The Science of Sleep
Bølgepap og cellofanpapir
Anmeldt af Jacob Hansen
The Science of Sleep handler om den unge og ivrigt drømmende Stephane, der vender hjem til Paris efter at hans mor har lokket ham med drømmejobbet. Han rykker ind på sit gamle værelse og til trods for at sengen er blevet lidt for lille, og de kulørte biler stadig pryder betrækket, så føler han sig straks hjemme. Drømmejobbet viser sig dog at være et trist og kedeligt kontorjob og Stephane har svært ved at skjule skuffelsen. Men da han en morgen møder sin nye nabo Stephanie liver han op igen - for ikke nok med at hun kan matche hans livlige fantasi, så er der pludselig også kemi i luften.
Drøm og virkelighed
Stephane er dog ikke i stand til at udtrykke sin kærlighed for Stephanie og i stedet melder tvivlen sig hos ham. Og da hans gode ven Guy direkte spørger om hans følelser for hende, benægter han alt. I stedet flygter Stephane ind i sin drømmeverden, hvor han har langt mere kontrol over tingene. Her er han er vært i sit eget talkshow, kan udfører hævnaktioner mod irriterende medarbejdere og vigtigst af alt er kærligheden langt nemmere at håndtere. Men da hans drømme pludselig begynder at påvirke virkeligheden og omvendt tager tingene en drejning - og Stephane får langsomt svære og svære ved at skelne drøm fra virkelighed...
Store ligheder med 'Evigt Solskin i et Pletfrit Sind'
Der er ingen tvivl om at Gondry er et stort talent og med 'The Science of Sleep' demonstrerer han da også igen evnen til at skabe et unikt og efterhånden umiskendeligt univers. Alligevel bærer filmen tydeligt præg af Gondrys tidligere samarbejde med manuskriptforfatteren Charlie Kaufman og lighederne med deres store succes 'Evigt Solskin i et Pletfrit Sind' er da også tydelige - og med den samme fokus på skæve eksistenser og deres problemfyldte kærlighedsliv måske endda for tydelige.
Minder om en musikvideo
'The Science of Sleep' formår dog at få sin egen tone gennem Stephane, der med sit naive sind giver filmen sin charme. Stephane bliver spillet af Gael Garcia Bernal og han gør det faktisk ganske godt - men i længden bliver det desværre svært at forholde sig til en karakter der konstant er iført tibetanerhue og purpurfarvet jakkesæt - og hvis kaotiske drømme mest af alt minder om noget, man har set i en musikvideo...
Kulørt cellofan, bølgepap og stopmotion-effekter
Og det er nok her, at filmen har sit største problem - for efter at Gondry har etableret Stephanes drømmeunivers sætter han alle sejl ind på at banke det hjem, hvilket resulterer i uanede mængder af kulørt cellofan, bølgepap og stopmotion-effekter. Og i denne overflod af teknisk hokuspokus Gondry konstant river ud af ærmet, drukner den forholdsvise simple historie langsomt men sikkert, og hvad der måske var et forsøg på at imponerer os, ender som en gang meningsløst nonsens.
Noget at glæde os til
Men så meget desto bedre. For nu er kedlen løftet af blusset, presset taget af skuldrene og forventningerne manet i jorden - hvilket forhåbentligt alt sammen gør at den næste film vi ser fra Gondry har meget mere at byde på - og det er noget vi glæder os til!