The Black Dahlia

Spolerende sans for detaljer

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Der er en vis tradition for at detektivfilm af den mørkeste, mest dragende og fatale slags, skal være yderst komplekse og nærmest labyrintiske. Den skyldige bag den stribe af mord, der styrer handlingen, skal være viklet ind i et sindrigt væv af begivenheder, og når morderen engang bliver afsløret, skal det helst være en person, publikum slet ikke havde regnet med.
Det er der kommet fortræffelige detektivfilm ud af - med Howard Hawks 'Sternwood-Mysteriet' fra 1946 som det mest berømte eksempel, og som de fleste sikkert vil skrive under på, er det en film, man husker på grund af samspillet mellem privatdetektiven Humphrey Bogart og rigmandsdatteren Lauren Bacall, og ikke pga filmens indviklede, ja, næsten uforståelige handling.

Holder sig respektfuldt til traditionerne
Den spritnye detektivfilm, 'The Black Dahlia', holder sig respektfuldt til traditionerne. Det er en dybfølt hyldest til 30'ernes og 40'ernes film noir, de ekspressive sort/hvide film fuld af lange skygger, dystre trappeopgange, farlige kvinder og fortabte mænd. Og derudover er 'The Black Dahlia' en yderst kompleks og labyrintisk fortælling, som traditionen foreskriver. Det er en fantastisk fascinerende historie, der bygger på virkelige hændelser, men den er også så kompleks og labyrintisk, at den ellers erfarne instruktør, Brian de Palma, slet ikke kan gabe over skidtet. Resultatet er, at ingen vil kunne huske morderen og slet ikke samspillet mellem de to hovedpersoner, politimanden Josh Harnett og politienken Scarlett Johansson.

Ligner en plump og småfed husmor
Johansson, der gjorde det fremragende som en klassisk erotisk dampende femme fatale i Woody Allens 'Match Point', er et besynderligt vildfaret element i 'The Black Dahlia'. Hun burde ligne en glamourøs drømmekvinde, men af en eller anden grund er det i sjælden grad lykkedes den ellers så erotisk bevidste instruktør, Brian de Palma, at få hende til at ligne en plump og småfed husmor. Scarlett Johansson har ellers lignet en unge dame med fuld kontrol over sin karriere og stærke roller i 'Ghost World', 'Lost in Translation' og 'Match Point', men her er hun helt og aldeles fejlplaceret. Og ved sin side har hun Josh Harnett, en køn ung mand, der i flere film har vist sine evner til at servere replikker på den rigtige, smarte og coole måde.

Drysser forvirret, men cool, rundt
Han ser godt ud på film, Harnett, og han ser ikke mindst godt ud i blød filthat, stilige seler og klassisk 40'er-jakkesæt, men han mangler i høj grad evnen til at bære en film takket være sin mimik, sin udstråling og sin tilstedeværelse. Han gør hvad han kan for at puste liv i politimanden Bucky Bleichert, der forsøger at finde en forklaring på hvorfor den unge skuespillerinde Elizabeth Ann Short alias The Black Dahlia blev fundet i to halvdele, uden indvolde og med munden skåret op til ørerne, på en parkeringsplads i South Central, Los Angeles. Og han drysser forvirret, men cool, rundt i Los Angeles' overklasse for at undersøge hvad den promiskuøse femme fatale, Madeleine Linscott, har at gøre med mordet på Betty. Men uanset hvor stor en indsats Josh Hartnett gør, besidder og styrer han ikke hver en scene, som en Humphrey Bogart kunne. Der stadig for meget fotomodel over ham.

Fokuserer på detaljer istedet for helheden
Brian de Palma er en instruktør, der som få andre kan gøre filmbilleder sanselige, sensuelle og erotiske. Han kan opsætte fantastiske kameraskud og iscenesætte uforglemmelige scener. Men han har også en uheldig tendens til at at fokusere på detaljer istedet for helheden. Det lider 'The Black Dahlia' i høj grad under. Den er ekstrem flot og den indeholder flere fantastiske, ekspressive, uhyggelige og originalt filmede scener. Scenerne hænger bare ikke sammen. Figurerne spiller ikke op til hinanden. Der bliver fokuseret for meget på blindgyderne i labyrinten, så som den totalt intetsigende affære mellem Hartnetts politimand og Johanssons politienke, istedet for den lige vej mod målet.

Flyttemand Olsen
Og da filmen endelig før snøvlet sig sammen til at nå hen til afsløringen af morderen, gider man knap nok høre svaret. Det er måske nok en løsning på gåden, men det er alt andet end en forløsning på filmen. Morderen kunne lige så godt have været Flyttemand Olsen fra Huset på Christianshavn. Der er to pile til 'The Black Dahlia' og de pile går til Brian de Palmas særlige sans for detaljerne - uanset at den sans har spoleret resten af filmen.