldig tendens til at vippe til den forkerte side.
Det er ikke svært at forestille sig 'Ni liv' som en langt bedre film. Det er det, der er den store lidelse ved at se filmen. Det er ikke svært at forestille sig nogle mere levende og mere spændende skæbne-fortællinger placeret i de rammer, Rodrigo Garcia ellers har glimrende styr på. Skuespillet er nemlig glimrende i alle de ni film, i enkelte af dem er det intet mindre end imponerende, og Garcia er fremragende til at fortælle de ni historier i én lang optagelse uden at der på nogen måde går filmet teater i den.
Havde Garcia, der er søn af den berømte forfatter, Gabriel Garcia Marquez, blot været i stand til at servere mere interessante historier, hvis blot han havde formået at fylde mere gods på historierne, istedet for at være så fintfølende og forsigtig, kunne 'Ni liv' have løftet sig helt op på det niveau, filmens gode idé fortjener.