Nodevenderen

Knuste drømme

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Hvem siger en thriller en nødvendigvis skal handle om en politimand, der leder efter en morder eller en kvinde, der bliver jaget af sin eksmand? Hvem siger, at en intens thriller ikke kan handle om en pige, der tager hævn over den kvinde, der smadrede hendes glæde og entusiasme ved at spille klaver? Det siger den franske instruktør, Denis Dercourt, ihvertfald ikke. Hans film, 'Nodevenderen', handler netop om en pige, der hævner sig på den kvinde, der ødelagde hendes muligheder for at blive en stor pianist. Det kan umiddelbart lyder som et besynderligt, ja, nærmest latterligt emne for en film, og hvis det virkelig er handlingen i en film, lyder det mere som en komedie end en thriller.

Giver god mening
Men det giver god mening i Denis Dercourts 'Nodevenderen'. Det er der flere grunde til. Først og fremmest er Dercourt ikke på noget tidspunkt i tvivl om at man kan lave en thriller om en hævnende pige med kuldsejlede pianistdrømme. Og derudover har filmen en tankevækkende bund bag thriller-formen. Den tager nemlig udgangspunkt i et fænomen, der langtfra er usædvanligt, at tankeløse voksne på den ene eller anden måde pådrager børn store sår eller ar på sjælen - som regel fordi de voksne ikke opfatter børn som hele mennesker med et følelsesliv, men som umælende kvæg.

Traumatiserende arrogance
Den anerkendte klassiske pianist, Ariane Fouchécourt, gør sig fx skyldig i en grov og traumatiserende arrogance overfor den lille 11-årige Mélanie. Mélanie vil hjertens gerne være en dygtig koncertpianist. Hun øver sig og øver sig. Hendes far forsøger at holde det på et jordnært plan, så pigen ikke kommer til at møde for mange skuffelser, men pigen vil ind på en fin skole og blive en rigtig pianist. Mélanie tager til optagelsesprøve og når lige at få et glimt af de 6 mennesker i optagelseskomitéen, herunder Ariane Fouchécourt, der siger nej til at skrive en autograf for en håbefuld fan. Så bliver Mélanie kaldt ind, hun spiller et minuts tid mens Ariane Fouchécourt ser mere og mere ligegyldigt på. Så åbner den håbefulde fan døren for at bede om en autograf igen og Fouchécourt vinker hende indenfor så hun kan få sin autograf. Mélanie mister koncentrationen, går i stå og kan slet ikke genvinde fatningen. Pigens verden bryder sammen...

Dropper alt klaverspil
I vrede dropper hun alt klaverspil, men hun glemmer bestemt aldrig den arrogante pianist, der ikke tog hende og hendes drømme alvorligt, og som knuste dem med et øjebliks magtfulde ligeyldighed. 10 år senere tager Mélanie en praktikplads i et advokatfirma, hvor chefen er Ariane Fouché-courts mand. Og da Mélanie får en mulighed for at komme indenfor i Fouchécourt-parrets kæmpehus, slår hun til. Hun skal være barnepige for Fouchécourts 12-årige søn, og fra da planlægger hun sin hævn. Hun ser nogle muligheder da det viser sig at Ariane Fouchécourt mangler en god nodevender, et tilsyneladende simpelt job, der blot går ud på at vende et nodeblad på et klaver, men som skal gøres med den helt rette timing, og som, i sidste ende, er et hverv, der kræver fuld fortrolighed og et særligt bånd mellem pianisten og nodevenderen. Det er netop det særlige bånd og fortroligheden Mélanie forsøger at udnytte til at tage sin hævn.

Tankevækkende pointe
Uden den tankevækkende pointe om børns drømme, der bliver knust af ligegyldige, arrogante og ubetænksomme voksne - og den slags sker hvert eneste sekund verden over - ville 'Nodevenderen' være en hul og kunstfærdig størrelse, en oppustet ligegyldighed. Men med billedet af den lille Mélanie, der pakker sit klaver og sine drømme væk, i bevidstheden bliver 'Nodevenderen' pludselig til en mere filosofisk sag, pakket ind i thrillerens form. Man kan sagtens indvende, at Mélanie kommer nemt og forbavsende udspekuleret igang med sit hævntogt, og undervejs i filmen flasker tingene sig på en lidt for heldig og nem måde, men derudover er 'Nodevenderen' en velsignet anderledes thriller, endda en tankevækkende en slagsen.