Scoop

Ikke det scoop den kunne have været

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Det hele starter med en helt fantastisk idé, et scoop af en idé. En langt ude og kugleskør idé, men stadigvæk en original og overrumplende idé af den slags, man ikke glemmer igen.

Et scoop af en historie
En journalist af den type, der konstant er på jagt efter et scoop af en historie og som ikke giver op før han har fået den, er afgået ved døden. Undervejs på båden til dødsriget falder han i snak med en ung kvindelig sekretær, der er overbevist om at hun blev forgivet af sin chef, en ung politiker og rigmandssøn. Sekretæren faldt nemlig over et spor, der kunne tyde på at hendes chef er en seriemorder, der hærger London, den såkaldte tarotkortmorder. Hun kontaktede sin advokat omkring sporet og som hun selv konstaterer, var hun død dagen efter ved the-tid.
Det er et scoop af en historie. En af samfundets støtter, en ung rigmandssøn og en flot fyr, er landets mest eftersøgte forbryder. Det er så stort et scoop af en historie, at den gamle journalist bliver nødt til at vende tilbage til de levendes verden for at snuse den op. Så han stikker af fra færgen mod dødsriget ...

En fantastisk idé
Det er en fantastisk idé, der kunne danne basis for en helt fantastisk historie. Det gør den desværre ikke. Woody Allens nye film, 'Scoop', er langtfra en dårlig historie, men i betragtning af hvor vidunderligt grundigt og rigt han foldede sin forrige film, 'Match Point', ud, virker 'Scoop' som om den er skrevet færdig i en frokostpause. Hvor humoren var yderst diskret og elegant underspillet i 'Match Point', bliver den her klasket lige i hovedet på publikum, og dét i en grad så den ellers fantastiske idé i 'Scoop' bliver degraderet til springbræt for en lang række one-liners.

Teaterkomedie
Der er noget teaterkomedie over 'Scoop', hvor scener bliver strukket flere minutter mere end de egentlig kan bære, fordi Woody Allen har 3-4-5 jokes, der lige skal fyres af. En stor del af hans jokes er i fin form i 'Scoop', men de er langtfra så gode, at de skal have lov til at overdøve den virkelig interessante historie, der kunne være blevet foldet ud, hvis Allen havde været i 'Match Point'-humør. Istedet vælger Allen ret hurtigt at lade den døde journalist fade ud af historien. Til at starte med videreleverer han sit scoop af en historie til en ung amerikansk journalistspire, der er havnet i en tryllekunstners skab, hvor hun skal trylles væk - og tilbage igen. Dematerialiseres og materialiseres igen, som tryllekunstneren siger. Og så er det at den afdøde journalist materialiserer sig for journalistspiren inde i skabet.

Vil mægtig gerne være journalist
Pigen vil vældig gerne være rigtig journalist, og ikke tandlæge, som resten af hendes familie, så hun kaster sig over scoopet og forsøger at komme i kontakt med den mistænkte rigmandssøn. Hun lader som om hun er ved at drukne i hans svømmeklub, han redder hende - og så ruller efterforskningen. Pigen, der bliver spillet med stor sikkerhed og charme af Scarlett Johansson, bliver inviteret til havefest hos rigmandssønnen, som tilsyneladende er blevet forelsket ved første blik. Af en eller anden årsag vælger pigen at hive den lille tryllekunstner, der dematerialiserede hende i sit show, med i efterforskningen. Det havde været langt mere logisk, hvis hun havde fået selskab af sin veninde, men ved at trække tryllekunstneren ind i historien får Woody Allen mulighed for at fyre alle sine vitser af. Tryllekunstneren bliver nemlig spillet af ham selv. For fuld Woody-udblæsning.

Står i vejen for sig selv
Det er altså paradoksalt nok Allen selv, der står i vejen for den fantastiske idé i 'Scoop'. Det er hans fokus på vitserne, der gør 'Scoop' til en gennemsnitlig Allen-film. Der er flere glimrende elementer i historien og adskillige udmærkede one-liners, men de er aldrig så gode, at de skulle have lov til at overskygge det virkelige scoop i 'Scoop', historien om en død mand, der kæmper for at komme tilbage til de levende rige, fordi han har opsnuset et scoop af en historie.