Sunshine
Logiske kæmpehop
Anmeldt af Per Juul Carlsen
’Sunshine' kunne have været den første rigtigt store rumfilm i mange år, i rigtigt mange år, måske endda siden ’Alien’ fra 1979. Og her bruger jeg helt bevidst ordet rumfilm i stedet for science fiction-film – dem har der nemlig været adskillige glimrende af, senest ’Children of Men’ i år. Men rumfilm, den slags film, der netop foregår ude i det store verdensrum, enten i et helt nyt univers langt fra jorden eller i et rumskib, hvor det lille menneske fægter med arme og ben som et lille insekt for at overleve de enorme naturkræfter. Den kraftfulde, fascinerende lille genre har ingen rigtig turde slås med, måske fordi rumrejser er gået af mode, måske fordi film som ’Rumrejsen år 2001’ og ’Alien’ står så stærkt og er så svære at hamle op med.
Mystiske kæmpehop i logikken
Men ’Sunshine’ kunne have hamlet op med dem, hvis ikke instruktøren bag filmen, Danny Boyle, havde valgt at springe over hvor gærdet er lavest på de forkerte tidspunkter. Ikke alene er der nogle mystiske kæmpehop i logikken på de afgørende tidspunkter hen mod slutningen af filmen – Boyle lader også sine figurer foretage handlinger, der strider imod den karakteristik og den personlighed, Boyle selv har bygget op, udelukkende fordi deres handlinger nemt og bekvemt kan skubbe handlingen afsted og skabe drama. Fx er maskinmesteren Mace på rumskibet Ikaros II en besynderligt sammensat person. Han er den eneste af de 8 besætningsmedlemmer, der mener det er galimatias at forsøge at redde besætningen på Ikaros I, Ikaros II’s forgænger, der nogle år tidligere rejste afsted mod Solen for at sende en sprængladning ind i den døende stjerne, så den igen kan skinne kraftigt og uimodståeligt og skabe liv på jorden. Ikaros I forsvandt under mystiske omstændigheder. Ingen ved hvad der skete. Istedet blev Ikaros II sendt afsted på en lignende mission, med en sprængladning gemt væk bag et kæmpeskjold, der skal beskyttede rumskibet mod solens stadigt ufatteligt kraftige stråler. Og en dag på bagsiden af den lille planet Merkur, støder Ikaros II pludseligt på nødsignaler fra Ikaros I.
Temmelig besynderlig logik
Her er det så at flere af besætningsmedlemmerne begynder at tale om at redde Ikaros I, en temmelig besynderlig logik, eftersom Ikaros II er blevet sendt afsted for at sætte fut i Solen, så alle på Jorden kan overleve. Det bør jo li’som være den eneste gældende mission – alt andet gi’r ikke mening. Men besætningsmedlemmer på Ikaros II vil alligevel redde Ikaros I – bortset fra Mace. Han er den eneste der taler fornuft. Senere beslutter flere andre besætningsmedlemmer på Ikaros II sig for at det vil give mening at hente den stærke sprængladning på Ikaros I, så der er ekstra stor chance for at sparke liv i Solen igen. Det virker også temmelig bøvet eftersom Ikaros-rumskibene er nogle sarte skabninger, der ikke uden videre kan skifte kurs midt i rummet. Der er med andre ord enorme risici forbundet med at besøge Ikaros I. Så store, at enhver logik siger, at figurerne i ’Sunshine’ burde vide meget bedre, men den eneste, der taler fornuft er altså maskinmesteren Mace. Samtidig er Mace en mærkelig, macho-agtig alpha-han, der hele tiden er på nakken af filmens helt, fysikeren Capa, ham der skal sende sprængladningen ind i Solen. Mace benytter enhver lejlighed til at hakke på Capa. Hvorfor? Tilsyneladende kun fordi det skaber drama i luften på Ikaros II. Der er ingen anden fornuftig grund. Og det er knap nok nogen fornuftig grund. Mace fremstår nemlig som en mærkelig ufærdig og uforståelig figur, en mand, der zigzagger frem og tilbage mellem sund fornuft og pointeløs machoattitude.
Springer over laveste gærde
Det er en ganske typisk opførsel i Danny Boyles film, lige fra debuten ’Shallow Grave – Mord Mellem Venner’, hvor tre ganske almindelige unge mennesker kommer til at slå en jævnaldrende ihjel og pludselig opfører sig som hårdkogte gangstere – uden at det skift på nogen måde virkede overbevisende. Danny Boyle har aldrig brudt sig om at lade sine film følge en stram altstyrende logik og den hang til at sprænge over hvor gærdet er lavest ender med at underminere ’Sunshine’ og forhindre den i at blive den bedste rumfilm i umindelige tider, en uforglemmelig film og en født klassiker.
Et fantastisk univers
Det er nemlig et fantastisk univers Danny Boyle får bygget op i Ikaros II. Der er helt tiden en kontrast mellem truslen fra den stærke sol, der så let som ingenting kan ødelægge Ikaros II, hvis beskyttelsesskjoldet går ned, og dets livgivende kraft, der er så enormt fascinerende for rumskibets passagerer, at flere af besætningsmedlemmerne vælger at begå selvmord ved at lade Solens enorme kræfter brænde dem op. Samtidig leger Danny Boyle med den manglende fornemmelse af tid og rum, der nødvendigvis må være om bord i et rumskib på vej mod Solen. Man fornemmer tydeligt de ekstreme naturkræfter, der nødvendigvis må ødelægge psyken på de små mennesker ombord i et rumskib på vej mod selve livets urkraft nummer et – og det er slet ikke nogen lille bedrift. Hvis bare Boyle havde holdt fast i logikken i sin historie og holdt fast i sine figurers personlighed istedet for at forfalde til billige kneb, kunne ’Sunshine’ have løftet sig til at være bedre en umådelig medrivende actionfilm og en stærk beretning om menneskets ekstreme lidenhed når det stor overfor selve skabelsens kraft - overfor selve sin Gud og skaber, så at sige. Men det kunne Danny Boyle ikke. Istedet endte ’Sunshine’ som en hurtigt fordøjet lille science fictionfilm, et stykke fast food, der kunne have smagt at rigtig meget mere.