Rythm Is It
Oplevelser for livet og kunsten at danse
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Der bliver sagt meget i den tyske dokumentarfilm 'Rhythm Is it' og meget af det er bestemt værd at tænke over. Men to udsagn står helt i centrum for filmen og dens idé. Den ene udtalelse kommer fra dirigenten Sir Simon Rattle, der står for at skabe en ny udgave af den russiske komponist Igor Stravinskys 93 år gamle og engang meget banebrydende ballet, 'Le Sacre du Printemps'. Danserne, der skal illustrere Stravinskys musik, skal ikke være professionelle, men derimod almindelige unge tyskere, fra 6-7 år og op til starten af 20'erne, der får en enestående mulighed for at få en oplevelse for livet, måske endda en af de oplevelser, der bliver en slags genfødsel i livet. I den sammenhæng hævder dirigenten Rattle bramfrit, at vi har brug for kunst ligesom vi har brug for vand at drikke og mad at spise.
Ikke meget har ændret sig siden urtiden
Den anden centrale udtalelse i 'Rhythm Is It' kom-mer fra danseren og danseinstruktøren, englænderen Royston Maldoom, en lille tæt mand, der formentlig havde egnet sig fint til at rådne op som minearbejder hvis ikke han pludselig havde set lyset i tilværelsen ved at danse. Royston Maldoom funderer lidt over Stravinskys 'Le Sacre du Printemps', der beskriver unge kvinder, der i urtiden danser sig selv ihjel som offer for naturen, så foråret igen kan spire frem. Og ifølge Maldoom er der ikke meget, der har ændret sig siden urtiden. Voksne mennesker ofrer stadig de unge for tilrage sig en kortsigtet glæde og tilfredsstillelse. Eller sagt på en anden måde: Vi tager os ikke nok af vores børn. Vi inspirerer dem ikke nok, giver dem ikke mulighederne for at finde sig selv og udvikle sig selv, men smider dem i skoler og på fabrikker for at de kan tjene andre menneskers behov.
Det moderne samfund ofre sin ungdom
De to udsagn opsummerer 'Rhythm Is It'. To erfarne, etablerede kunstnere, dirigenten Rattle og danseren Maldoom forsøger at pode en flok unge tyskere med inspirationens lys. Det går helt fint for filmens instruktører, Thomas Grube og Enrique Sánchez Lansch, med at understrege Maldooms udsagn. Filmen følger nemlig forberedelserne til den særlige opsætning af 'Le Sacre du Printemps', herunder Maldoom, der kæmper for at give de tyske skoleelever selvtillid og selvdisciplin. Og den følger flere af de tyske elever, hvoraf mange er fascineret af at danse, men irriteret over disciplinen og ude af stand til at se hvordan dansen passer ind i deres tilværelse som almindelige skolebørn i en almindelig kedelig forstad. Filmen giver altså Maldoom helt og aldeles ret. Det moderne samfund ofrer sin ungdom for egen vindings skyld. De tyske skoleelever har givet op nærmest før de er begyndt på livet - og de ved de ikke selv. De kan ikke forestille sig selv som andet end kontormus og fabrikssvende.
Glemmer en af grundpillerne i sin egen konstruktion
Til gengæld går det knap så godt med at underbygge Simon Rattles udsagn om at vi mennesker har brug for kunst ligesom vi har brug for vand og føde. Har han ret i det? Findes der ikke mennesker, der har klaret sig fint i tilværelsen og endda har fået et rigt liv uden at bekymre sig om musik, dans eller film? Ligger det nødvendigvis i menneskets natur at danse, synge og fortælle? Eller ligger det kun i nogle menneskers natur? De spørgsmål stiller instruktørerne Thomas Grube og Enrique Sánchez Lansch aldrig. De tager tydeligvis Rattles udsagn for givet, og det er den største svaghed ved 'Rhythm Is It'. Den glemmer ganske enkelt en af grundpillerne i sin egen konstruktion. Den får aldrig slået rigtig fast, at Simon Rattles og Royston Maldooms arbejde med de tyske elever er så vigtigt, som de to erfarne herrer påstår. Selv ikke de største af eleverne er for alvor blevet interesseret i klassisk musik af at danse til 'Le Sacre du Printemps', hvilket nødvendigvis må være et nederlag for Sir Simon Rattle. Og selvom mange af eleverne får en oplevelse for livet ved at danse på scenen i det fornemme Treptow Arena, virker ingen af dem til at have fået deres livs oplevelse - hvilket er et nederlag til danseren Royston Maldoom.
Ender med at dokumentere noget helt andet
Derfor er 'Rhythm Is It' ikke den stærke dokumentation af kunstens betydning, den kunne være blevet. Ved at tage Simon Rattles udsagn for givet og ikke forsøge at underbygge det, ender instruktørerne Grube og Lansch faktisk med at dokumentere noget helt andet, nemlig at klassisk musik og moderne dans har gevaldige problemer med at tale et sprog, unge mennesker kan bruge til noget i deres tilværelse. 'Rhythm Is It' er på mange måder en for løs og for slap film, der trænger alvorligt til at stramme op på sin struktur og sit tema. Det fortjener emnet. Der ligger nemlig rigeligt med spændende og ikke mindst væsentligt tankegods i historien om en flok tyske skoleelevers møde med kunstens muse.