Stranger than fiction
Selvbevidst spændetrøje
Anmeldt af Martin Biil Larsen
'Stranger than Fiction' er det man kunne kalde en selvbevidst komediefilm, det betyder, at den er klar over, at den er en film, et stykke fiktion, I ånden fra den spanske forfatter Cervantes' fortælling om den sindrige ridder Don Quixote, skaber den selvbevidste komedie absurde optrin hvor virkelighed og fiktion kolliderer. Hvor don Quixote tror, han er en karakter i en ridderroman, ja så er hovedpersonen i 'Stranger than Fiction' ikke mindre end en romankarakter, der er blevet virkelig.
Mekanisk monotoni
Harold Crick er en ganske almindelig mand, ja, man kunne vel endda kalde ham kedeligt ordinær. Han er skatteopkræver og lever et liv styret af regler og manisk punktlighed, fx børster han sine tænder efter sirlige principper, først 33 gange på tværs, så 33 gange på langs. En morgen midt i det 27. strøg med tandbørsten hører Crick den kvindelige voice-over-stemme, der fra filmens begyndelse har beskrevet alt, hvad han har foretaget sig. Det går op for ham, at han er en romankarakter, der lever i virkeligheden. Men ikke nok med det, fortælleren afslører, at hun planlægger at dræbe sin helt, dvs. Crick. Derfor opsøger han en litteraturprofessor, der skal hjælpe ham med at finde forfatteren, så han kan få ændret romanens slutning
Tragisk komik
Med sit gode deduktive detektivarbejde finder professoren ud af, at Crick ikke er en Golem og at det, det handler om, er at finde ud af, om Crick er med i en tragedie eller en komedie: i en tragedie dør helten altid til sidst; i komedien derimod bliver han gift til sidst med pigen, der hader ham i begyndelsen. Og noget tyder på, at Crick er med i en komedie. I hvert flad møder han den søde økologiske bager Ana, der skylder i skat, og derfor ikke kan udstå synet af den pertentlige Crick
Uvidende alvidende fortæller
En del af komikken i en selvbevidst komedie er, at publikum ved mere end personerne i filmen. Derfor ved vi i biografmørket at fortællerstemmen i Cricks hoved tilhører forfatteren Karen Eiffel, og så ved vi også, at hun ikke ved, at hendes nye romanhelt går rundt ude i den virkelige verden i kød og blod. Forfatteren Eiffel er kun optaget af at finde en måde, hun kan dræbe Crick på. Derfor sender forlaget assistance.
Dødeligt punktum i lykkelig livshistorie
Imens forfatteren kæmper med sin skriveblokering, kæmper Crick med at finde frem til sin litterære skabergud. I jagten forelsker han sig i den skønne bagerjomfru Ana, og han begynder at nedbryde alle de regler og rutiner, hans liv har været underlagt. Selv tænderne begynder han at børste uden at tælle børstestrøgene. Crick slår sig med andre ord løs, begynder at leve livet. Handlingen bliver følgelig drevet frem af uvisheden om, om Crick nu også når at finde forfatteren, før hun får sat det sidste dødelige punktum i hans nu lykkelige livshistorie.
Tandløs grinebider
I danske Christoffer Boes 'Reconstrution' fra 2003 var det også en forfatterkarakter, der skrev filmens handling. 'Stranger than Fiction' er nu nok mere inspireret af andre selvbevidste komedier som fx 'Orkidétyven' eller 'Evigt solskin i et pletfrit sind', skrevet af det krøllede manuskriptgeni Charlie Kaufmann. 'Stranger than Fiction' mangler dog Kaufmanns gakkede originalitet. For at en selvbevidst komedie skal lykkes er der nogle basale krav som skal indfris. Når tilskueren ikke er opslugt af illusionen i biografmørket som i en normal komedie, fordi filmen hele tiden peger på sig selv, skal den smarte komedie bruge sit udgangspunkt omkring, hvor den vender fiktion og virkelighed på hovedet, til at skabe morsomme, groteske og absurd situationer. Det er i det spændingsfelt, den selvbevidste komedie bliver ladet med grinebider-energi. I 'Stranger than Fiction' bliver det løjerlige udgangspunkt desværre en spændetrøje for fortællingen. Handlingen kan simpelthen kun gå i en retning, og den er ret så åbenlys, derfor er der få gakkede øjeblikke og slutningen ligner en slatten nødløsning.
Velsmurt instruktion
Halter 'Stranger than Fiction' på manuskriptplan så har instruktør Marc Forster dog peppet den op med en dygtig instruktion. Forster, der stod bag det dystre drama 'Monsters Ball', har ladet sig inspirere af den franske instruktør Jacques Tatis komedie 'Play Time' og skabt et minimalistisk og fremmedgjort miljø, der rigtig fint spejler hovedpersonen Cricks tilstand.
Seriøst spillet komik
Endelig og ikke mindst, så er spillet i top. Dustin Hoffmann er sikkerheden selv som den lettere excentriske litteraturprofessor, og Emma Thompson solid som forfatteren Karen Eiffel. Begge bliver de dog overstrålet af det tårnhøje komediehelvede Will Ferell, der på toppen af sin komiske succeskurve efter screwballkomedier som 'Anchorman' springer ud som seriøs skuespiller i rollen som den kedelige Harold Crick. Ferell slipper lige så godt fra det som Jim Carrey gjorde det i 'the Truman Show'. 'Stranger than Fiction' er smartere og mere væsentlig end gennemsnittet af Hollywoods komedier, men knap så original, som den gerne vil give indtryk af. Udtrykket bliver derfor kun momentvist morsomt.