Smiling in a War Zone

En enestående bedrift

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Her er en historie om en pige, der tager ud i verden for at udføre en enestående bedrift. Og efterhånden som historien skrider frem, sker der det mærkelige, at bedriften bliver mindre og mindre interessant mens pigen bliver mere og mere fascinerende. Det er ikke fordi der er noget i vejen med hendes bedrift. Den er såmænd rigeligt spektakulær. Pigen vil flyve i sit lille gamle sportsfly fra Sydsjælland gennem Tyrkiet og Iran til Afghanistan, hvor hun vil give en afghansk skolepige muligheden for at flyve en tur i det lille sportsfly. Den danske pige har nemlig læst en artikel i en avis, hvor skolepigen ytrede det håb, at hun en dag, i det nye, moderne Afghanistan, kunne blive pilot.
 

Et vanvittigt projekt
Altså drager den danske pige afsted i sit lille fly - afsted på en smuk og storsindet, men også vanvittig og dumdristig rejse. Det hele bliver optaget på film af pigens svenske kæreste, og her er det så, at det mærkelige begynder at ske. Efterhånden som man ser det færdige sammenklippede dokument over pigens rejse, filmen 'Smiling in a War Zone', bliver rejsen mindre og mindre interessant. Hele det ellers så vanvittige projekt, bliver langsomt forunderligt jordnært, næsten hyggeligt. Og istedet træder filmens hovedperson, kunstneren Simone Aaberg Kern, tydeligere og tydeligere frem set et usædvanligt menneske, en forbavsende optimistisk og fandenivoldsk kvinde, der med et velsignet lyst sind nægter at acceptere, at enorme kræfter har delt verden i kristne og muslimske lande og gjort visse områder til forbudte krigszoner. Og at forstokkede, tusindårgamle idéer forhindrer en ung afghansk kvinde med appetit på livet i at blive det, hun allerhelst vil.

Dumdristig naivitet og ren livsappetit
Hele filmen igennem kaster Simone Aaberg Kern sig ud i rejsen med en forunderligt ubekymret og fremfor alt inspirerende attittude. Hun kaster sig over udfordringen med oprejst pande da iranerne ikke vil forlænge hendes opholdstilladelse og amerikanerne ikke vil lukke hende ind i det eneste nærliggende land, Afghanistan. Hun går køligt og nøgternt igang med at lede efter den rette benzin, da hun løber tør i en lille, forfrossen og fattig afghansk bjergby. Og hun vælger at bluffe med livet som indsats, da amerikansk militærbureaukrati gør det umuligt for hende at få tilladelse til flyve gennem det lukkede luftrum over Afghanistan.
 Den viljestyrke, der balancerer et sted mellem dumdristig naivitet og ren livsappetit, er en fornøjelse, ja næsten en åbenbaring, at følge hele vejen igennem 'Smiling in a War Zone'. Kerns brede, optimistiske smil er så smittende, at man næsten, men også kun næsten, glemmer de fodfejl og mangler, filmen lider under. Fx får vi i starten, i projektets startfase, at vide, at Simone Aaberg Kerns kæreste, Magnus Bejmar, der er både fotograf og medproducent på filmen, ikke forstår hvad Kern vil med sin flyvetur til Afghanistan. Og så får vi ikke mere at vide om den sag. Hvis ikke Magnus Bejmar har fattet pointen da han sidder i et lille sportsfly i bidende kulde ved et omtrent 5 kilometer højt afghansk bjerg, som flyet måske ikke kan kæmpe sig over, så er der noget helt, helt galt. Men som tilskuer ved vi det ikke. Og vi ved heller ikke hvorfor argumentet lyder, at Magnus bliver nødt til at tage med, fordi ingen forstår Kerns ellers ganske simple idé.

Lidt for meget gallerijargon
Sådan har fortællingen adskillige problemer med forståeligheden og logikken. Endnu mere generende er det, at Kern insisterer på at presse flyveturen ind i en kunstramme hele filmen igennem. Om turen er kunst eller ej, er hamrende ligegyldigt. Budskabet og pointen står klart under alle omstændigheder. Og at kalde flyveturen et manifest eller en happening er kun med til at forvirre og forpurre enkelheden og skønheden. Der går for meget gallerijargon i den. Især da Kern arrangerer et møde i luften med det tyrkiske luftvåbens jagere. Det er instant art, siger Kern. Men hvad fanden er det, og ikke mindst: 'hvad skal vi brug det til?'. Filmen om Simone Aaberg Kerns flyvetur kunne altså sagtens være blevet fortalt betydeligt strammere og renere. Men det ændrer ikke ved at filmen indeholder en række smukke og livfulde scener, der giver et anderledes billede af den her vidunderligt komplekse jordklode. Og det hele samler sig undervejs til en forbavsende og fascinerende kvindes særprægede selvportræt.