Sig du elsker mig

Overbevisende men upræcis

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Man kan koge handlingen i svenske 'Sig du elsker mig' ned til den ganske simple sætning, 'en skolepige bliver gruppevoldtaget af et par skolekammerater'. Så simpelt er det selvfølgelig ikke. En voldtægt er under ingen omstændigheder simpel. Hvad får drengene til at voldtage pigen? Hvad har pigen gjort, så drengene får lejlighed til at voldtage hende? Hvordan opfører drengene sig bagefter? Hvilken rolle spiller pigens familie? Hvilken rolle spiller drengenes familie? Hvilken rolle spiller pigens plads i samfundet? Og hvad er skolekammeraternes rolle? Det er det fortvivlende komplekse morads af begivenheder og følelser, den svenske instruktør, Daniel Fridell, skal forsøge at få noget brugbart ud af i 'Sig du elsker mig'. Det lykkes, men kun en del af vejen. Fridell er udmærket klar over at der er rigeligt med nuancer at forholde sig til i en voldtægt, men han får aldrig kontrol over dem.

Næsten er for smuk
Fx bliver hans hovedperson i 'Sig du elsker mig', den 14-15 årige Fatou, ikke nødvendigvis en fascinerende karakter fordi hun må kæmpe sig gennem så gruelig meget grumt, men fordi pigen, der spiller hende, Haddy Jallow, næsten er for smuk og for glamourøs til rollen. Hun er så elegant og yndefuld at se på, at hun havde passet bedre til en rolle som afrikansk eventyrprinsesse. I de scener, hvor man virkelig skal forstå og føle med den stakkels pige, er det meget svært ikke at gribe sig selv i at beundre hendes graciøse træk. Det kan virke kynisk at klage over at en skuespiller er for smuk, men Fatou ligner ganske enkelt ikke den almindelige svenske skolepige, hun skal forestille. Og det ændrer ikke særlig meget, at Haddy Jallow spiller så fortrinligt, at hun er blevet overøst med priser i Sverige.

En klassisk figur
Der er ligeså store problemer med de tre fyre, der står anklaget for at have voldtaget hende. Den ene af dem, Lamin, en af Fatous barndomsvenner, er en klassisk figur i ungdomsfilm, drengen, der er hjertens god, men som ikke er stærk nok til at sige fra, når hans mere udfarende kammerater begår ulovligheder. Det er netop de to udfarende kammerater, der er for meget. Ikke på noget tidspunkt ser de ud til at angre, ikke på noget tidspunkt forsøger Daniel Fridell at komme om bag den tilsyneladende kyniske ondskab, der styrer dem. Den ene af dem er endda så svinsk, at han opsøger pigens kæreste og bilder hende ind, at hun frivilligt deltog i gruppesex og nød det.

Fuld af medfølelse
Langt bedre går det med Fatous bedste veninde, Kim, der slet ikke er med på det seksuelle spil Fatou og flere andre af klassekammeraterne kører overfor drengene, inklusiv lidt flirtende halvstrip efter skoletid. Kim er fuld af medfølelse over Fatou, men den usikre Fatou vil slet ikke have Kims medlidenhed, hun vil helst have at alt var som før og at ingen skal vide noget om voldtægten. Det kan Kim ikke leve med, så hun fortæller skolekammeraterne sandheden - og så bliver Fatou sur.

Sociale baggrunde
Endelig lykkes det heller ikke Daniel Fridell at få styr på det sociale og racemæssige aspekt i filmen. Det er meget tænkeligt at Fridell netop har forsøgt at undgå, at figurerne skal handle på en særlig måde pga deres hudfarve og tro, og at Fatou derfor kunne have haft enhver hudfarve og have levet i ethvert familieforhold. Men Fridell kan alligevel ikke helt lade være med at lade sociale baggrunde spille ind, fx i moderen til Lamin, drengen, der blot var tilstede ved voldtægten, men ikke greb ind. Lamins mor er en mærkelig snobbet og hysterisk kvinde, der nægter at tro på både politiet, Fatou og Lamin. Der er ingen takkevækkende pointe i hendes figur, hverken hvis man opfatter hende som indvandrermor eller typisk svensk.

Ikke nogen stor ungdomsfilm
'Sig du elsker mig' er altså ikke nogen stor ungdomsfilm - ejheller nogen epokegørende eller skarp film om en voldtægts anatomi. Der er flere glimrende sekvenser og nogle chokerende og overbevisende beskrivelser af den seksuelle omgangstone hos moderne storbyungdom, og så er der altså en hovedperson, der er fascinerende, primært af den forkerte grund, men nogen mindeværdig og lærerig beskrivelse en voldtægts kompleksitet bliver den aldrig. Dertil bliver den for simpel og for upræcis i for mange afgørende situationer, ikke mindst i beskrivelsen af gerningsmændene.