The Prestige
Abracadabra
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Når nogen engang om mange år sætter sig til at opgøre den engelske instruktør Christopher Nolans karriere, vil de formentlig komme frem til at 'The Prestige' er Nolans signatur-film, hans underskrift, så at sige. 'The Prestige' er ikke hans bedste film, heller ikke hans mest originale, langtfra heller den dårligste, men det er den film, der bedst viser Nolans særlige forhold til film.
Film som magi
I Christopher Nolans hænder er en film ikke kun en historie, der bevæger sig fra starten til slutningen. Det er en rebus, et puslespil, eller som tilfældet er i 'The Prestige', en tryllekunst, en illusion - eller når det går rigtig godt, måske endda et stykke magi, en leg med virkeligheden, hvor instruktøren udfordrer publikum til en leg. Hvad er sandheden i historien? Hvad er virkeligheden? I Nolans bedste film, hans gennembrud, 'Memento' fra 2000, fortalte han fx en historie gennem en mand, der har mistet sin korttidshukommelse. Han blev derfor nødt til at trævle sandheden op baglæns, arbejde sig bagud og stykke begivenhederne sammen, én efter én, i selskab med publikum, der langsomt fik serveret brik efter brik til puslespillet.
Leg med illusioner
'The Prestige' er næsten lige så avanceret udtænkt. Filmen er en bevidst leg med fænomenet en tryllekunst, en illusion. En tryllekunstner er som bekendt en person, der lever af at illudere magi, at skabe illusionen om at naturens regler er ophævet og at alt kan lade sig gøre. Christopher Nolan vil utvivlsomt hævde, at præcis de samme ord kan bruges om en filminstruktør. Hans opgave er at snyde og bedrage sit publikum, trække det rundt i næsen indtil det ikke ved hvad der er op og ned eller virkelighed og illusion, og så til sidst få det til at klappe og juble ved at servere nøglen til tryllekunsten.
Har De fulgt ordentligt med?
Lige fra starten af 'The Prestige' gør Christopher Nolan opmærksom på, at han skal til at udføre en tryllekunst i en films forklædning. 'Har De fulgt ordentligt med?' spørger han sit publikum gennem figuren Mr. Cutter, der lever af at udtænke og designe tryllekunster for tryllekunstnere. Mr Cutter gennemgår derefter tryllekunstens tre grundbestanddele foran sit publikum, en lille pige, og indirekte os, hans publikum. Præmissen, drejningen og the prestige, højdepunktet, der hvor den lille fugl, som tryllekunstneren lige har tryllet væk, dukker op igen. Og 'The Prestige' handler naturligvis om 'The Prestige', ja, den arbejder sig bevidst frem mod 'The Prestige', højdepunktet på filmen eller tryllekunsten.
Ren besættelse
Det gør den i selskab med to tryllekunstnere, der bevidst forsøger at overgå og hævne sig på hinanden i sådan en grad, at det er en ren besættelse. Engang var de unge, aspirerende tryllekunstnere, der arbejdede for etablerede tryllekunstnere. Men en dag blev den ene, Alfred Borden, uforvarende skyld i at den anden, Rupert Angier, mistede sin unge, smukke kone. Hun druknede på scenen under en fejlslagen tryllekunst. Angier nægter at tilgive Borden, men tager en grum hævn, da Borden forsøger at etablere sig som tryllekunstner. Og sådan fortsætter de to indædte, besatte tryllekunstnere med at bekæmpe hinanden i blodig alvor mens de samtidig søger at overgå hinanden ved at udtænke magiske, fantastiske illusioner på Londons teaterscener. På et tidspunkt snyder Borden endda Angier til at rejse til Colorado i USA for at opsøge en af historiens store opfindergenier, Nikola Tesla, der ad videnskabens vej kan opfinde ren magi. Og Angier vender hjem med en fantastisk opfindelse, tager fusen på alle, ikke mindst Borden, som bliver anklaget for mordet på Rupert Angier.
En rigtig Christopher Nolan-film
'The Prestige' ville naturligvis ikke være en rigtig Christopher Nolan-film hvis ikke Nolan selv optrådte i rollen som illusionisten, der opløser fornemmelsen af virkelighed og illusion ved at fortælle historien i flashbacks og ad blindgyder. Det ene øjeblik oplever vi historien gennem den ene tryllekunstner, der tager fusen på den anden, og kort efter er det omvendt. Og som sædvanlig, når Christopher Nolan optræder, er det umådelig sindrigt og virtuost udført. På typisk vis starter Nolan med at vise os slutningen, hvorefter han optrævler historiens puslespil og serverer publikum the prestige, højdepunktet.
Filmens mest kedelige illusion
Jubler og klapper publikum så? Eller føler det sig snydt og bedraget? Det er ikke nogen overvældende og omvæltende prestige, Nolan serverer, men den giver mening, den føles logisk og troværdig som løsning på filmens endeløse række af illusioner og virkelighedslege. Selve filmens prestige er noget nær filmens mest kedelige illusion, men inden da har Nolan serveret os en række spektakulære og veludførte tryllekunstner og han har på sædvanlig virtuos trukket publikum rundt ved næsen. Blandt filmens højdepunkter er en række scener, hvor filmens tryllekunstnere viser deres store evner. Som da Borden sidder fængslet og en fangevogter håner ham. Borden viser ham en simpel tryllekunst, der kikser. Det tror både publikum og vogteren, men den kiksede tryllekunst var kun en afledningsmanøvre. Pludselig er fangevogteren låst fast i en lænke mens Borden og resten af fangerne skraldgriner.
Et skær af filmmagi
I det hele taget er det den perfektionistiske opbygning af hver enkelt scene, der ofte giver filmen et skær af filmmagi. Det er altså lykkedes Chistopher Nolan at skabe en film, der helt overbevisende bygger bro mellem filmens og tryllekunstens verden, og som understreger at Nolan i lige høj grad er illusionist og tryllekunstner. Med en lidt mere overraskende og velturneret prestige var det måske endda lykkedes Nolan at skabe ren magi istedet for blot en illusion.