Pan's labyrint

Eventyr for voksne

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Da Susanne Bier i forrige uge måtte rejse fra hjem fra Hollywood uden en Oscar-statuette, blev det flere gange slået fast, at Biers' 'Efter brylluppet' blev slået af en på alle måder større film, en film med større historisk vingefang og større menneskeligt drama, den tyske 'De andres liv'.
Nu får den anden af Susanne Biers fire modstandere i kategorien 'bedste udenlandske film' dansk premiere. Den hedder 'Pans labyrint' og bekræfter ikke alene, at Bier ikke behøver at skamme sig over, at hun ikke vandt. Den understreger også at Susanne Bier mest af alt skal være rigtig, rigtig glad for at hun overhovedet blev nomineret til en Oscar.

Gennemarbejdet univers
'Pans labyrint' er et umådelig gennemarbejdet filmisk univers - en umådelig stilsikker og konsekvent etablering af et eventyrunivers for voksne. Den er udført med en perfektionisme og en akkuratesse som vi slet ikke kender i dansk film. Filmen foregår ganske vist bare i en spansk skov ved en gammel mølle, der er ombygget til militær lejr i året 1944, men den ganske ordinære skov er blevet gjort til er rent eventyrunivers. Ved siden af den gamle mølle ligger en ældgammel labyrint og i labyrintens midte hersker en monstrøs skikkelse, faunen Pan. En dag flytter den 11 årige Ofélia ind i den gamle mølle. Hendes far er død og hendes mor har giftet sig med en kaptajn i Francos hær. Det er vel at mærke ikke bare en almindelig kaptajn, men en officer, der opsummerer alle de mest brutale sider af den fascisme, general Franco praktiserede i Spanien omkring den Spanske borgerkrig. Da Ofélia rækker venstre hånd frem til ham, fordi hun knuer sine eventyrbøger med højre hånd, tager han et fast greb i hendes venstre hånd og siger tvært 'man bruger højre hånd, Ofélia'.

Næsten karikatur
Kaptajn Vidal er ikke en karikatur på Francos fascisme, men han er tæt ved at kamme over og blive det. Han har først og fremmest giftet sig for at få en søn, og da konen bliver gravid, er han aldrig i tvivl om at han skal få en søn. Det skal han bare. Alt andet er latterligt, for ikke at sige naturstridigt. Kaptajn Vidal er et pragteksemplar af Francos idealer, en officer, der tror på at nogle mennesker er mere værd end andre, at mandfolk bliver fædre til mandfolk, at kvinder hører hjemme i fødesengen og i køkkenet, at bønder er og bliver bønder, at arbejdere er og bliver arbejdere og at en god socialist er en socialist med en kugle gennem hovedet - gerne med tegn på tortur hist og pist. I starten af 'Pans Labyrint' fanger Vidals soldater et par mænd i skoven. Er de socialistiske partisaner, der ikke vil vedkende at Franco har vundet den spanske borgerkrig? Eller er de virkelig bønder på kaninjagt, far og søn, som de påstår? Vidal er forholdsvis ligeglad. Da han bliver træt af at høre på sønnens forklaringer tager han en flaske brændevin, banker løs på sønnens næse til den er halvvejs oppe i hjernen på ham, hvorefter han skyder både far og søn. Derefter roder han i mændenes taske og finder to kaniner. Mændene talte sandt. Det er ulovligt at være socialist, men at være en simpel bjergbonde er ikke meget bedre. Bagefter be'r han sin husholderske om at tilberede bøndernes to kaniner.

Foregår i to verdener
Det er den ugudelige skabning, den lille Ofélia havner hos. Hun afskyr ham fra starten og søger tilflugt i labyrinten, hvor Pan fortæller hende, at hun i virkeligheden er en prinsesse fra underverdenen og at hun skal gennemføre tre prøver for at vende tilbage til sit rige. Umiddelbart er Pan endnu mere ækel end kaptajn Vidal, men i det mindste tilbyder han pigen en fremtid og nogle muligheder. Pigen går med til prøverne og skal som den første opgave opsøge en kæmpefrø under de døende rester af et gammelt træ. Har skal hun fodre frøen med tre kugler og da frøen har spist kuglerne og gylpet sine indvolde op, skal hun finde en magisk nøgle. Pans labyrint foregår altså i to verdener, det grumme fascistiske Spanien lige efter borgerkrigen, og i Pans eventyrverden. Hvad den mexicanske instruktør, Guillermo del Toro, vil med sidestillingen af de to verdener, står ikke 100 procent klart og filmen er helt åben for fortolkninger - endda i en grad, så man kan diskutere om fabelen er tænkt ordentligt til ende. Men det er sikkert, at del Toro opfatter Francos fascisme som noget af det mest grusomme og onde, der overhovedet har eksisteret, og at han til enhver tid til vil foretrække fantasiens skyggeverden uanset hvor fæl og fuld af faldgruber den måtte være. Monsteret i filmen er ikke fantasiverdenens Pan, men Kaptajn Vidal.

Taget ud af eventyrernes mytologi
Ofélia gennemgår en række lumske prøver og uden at afsløre for meget, kan man slå fast, at hun via prøverne, der er taget lige ud af eventyrernes mytologi, lige fra Det gamle Testamente til Alice i Eventyrland, går fra at være barn til voksen. Hvad hun så får ud af det, er et helt andet spørgsmål - faktisk kan man spørge sig selv hvad hun egentlig skal bruge det til. Og det eneste, der giver helt og aldeles mening, er at opfatte 'Pans labyrint' som en hyldest til fantasiens uendelige muligheder som modsætning til fascismens fascination af orden og opdeling. Grusomheden lever ikke i det ukendtes verden, men i det velkendte, det, der er lige foran os, kunne man også sige. Uanset hvad mexicanske del Toro har villet fortælle os med sit umådelige gennemarbejdede univers, har han skabt et ekstremt fascinerede billedverden, der bliver ved med at leve og folde sig ud. Det er en fascinerende og rig film, der indædt gør op med den småfascistiske fordom, der siger, at eventyr kun er noget for små pattebørn.

.