Requiem
Djævelsk epilepsi
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Hvorfor vælger et amerikansk og et tysk filmhold pludselig at bygge en film over samme 30 år gamle begivenhed, nemlig 23-årige tyske Anneliese Michel, der i 1976 døde efter en udmarvende eksorcisme? Det er der ikke noget entydigt svar på. Vi lever i en ny guldalder for gyserfilm og i en tid, hvor kristendommen ruster sig til kampen mod islam, hvilket kan være en forklaring på den amerikanske 'Besat' eller 'The Exorcism of Emily Rose', som den oprindeligt hedder. Det er en klassisk eksorcisme-film i stil med William Friedkins berygtede mesterværk, 'Eksorcisten', fra 1973. En ung uskyldig amerikansk pige bliver besat af dæmoner og dør efter en udmarvende eksorcisme, hvorefter pigens forældre og præsten, der udførte eksorcismen bliver hevet i retten for ikke at have reddet pigen med medicin men med kristen hokus pokus - og det hele bliver fortalt gennem en klassisk fortællemodel i Hollywood, nemlig retssalsdramaet, hvor beviser og modbeviser bliver trukket op af hatten, ét efter ét.
Et mere nøgternt forhold
Den amerikanske film er altså mere end villig til at tro på, at der har rent faktisk var djævelskab med i spillet. Tyske Hans-Christian Schmid har et mere nøgternt forhold til historien om Anneliese Michel. Han forestiller sig at kombinationen af epilepsi og opvæksten i et strengt kristent hjem har skabt grobund for idéen om djævelens tilstedeværelse. Lige fra starten af er pigen, som i 'Requiem' hedder Michaela Klingler, på kant med sine forældre, især sin mor, der ikke kan se fornuften i at pigen rejser til storbyen for at studere når nu hun lider af epilepsi, der til enhver tid kan vende tilbage. Da pigen glædesstrålende modtager beskeden om at hun er optaget på et lærerstudie, er pigens mor kontant afvisende. Det er kun takket være faderens mere milde væsen Michaela får lov at rejse, men forældrenes pres rejser med. Den skrøbelige pige er opsat på at bestå sine studier, men har hele tiden forældrenes pres på skuldrene og samtidig bliver hun fristet til at leve et moderne ungpigeliv med kærester og fester og spontane badeture i undertøj.
Epilepsien dukker op
Og så dukker epilepsien op igen. Pludselig, en tidlig morgen på sit kollegie, kan Michaela ikke samle sin halskæde med korset op fra gulvet og øjeblikket efter ligger hun på gulvet med kramper. Anfaldene vender tilbage og Michaela, der er træt af læger, der giver hende den ene slags pille efter den anden uden at kunne fjerne epilepsien, går til præsten i sin hjemby for at søge hjælp. Den jordnære præst har imidlertid ikke meget forståelse for pigens problem. Han nægter at se noget reelt problem i pigens pludselige problemer med at røre ved kristne symboler og opfordrer hende i stedet til at søge psykolog. Michaela holder imidlertid fast i at det er dæmoner, der forhindrer hende i at søge trøst hos Gud og da hendes forældre finder ud at hun igen har problemer med epilepsi kommer pigen under yderligere pres. Det kulminerer i en juleferie, hvor Michaela dukker op i smart tøj og lange støvler, hvilket tydeligvis ikke behager moderen, der uden varsel smider tøjet og støvlerne i skraldebøtten.
Djævelskabet rent fantasispind
I Hans-Christian Schmids film er djævelskabet altså rent fantasispind, og hans 'Requiem' er alt andet end en gyserfilm med væsener, der taler med dybe stemmer og klædeskabe, der bevæger sig af sig selv. Det er epilepsien og den strenge kristne opdragelse, der i fællesskab skaber djævelskaben i en skrøbelig piges hoved. Samtidig er historien om Michaela også en historie om et ungt, skrøbeligt menneske, som har brug for støtte, men istedet får presset forældrenes gammeldags livssyn ned over hovedet.
Ikke om monstre fra en anden dimension
Mens man sidder i biografen er 'The Exorcism of Emily Rose' en betydeligt mere skræmmende film, en klassisk gyser, og i den klart bedste afdeling af amerikanske gysere for tiden. Til gengæld vokser uhyggen i 'Requiem' længe efter at man har forladt biografen. Her er nemlig en historie om hvor forholdsvis lidt der skal til før forholdet mellem forældre og deres afkom kan løbe af sporet. Den eksorcisme, der udføres i 'Requiem', handler ikke om monstre fra en anden dimension, men om forældre, der har påtvunget deres barn en tro og en identitet, og om en skrøbelig, psykisk svag pige, der ikke kan finde ud af finde balancen mellem forældrenes kristendom og den verden udenfor, der inkluderer ukristne fænomener som sex, ungdomskultur og jordnær videnskab.
Intenst og overbevisende
Den form for djævelskab har ødelagt adskillige unge menneskers liv. Det er det yderst skræmmende element ved 'Requiem', der tilmed er en yderst velspillet film, især af den debuterende Sandra Hüller i hovedrollen som Michaela. På forbavsende vis lykkes det hende at kunne agere både frigjort, tjekket pige og kuet, ødelagt menneskevrag. Hun kan være både grim og smuk indenfor samme scene. Derudover er filmen ekstremt levende fotograferet og klippet. Der er hele tiden energi og bevægelse i billederne, der medlevende følger figurernes store følelsesudving. I modsætning til 'Besat' vælger 'Requiem' den sværeste, mest komplekse forklaring, hvilket også er den forklaring, der har de mest ubehagelige konsekvenser for alle. Og den gør det intenst og overbevisende.