The Deer Hunter

Verdens bedste film?

Anmeldt af Per Juul Carlsen

'The Deer Hunter' er en klassiker - ingen tvivl om det. Når en film vinder 5 Oscars, bl.a. én for bedste film, forsvinder den ikke sådan lige ud af folks bevidsthed. Filmen har endda fået sig sin helt egen hyldest-hjemmeside, hvor den bliver udråbt til verdens bedste film. Og i de her dage bliver filmen genstand for en storslået repremiere som meget få andre film, hvis overhovedet nogen, får lov til at opleve.  Men er det også fortjent at hive den helt derop? Er 'The Deer Hunter' virkelig så stor og epokegørende en film? Eller er filmelskere ikke bare et folkefærd, der er nemt at dupere? Filmen varer næsten 3 timer og sådan en massefylde bliver ofte forvekslet med storhed og dybde. Men endnu mere interessante er spørgsmålene: Ville filmen overhovedet have så høj status hvis ikke den var en af de første film, der tog fat i det store amerikanske traume i nyere tid, Vietnam-krigen, og hvis ikke dens fornemme rollebesætning inkluderede store navne som Robert de Niro, Meryl Streep og Christopher Walken?

Svære spørgsmål
De spørgsmål er selvfølgelig umulige at svare præcist på. Det er meget svært at forestille sig at 'The Deer Hunter' med samme klassikerstatus hvis den var en time kortere og ikke havde Robert de Niros ikoniske tilstedeværelse. Hvis man er så flabet at sammenligne den med den anden store Vietnamfilm fra 1970'erne, 'Dommedag nu', virker 'The Deer Hunter' unægtelig bleg. Mens 'Dommedag nu' er et umådelig visionært forsøg på at understrege krigens vanvid og menneskets mørkeste sider, er 'The Deer Hunter' en slags Vietnamkrigens 'Borte med blæsten'. Et underspillet og smukt melodrama, der forsøger at ramme alle hjertets melankolske melodier med sine beskrivelser af tabte kærlighedsforhold og venskaber. I 'Dommedag nu' lyder en af de centrale replikker, 'jeg elsker lugten af napalm om morgenen'. Den slags uforglemmelig brutal poesi kan 'The Deer Hunter' ikke ryste op med. Her hedder et af de centrale citater snarere 'jeg vil hjem!'

Endt som skabelon
På mange måder er 'The Deer Hunter' endt som en skabelon for den type krigsfilm, der gerne vil vise de menneskelige omkostninger ved at drage i krig. Pudsigt nok er der flere paralleller mellem det menneskelige drama i 'The Deer Hunter' og i en anden film, der har premiere i den her uge, franske 'Flandres', hvor en håndfuld franske bønder drager selvsikkert i krig og vender hjem som åbne sår - hvis de overhovedet vender hjem. Det er - i korte træk - også historien i 'The Deer Hunter'. Det store venskab og den blussende kærlighed bliver skudt sønder og sammen i Vietnams junglehelvede og intet er som før da krigsheltene vender hjem. I den sammenhæng er den højtprofilerede stjerneskare, der i høj grad har givet 'The Deer Hunter' dens fornemme renommé, også filmens mest iøjnefaldende svaghed.

Ligner ikke en flok unge knøse
Lad gå, at Meryl Streep under ingen omstændigheder ligner en kassedame i et minimarked i en lille mineby. Dertil udstråler hun simpelthen alt for meget intelligens. Langt værre er det, at Robert de Niro, Christopher Walken og John Savage absolut ikke ligner en flok unge knøse, der i deres ungdoms kådhed har meldt sig til hæren i forventning om at trække i nogle seje uniformer, skyde en håndfuld skævøjer og vende hjem som helte. Både Robert de Niro og Christopher Walken var 38 år da 'The Deer Hunter' blev indspillet, og deres alder skinner tydeligt igennem. Når filmens 6 venner muntrer sig på vej hjem fra arbejdet i minen, ligner de ikke en flok ubekymrede unge mænd, der holder af at drikke sig stive efter arbejdstid, men derimod en flok modne, velovervejede mænd, der har fået besked på at lade som om de er en flok ubekymrede unge mænd, der holder af at drikke sig stive efter arbejdstid. Der er en pænt stor forskel. Den kan mærkes.

For stor pondus
Især i en scene, hvor den ene af de tre kommende soldater, Steve, spillet af John Savage, er i fuld gang med sin bryllupsfest. De to andre, Nick og Michael, spillet af henholdsvis Robert de Niro og Christopher Walken, støder tilfældigt ind i en hjemvendt Vietnam-veteran, der er umådeligt kølig overfor de to kommende soldaters muntre ytringer om Vietnamkrigen. Det får de Niros figur, Michael, til at flippe ud i et fuldemandsanfald, og på intet tidspunkt har man fornemmelsen af at se en ung knøs overfor en mand med livserfaring. 38-årige de Niro virker til enhver tid som en mand med for stor pondus til at være så uvidende. Det er skuespil - og man er klar over det hele vejen gennem scenen. Ikke fordi de Niro på nogen måde spiller dårligt, naturligvis ikke. Han spiller bare ikke den rigtige rolle.

Et væsentligt troværdighedsproblem
På det punkt har 'The Deer Hunter' et væsentligt troværdighedsproblem. Men når der er grund til at stille spørgsmålstegn ved 'The Deer Hunter's store klassikerstatus skyldes det primært at filmen aldrig rigtig viser de store visioner og de uforglemmelige og uafrystelige billeder. Den er umådelig flot filmet, den er fremragende spillet, på trods af troværdighedsproblemet med skuespillernes alder, og få andre film kan som den give et billede af en ungdom og nogle drømme, der bliver smadret af en krig. Den indeholder alt det, der skal til for at skabe en storfilm. Storslåede billede, store skuespillere, og historiens sus - altsammen indfanget med den store episke pensel. Det er formentlig også en væsentlig årsag til at den bliver regnet for så stor en klassiker. Med sine stjerneskuespillere, sin længde og sit store vingefang ligner den simpelthen en klassiker. Det er bestemt en seværdig film og en film alle med interesse i film skal se. Men verdens bedste film? Under ingen omstændigheder.