The good shepherd

Tilværelsen i mørket

Anmeldt af Per Juul Carlsen

De amerikanske anmeldere brød sig ikke om 'The Good Shepherd'. Der er ganske vist film, der har fået meget dårligere anmeldelser, men i betragtning af filmens fornemme opbud af stjerneskuespillere og den respekt, der generelt er omkring navnet Robert de Niro, har anmeldelserne været forbavsende kølige.

Eftertænksomme finesser og pointer
Først og fremmest er de amerikanske anmeldere sure over filmens længde. Og det er ganske tæt på at være det eneste punkt, hvor den her anmelder er tilbøjelig til at være enig med de amerikanske kolleger. Med sine 2 timer og 40 minutter er 'The Good Shepherd' en lang film, der til tider har svært ved at holde tempoet og intensiteten. De amerikanske anmeldere brokker sig også over at filmen aldrig finder et tempo eller en rytme. Det er noget sludder. Filmen har bare et anderledes tempo og en mere flad og tilbagelænet rytme end vi er vant til fra amerikansk film. 'The Good Shepherd' er ikke en af den slags film, der smider en overraskelse eller et chok, et såkaldt point-of-no-return, efter en halv times tid. Den har en dramatisk spændingskurve, men filmen bekymrer sig ikke så meget den direkte action. Det er derimod i de små eftertænksomme finesser og pointer end direkte action, filmens spænding og drama ligger.

Stort lig i lasten
Hele spændingen ligger på hovedpersonen, Edward Wilson, en intelligent ung mand med fremtiden for sig, men også et menneske med et stort lig i lasten. Da han var dreng fandt han sin far død. Faderen tog sit eget liv i skam over at have svigtet sit land og sin familie, og siden svor lille Edward, at han aldrig ville lide samme skæbne. Og da han bliver tilbudt at arbejde som efterretningsofficer i Europa under 2. verdenskrig, er han ikke i tvivl. Her kan han holde fjenderne ude og beskytte sit land. Og senere, da han vender hjem fra 2. verdenskrig, bliver han tilbudt en plads i det nyoprettede CIA, som siden har spillet en hovedrolle i mange film om politisk paranoia.

Verdens største knudemand
Enkelte amerikanske anmeldere mener at Wilson er for tør og utilnærmelig - måske endda for kedelig - en figur til at bære en så stort anlagt film. Det er ganske rigtigt at Matt Damon, der ellers mest gør det som guldberandet drengerøv, er en tand for nørdet i rollen som Edward Wilson. På den anden side giver det ualmindelig god mening at spille Wilson som verdens største knudemand. Filmens påstand er, at han er indbegrebet af en agents paradoks. Manden, der hele tiden lever i en skyggeverden, hvor alt kan være skuespil og kulisser. Han kan ikke stole på nogen - og han har ikke en tryg familie at falde tilbage på, for han må ikke inddrage nogen i den politiske skyggeverden han færdes i. Netop derfor er Wilson familieforhold en skrøbelig konstruktion. Det starter eller så smukt, da smukke Clover, spillet af Angelina Jolie, lægger an på Wilson til en fest. Egentlig er Wilson forelsket i en anden pige, den døve Laura, der elsker litteratur og almindelige eftertænksom fred og ro, men eftersom Wilson kommer til at gøre livlige Clover gravid, er der ingen vej tilbage. Og det hjælper ikke ligefrem på ægteskabet, at Wilson tilbringer 6 år i Europa uden at se hverken Clover eller deres fælles søn. En aften, da familien har besøg af Clovers venner, spørger en af vennerne til Wilsons arbejde. Det viser sig at være en uheldig idé.

Ofrer alt for livet som agent
Det er netop tragedien i 'The Good Shepherd'. Wilson ofrer alt for livet som agent, som den gode hyrde for det amerikanske folk, som titlen hentyder til. Det er hans familie, der må betale prisen. Det understreger filmen så formidabelt og omtrent så storslået som Francis Ford Coppola understregede den menneskelige tragedie for Michael Corleone i Godfather-trilogien. Og på mange måder er filmen i familie med Steven Spielbergs ligeså velturnerede agentfilm, eller rettere anti-agentfilm, 'München', hvor en agent ligeledes må sande de hårde omkostninger ved sin tilværelse i mørket. Slægtskabet mellem 'The Good Shepherd' og 'München' er i øvrigt ikke helt tilfældigt. Manuskriptforfatteren på begge hedder nemlig Eric Roth.

Velskrevet og velturneret tragedie
De amerikanske anmeldere har mere at brokke sig over. Det er altsammen ligemeget. Man kan sagtens give dem ret i at filmen er langsom og lang, men der er en mening med det. Når filmen er forbi sidder man med en ualmindelig velskrevet og velturneret tragedie, der ikke bare handler om omkostningerne ved at være agent, men også stiller spørgsmål til CIA's virke som nationens hemmelige værn mod fjender. Fægter CIA ikke lige ligeså meget mod spøgelser og skygger som mod fjender? Og er livet som agent overhovedet værdigt til at blive udstillet så glamourøst, som det er blevet hele vejen gennem filmhistorien, fx i James Bond-filmene, spørger 'The Good Shepherd'.

Ualmindelig rig film
Derudover er filmen sprællevende og poetisk fotograferet hele vejen igennem. Robert de Niro har en uvurderlig medhjælper i veteranfotografen Robert Richardson, der tidligere har været kamerafører på mange af Oliver Stones og Martin Scorseses film. Lyt ikke efter de amerikanske anmeldere. 'The Good Shepherd' er en ualmindelig rig film, rig på finesser, elegante detaljer, fremragende filmhåndværk, veltimet skuespil og et ualmindelig nuanceret billede på en af filmhistoriens klassiske figurer, agenten.