Prag
Skyggesider
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Det er et godt gammelt kneb indenfor historiefortællingens verden at bruge en by som billede på hovedpersonernes sindsstemning. Venedigs forunderlige verden af kanaler, små gyder og sære symboler spillede en væsentlig rolle i filmene 'Rødt chok' og 'Døden i venedig', Rom er uforglemmelig i Fellinis 'La Dolce Vita' og herhjemme har Christoffer Bro brugt København effektivt som kulisse i især 'Reconstruction'.
Prags romantiske rammer
Ole Christian Madsen benytter sig af idéen i sin nye film, 'Prag'. Den tjekkiske hovedstad er ikke det mest krævende valg, eftersom byen har bevaret sin middelalderlige skønhed takket være de førende krigsherrer under 2. verdenskrig, inklusiv d'herrer Hitler og Stalin, der blev enige om ikke at ødelægge de smukke gamle bygninger og pladser. Men det er et valg, der giver mening - en fremmed verden, helt anderledes end nogen by i Danmark, fungerer som kulisse for et dansk ægtepar, der er på stærkt gyngende grund, et smukt og stadig ungt ægtepar, der burde nyde Prags romantiske rammer, men istedet går i opløsning og skændes og fører sarkastiske samtaler om tissemandslængder og sexuel nydelse mens de går ad de smukke gader.
Til Prag for at begrave sin far
Advokaten Christoffer er taget til Prag for at begrave sin far, der forlod familien da Christoffer var 14 år. Han har aldrig haft noget egentlig forhold til sin far. Han er grundbitter og vil helst have ordnet overleveringen af faderens lig i en fart og uden for meget urin, som man siger på mindre pænt moderne dansk. Men lægen og sygeplejerskerne, der skal levere faderens lig, nærmest kræver at Christoffer græder og sørger igennem. De kræver det endda så kontant, at hele situationen bliver en tydelig hilsen til den tjekkiske forfatter Franz Kafka og hans humoristisk-klaustrofobiske fortællinger. Ved sin side har Christoffer sin kone Maja, som tilsyneladende er en fast støtte i tilværelsen for den verdensfjerne Christoffer, der har svært ved at finde togkupeen på vej til Prag, finde sig selv og finde gløden ved livet. Allerede fra starten bliver det antydet, at parret har haft deres bedste stunder.
Man ender med at ligne sine forældre
Efterhånden som Christoffer graver længere og længere ind i sin fars verden, fjerner han sig længere og længere fra Maja. Det er filmens grundlæggende pointe, at børn ender med at ligne deres forældre, uanset om de gør alt for at undgå det eller ej. Christoffer er vred på sin far, der forlod sin familie, og den vrede og bitterhed river ham ironisk nok fra hans egen familie, fra Maja og deres søn hjemme i Danmark, der er 14 år, præcis som Christoffer var, da hans far flyttede til Prag. Den pointe serverer filmen rammende og præcist, og det er afgjort der, filmen står stærkest. Man tror ganske enkelt på påstanden. Man kan indvende, at der mangler flere oplysninger om Christoffers og Majas forhold til at man rigtig forstår hvorfor deres forhold skranter, og i det hele taget har filmen flere betydelige problemer undervejs.
Et hak i tuden
Det er meget svært at tro på Mads Mikkelsen som en anonym dansk advokat uden glød i sjælen. Dertil er han simpelthen for stor en stjerne, hans jakkesæt er for lækkert, hans flere dage gamle skægstubbe er for café-smarte og hans personlighed for stor. Det er tydeligt, at Ole Christian Madsen har skulet tilbage i filmhistorien og forsøgt at skabe en af dens slags klassiske kærlighedsdramaer, hvor smukke skuespillere drysser melankolsk rundt i smukke omgivelser. Det er også lykkedes, men historiens troværdighed - eller almengyldighed - får et hak i tuden med valget af Mads Mikkelsen.
Byen forbliver en kulisse
Derudover er beskrivelsen af Prag for glat og postkortsmuk. Byen forbliver en kulisse, aldrig en medspiller. Paradoksalt nok virker Stine Stengades flotte blå overfrakke langt mere central og tilstedeværende end den majestætiske hovedstad. Man får aldrig fornemmelsen af at den rigtig påvirker Christoffer og Maja. Derfor virker det besynderligt at faderens anonyme parcelhus er placeret langt udenfor prags bymidte, nærmest i en skov. Her havde det været oplagt at bruge en stor, gammel mørkebrun lejlighed i Prags midte, så filmen kunne gøre brug af den hundredeårgamle stærke atmosfære i Prag. Især når faderens bolig i skoven viser sig at indeholde en tiltrækkende, meget tjekkisk sangerinde.
Når omgivelserne spiller med
Til gengæld er der masser af energi i en anden scene, hvor filmen bevæger sig udenfor det gamle Prag, ud blandt de fattige i forstæderne, ud i et socialt boligbyggeri, der er så usselt og gråt, at samtlige danske boligblokke ligner rene feriehoteller. Her kulminerer Majas og Christoffers skænderier for fuld udblæsning - for øjnene af små hundrede tjekker, der ikke fatter en brik mens de velhavende vesterlændinge råber og smider med både penge og lækkert overtøj. Her spiller omgivelserne for alvor med, fordi de er overraskende og så aparte, at de giver god mening som ramme for et ægtepar i deres livs heftigste skænderi.
Vores forældes skyggesider
'Prag' er altså ikke den martrende kobling mellem byen Prag og det danske ægtepars vaklende sjæleliv, som den tilsyneladende er tænkt som. Til gengæld er den et ganske overbevisende billede på den naturlov, der siger, at vi arver vores forældes skyggesider, uanset hvor meget vi kæmper imod.