Rene Hjerter
Hvad er problemet?
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Problemet med 'Rene hjerter' er ikke skuespillet. Det er nemlig glimrende. Anders Matthesen alias standup-komikeren Anden fungerer glimrende i rollen som autisten Kriss og Laura Bro rammer den gæve charme fra 30'ernes og 40'ernes danske filmdrama ganske præcist.
Problemet med 'Rene hjerter' er heller ikke hovedfigurerne. Autisten Kriss, der forelsker sig i en uskkyldsren og hjertens god pige fra en omtrent 70 år sort/hvid gammel film, er en oplagt idé. Alle kender følelsen af at blive forført og besnæret og måske endda småforelsket i en filmfigur. Her bliver den fornemmelse ført helt ud.
Problemet med 'Rene hjerter' er heller ikke håndværket. Instruktørdebutanten Kenneth Kainz har fuldt greb om den svære balance mellem nutiden, som Kriss lever i - mere end han befinder sig i den - og den gamle film, som Kriss ser igen og igen, og lever sig mere og mere ind i. Det er en svær disciplin at finde en naturlig balance mellem to så forskellige filmiske universer, men Kainz gør det elegant - så de to film smelter sammen til én. Som her, hvor Kriss og hans evige følgesvend, Willy, er stukket af fra anstalten for at finde Linda, heltinden fra 'Rene Hjerter', fuldstændig uden forståelse for at figurerne i den gamle film netop er filmfigurer og at de er blevet omtrent 70 år ældre siden filmens tilblivelse.
Plakaten fra 'Rene Hjerter'.
Problemet i 'Rene Hjerter'
Det er altså ikke her, i selve det filmiske håndværk, 'Rene hjerter' har et problem. Problemet i 'Rene hjerter' ligger i selve dens historie, selve den pointe filmen vil frem til. Handlingen går i al sin korthed ud på at autisten Kriss forelsker sig i Linda fra den gamle sort/hvide film, der også hedder 'Rene hjerter'. Men en skønne dag bliver lederne af hans anstalt så trætte af at han og vennen Willy sidder og ser 'Rene Hjerter' dagen lang, at de forbyder filmen. Så bliver Kriss vred. Han stikker af fra anstalten sammen med Willy, der ikke er ueffen hvad angår hårdhændet vold, og snart er de to på udflugt i dén virkelige verden, som de altid har haft svært ved at håndtere.
Kriss er besat af at finde frem til Linda, til den rene, godhjertede pige, han kender fra filmen - det menneske, der for ham symboliserer den rene verden, han gerne vil leve i, langt fra de handlinger og begivenheder og mennesker, der kun gør ham ondt. Men undervejs på eventyret i den virkelige verdens København går det op for Kriss, at den virkelige verden ikke er så sort/hvid som i den gamle film, og at mennesker og begivenheder ikke blot kan opdeles i godt og ondt.
En debil erkendelse
Det er mildt sagt ikke nogen ny sandhed, og det gør ikke filmens pointe stærkere, at det netop er en debil mand, der gør den erkendelse. 'Rene hjerter' ville have stået langt stærkere, hvis den havde formået at vise almindelige, moderne mennesker, at vi stadig har en uheldig og destruktiv tendens til at dele verden op i sort og hvidt og godt og ondt, sådan som det tydeligt står frem i de her år i opdelingen mellem muslimer i øst og kristne i vest. Eller indvandrere og danskere. Dem og os.
I 'Rene hjerter' er det ikke en af os, et almindeligt velfungerende menneske, der kommer frem til den vigtige erkendelse. Det er derimod en autist, en mand, der er spærret inde på en anstalt fordi han er almindelig, og det gør unægtelig filmens udsagn og pointe betydeligt svagere. Det er filmens Kriss, der har lært noget. Det er ikke os, de almindelige biografgængere.
Det er det, der er problemet med 'Rene hjerter'.