Tapas
Barcelonas røvhul
Anmeldt af Per Juul Carlsen
'Alle har en historie'. Den idé, at alle mennesker, uanset hvor kedelige og almindelige de måtte se ud, gemmer på en spændende historie, ligger til grund for spanske 'Tapas'. Det er ikke ligefrem nogen original idé. Den har ikke mindst amerikanske independentfilm leget meget med i de seneste 20 år, men det er en spændende og sympatisk idé, der gør op med den gængse opfattelse indenfor historiefortælling, at kun ekstremerne, altså heltene og skurkene, er interessante at høre om.
Sjælden bydel
'Tapas' slår derfor blikket ned på en bydel, der meget sjældent optræder på film, ihvertfald i de danske biografer, nemlig Barcelona-forstaden Hospitalet de Llobregat. Danskere, der har været i Barcelona, vil kende Hospitalet de Llobregat som det endeløse område med industri og boligbeton, der ligger mellem lufthavnen og selve Barcelona. Umiddelbart er Hospitalet de Llobregat på ingen måder så interessant som den catalanske perle af en by, Barcelona, der gemmer sig lige om på den anden side af det lille bjerg, Mont Juic. Der er ingen spændende arkitektur, ingen kunstmuseer eller fashionable indkøbsstrøg i Hospitalet de Llobregat - men kun endeløse boligkareer, hvor arbejdere og tilflyttere fra det fattige sydspanske Andalusien holder til. Men pointen i 'Tapas' er jo netop også at alle har en historie - uanset hvor uglamourøse de måtte se ud.
En håndfuld tapas
Altså følger filmen en lille håndfuld mennesker, en håndfuld tapas så at sige, med reference til den særlige spanske menu, der består af mange små anretninger. Der er barejeren, der taler så hårdt til sin kone, at hun får nok og forlader ham. Der er den ensomme kvindelige købmand, der drømmer om en mand. Der er de to unge fyre, der arbejder i det lokale supermarked. Der er den gamle kone, der sælger sin medicin som narko til kvarterets unge. Og der er den mystiske invandrer fra Hong Kong, som tilsyneladende kan både sin kung fu og sin madkunst. Det er almindelige mennesker med hver sin historie.
Ikke vanvittigt spændende
Problemet med 'Tapas' er bare, at deres historier ikke er vanvittigt spændende - de er snarere små klichéer, der ikke engang bliver drejet eller turneret overraskende. De to unge fyre, hvoraf den ene hele tiden snakker om sex, og den anden, den følsomme type, drømmer om en kvinde at holde af, er bestemt set før. Det samme gælder den modne kvinde, der trænger så meget til en mand, at hun indleder et forhold til den følsomme unge fyr. Og det gælder i særdeleshed den gamle kone, der sælger sin medicin som narko.'
Mangler deres egen indgang
Det er ikke svært at gennemskue at instruktørerne José Corbacho og Juan Cruz har hentet inspiration i førnævnte amerikanske independentfilm, fx af Hal Hartley og Kevin Smith, den slags realisme, hvor små mennesker viser sig at indeholde noget stort. Og uanset at 'Tapas' foregår sit helt eget sted, i Hospitalet de Llobregat, Barcelonas røvhul så at sige, mangler Corbacho og Cruz at tilføje deres egen indgang til tesen, at alle har en historie.