Parfumen: Historien om en morder

Sanselig essens

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Stort opsatte film baserede på historiske romaner har en uheldig tendens til at dratte sammen med et stort brag. De er ofte så betagede af deres egne betagende kulisser og storslåede scenarier, at de glemmer alt andet, og ofte har den komplicerede proces fra bog til film fjernet den magi, den særlige kemi, der gjorde bogens univers til noget særligt.

En umådelig svær opgave
Tyske Tom Tykwers 'Parfumen: Historien om en morder' er ofte betænkelig tæt på at falde for samme problemer - hvilket kun er hvad man kunne forvente. Patrick Süskinds 20 år gamle bestseller, 'Perfume', er en umådelig svær opgave at omsætte til film. Den handler ganske vist om en seriemorder, hvilket er et territorium filmverdenen kender ganske glimrende. Men hele dens begrebsverden og dens magi ligger i duftenes verden, det her mystiske univers, som mennesket aldrig har formået at sætte i system ligesom toner eller farver, og som i fascinerende grad har adgang til vores minder og følelser.

En fornemmelse af duft
Hele det mystiske, fascinerende og dragende univers udgør kernen i Patrick Süskinds roman. Süskind løser ingen af gåderne i duftenes verden, men han fortæller en historie, der giver en fornemmelse af duftenes verden, en på én gang brutal og yderst romantisk historie, der står åben for fortolkninger, men som først og fremmest er yderst sanselig. Den kaster sig hovedkulds ind i duftens væsen, dyrker den intenst, nærmest guddommeliggør den. Der er noget næsten religiøst over bogens dyrkelse af dufte. I den sammenhæng er den enkelte læsers fantasi og sanselighed en vigtig medspiller. Film er et langt mere direkte medie, der ikke stiller samme krav til publikums evne til at digte med, og risikoen for at Süskinds duftunivers dratter sammen på film er derfor overhængende.

Stimulerer publikums sanser
Tom Tykwers film går også i stå ind i mellem. Den falder i staver i betagelse over skønheden i Provences sensommerlandskab og den går i stå i sin glæde over at have genskabt Paris' stemning i starten af 1700-tallet. Klassiske faldgruber i filmatiseringer af historiske romaner. Heldigvis er Tykwer yderst bevidst om at netop publikums fantasi og evne til at digte med er helt afgørende for filmen. Fra start til slut er Tykwer yderst bevidst om at stimulere publikums sanser med kraftige, svulstige eventyrlignende billeder, anelsesfulde lyde og meddigtende musik, der alt sammen har til opgave at understrege og fremhæve de dufte, hovedpersonen Jean-Baptiste Grenouille stikker sin imponerende næse i. Og det er ikke så lidt.

Et inferno af duft
Allerede i de første sekunder af sin levetid havner Gronouilles i et inferno af duft - eller stank, nemlig fiskeaffald på en skiden markedsplads i 1700-tallets Paris. Hans mor vil ikke kendes ved ham, han havner på et børnehjem, bliver solgt som arbejdsslave hos en garver, og da han endelig en dag bliver sluppet løs blandt borgerne på gaden i Paris går hans lugtesans amok. Han kan uden problemer opsnuse de enkelte dufte i sine omgivelser og i hvilkensomhelst parfume, han kan kende træsorter fra hinanden fra deres duft og han kan dufte en kvinde på flere kilometers afstand. Og en dag havner han tilfældigt hos en affældig perfumemager, i Dustin Hoffmans skikkelse, der desperat forsøger at aflure ingredienserne i en kollegas parfume. Det gør Grenouilles uden problemer.

Den ultimative duft
På det tidspunkt har Grenouilles allerede sanset den ultimative duft, nemlig duften af smukke unge kvinder.Ved et uheld kommer han til at klemme livet ud af en purung smuk blommesælgerske, hvilket dog ikke efterlader ham med de store samvittighedskvaler. Så kan han nemlig klæde hende af og dufte til hendes utallige kropsdufte i ro og mag. Ved at lære hvordan man udvinder dufte hos den gamle parfumemager vil Grenouilles lære at trække dufte ud af smukke unge kvinder. Kun på den måde kan han lave den ultimative parfume. For duften er essensen af sjælen, som han siger.

Bevidst om sanseligheden
Først lærer Grenouilles at udtrække essensen af blomsters duft. Men den proces dur kun til blomster, ikke til unge kvinder, så han må til den duftende by, Grasse i Provence, for at lære flere processer. Og her begynder Grenouilles at myrde pige efter pige for at trække duften ud af dem ved hjælp af dyrefedt. Inden længe er han en berygtet og forhadt seriemorder - uanset at hans mål er den ypperste skønhed. Det er sjældent nogen historiefortæller slipper afsted med en lang historie, hvori hovedpersonen er en kærlighedsløs seriemorder. Men det lykkedes for Patrick Süskind for 20 år siden - og det lykkes for Tom Tykwer idag. Men kun fordi Tykwer er så yderst bevidst om sanseligheden. I 'Parfumen' kan man sanse lyden af en perfekt moden gul blomme, der bliver snittet midt over af en kniv, holdt af en ca. 19-årig pige med det smukkeste, skinnende røde hår.

Et sansende filmunivers
Med 'Parfumen' har Tom Tykwer skabt et helt særligt, sansende filmunivers. Hele vejen igennem fornemmer man en film, hvor der er kræset og kælet for billederne, for lydene og ikke mindst for den stort swungne musik, der som sædvanligt i Tykwers film, har Tykwer selv som medkomponist. Han insisterer simpelhen på at han først kan se billeder i en fuldkommenhed når han har set dem sammen med den musik, han har forestillet sig. Ofte, når en film er så gennemkælet og opulent som 'Parfumen', bliver den vammel og for meget at se på. Det er ikke tilfældet med Tykwers film, måske fordi den i lige høj grad svælger i det smukke og det ækle, det gode og det onde, der rene og det beskidte.

En uimodståelig fornemmelse
Tykwer har sine problemer med at undgå at blive fersk og glat, men filmen indeholder så umådeligt stærke sansemættende oplevelser, at problemerne hurtigt fordufter. Tilbage står en besættende, uimodståelig fornemmelse af jomfruelig ferskenhud, skønne parfumer, skident flodvand i Paris, evige lavendelmarker i sensommervinden, rådne fisk og ikke mindst duften af smukke unge kvinder hvis røde hår blæser i en mild aftenbrise.