The journals of Knud Rasmussen

Et udramatisk drama

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Inuitternes måde at fortælle historier på er helt og aldeles anderledes end vores fortælleform her i Vesten. Vi har det bedst med historier, der starter et sted og fortsætter ad en lige linie, uden krumspring, indtil den slutter. Måske har det noget at gøre med at have masser af tid og rigeligt med lange, lange mørke vinteraftener at gøre. Under alle omstændigheder holder inuitterne rigtig meget af det, vi opfatter som krumspring. I inuitfilmen 'The Fast Runner' kunne historien fx ta' de mest besynderlige spring - set med vores øjne. Midt i en sekvens, hvor et menneske flygtede gennem snelandskabet med to bevæbnede fjender lige i hælene, klippede 'The Fast Runner' eksempelvis til nogle smukke billeder af fugle, der lettede fra en solbeskinnet sø midt i sneen - og så tilbage igen til den flygtende mand. Det er på ingen måde det klassiske drama, der vejer tungest i inuitternes fortællestil.

Fortæller en historie uden egentlig at fortælle
Det bliver i endnu højere grad understreget af den anden film af inuitterne Zacharias Kunuk og Norman Cohn, 'The Journals of Knud Rasmussen'. Hvor deres første film, 'The Fast Runner', serverede et godt drama på en ganske udramatisk facon, fortæller 'The Journals of Knud Rasmussen' en historie uden egentlig overhovedet at fortælle. Selvom der ligger et voldsomt drama og en udvikling, der får enorm betydning for nogle menneskers liv i 'The Journals of Knud Rasmussen' gør filmen ikke de minCanadadste anstrengelser for at piske en stemning op.

Optræk til drama - men heller ikke mere
Der bliver leveret nogle ganske opsigtsvækkende og dramatiske replikker i filmen. Som fx da den store åndemaner, Avva, klager over at hans datter, Apak, kun bruger sine egne hellige kræfter som åndemaner på at dyrke sex med sin afdøde mand. Istedet for at bruge dem på noget til fælles nytte. Og der er også optræk til et drama, men heller ikke mere end optræk, da de to danske assistenter for polarforskeren Knud Rasmussen, Peter Freuchen og Therkel Matthiassen, spillet af henholdvis Kim Bodnia og Jakob Cedergreen, begynder at diskutere om de skal spise med hos den stamme, de er på besøg hos, eller om de skal fortsætte med at bygge en igloo sammen med den stamme, de bor hos.

Fortalt som en dokumentarfilm
Bortset fra de to drømmesekvenser, hvor Apak har sex med sin afdøde mand, er 'The Journals of Knud Rasmussen' mest af alt fortalt som en dokumentarfilm, hvor et kamerahold tilfældigvis har været til stede ved visse, men ikke alle, begivenheder, og bagefter har stykket optagelserne sammen. Eftersom handlingen finder sted for næsten 100 år siden, er det naturligvis ikke tilfældigt, men sådan er den fortalt. Som små glimt fra nogle inuitters hverdag i de år, hvor deres tusindårgamle traditioner og levevis smuldrer og visner på grund af den hvide mands og kristendommens indtog. Og blandt glimtene er tilfældigvis billeder af den danske polarforsker, Knud Rasmussen, og hans to assistenter, der er på besøg for at undersøge inuitternes kulter, som Knud Rasmussen alias den danske skuespiller, Jens Jørn Spottag, her fortæller.

Svært ikke at ærgre sig
Faktisk er der en pæn risiko for at man som almindelig gennemsnitsbiografgænger først indser hvad 'The Journals of Knud Rasmussen' egentlig handler om, når den er forbi. Det er ikke nødvendigvis et problem. En film behøver på ingen måde være et stort medrivende drama for at være god, men i tilfældet 'The Journals of Knud Rasmussen' er det rigtig, rigtig svært ikke at ærgre sig over hvor stærkt et drama, der kunne være foldet ud af historien om inuitternes og deres truede kultur. 'The Journals of Knud Rasmussen' handler om de måske vigtigste år i inuitternes historie. Omvæltningerne er enorme for inuitkulturen. Det er et drama, der er til at ta' og føle på. Alligevel fører 'The Journals of Knud Rasmussen' sig frem som et lille, genert billeddigt.

En skam
Det er meget muligt, at man gør sig skyldig i at ignorere flere tusinde års inuitkultur ved at brokke sig over det manglende drama, og at man dermed ikke er meget bedre end de hvide mennesker, der proppede kristendommen ned i halsen på inuitterne for 100 år siden, men det er sgu alligevel en skam.