The last king of Scotland

Forholdet til Afrika

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Umiddelbart kan det virke som en besynderlig idé at opfinde en ung skotte, der bliver personlig læge for den aldeles virkelige diktator, Idi Amin. Hvad er pointen? Er det bare den gamle historie om at vestlige film helst skal have et hvidt menneske i hovedrollen for at være spiselig, selvom filmen egentlig handler om sorte eller brune mennesker fra den tredie verden? Skal vi vesterlændinge bare have et andet blegansigt at identificere os med? Heldigvis viser der sig at være betydeligt bedre grunde til at koble en ung skotsk læge og en kulsort afrikansk diktator sammen. Faktisk betydeligt bedre. Efterhånden som den umage historie og det sære venskab folder sig ud, viser det sig at filmen handler mere om hvide vesterlændinge end om Ugandas diktator, Idi Amin. Og det viser sig, at en af filmens grundlæggende idéer er at beskrive vestens forhold til Afrika.

En rigtig eventyrer
Den unge skotske læge, Nicolas Garrigan, er en rigtig eventyrer, en veluddannet ung mand fra et pænt hjem, der er træt af sin velfriserede opvækst. Han vil kraftedme væk, vil han, væk fra sine pæne forældre, ud hvor livet leves, hvor der plads til overraskelser og uforudsigeligheder. Ved at dreje sin globus og plante en pegefinger et tilfældigt sted havner han i Uganda, der til hans store tilfredshed overhovedet ikke ligner Skotland. I løbet af få timer har han haft sex med en smuk pige, han havner ved siden af i bussen. Men efterhånden begynder den skotske eventyrer at vise sin bagside. Han bliver assistent for en britisk landsbylæge og begynder hurtigt at væmmes ved de primitive bønders endeløse uhelbredelige og ækle sygdomme. For at få spænding i livet begynder han at lægge an på lægens smukke kone, spillet af Gillian Anderson fra 'X-Files'.

Eventyret begynder 
Kort efter begynder Garrigans eventyr for alvor. Under en køretur dumper Garrigan ind i Ugandas nye præsident, Idi Amin, der har slået sin hånd. Garrigan binder præsidentens hånd ind, der fatter interesse for den handlekraftige læge og efter at have konstateret at Garrigan heldigvis ikke er englænder, men skotte, er Amin begejstret. Dagen efter inviterer Amin Garrigan på besøg. Garrigan bliver Amins personlige læge. Til at starte med nægter Garrigan at tro på at alle de udenlandske mediers skrækhistorier om Amin. Garrigan opfatter det hele som løgne, spundet af de englændere, som Garrigan hader lige så intenst som Amin. Garrigan hader englænderne pga deres behandling af skotterne gennem historien, Amin hader englænderne pga deres indtog i Afrika og hele deres had bliver personificeret i en lille slesk engelsk diplomat, der forsøger at hyre Garrigan som spion. I starten afskyr både Garrigan og publikum den lille usle diplomat, men efterhånden som Amins grusomheder kommer frem og selv Garrigan får øje på dem, fremstår diplomaten som filmens eneste fornuftige holdepunkt. Det er netop en af de store styrker ved 'The Last King of Scotland'. Den rummer mange overbevisende og befriende nuancer midt i sit komplicerede politiske kaos.

Ingen helte
Ingen er helte, og selv skurkene har nogle positive sider. Idi Amin fremstår hurtigt som et stort barn, der tilfældigvis er blevet diktator. Han er morsom og grusom på samme tid, barnlig og intelligent, som da han holder pressemøde for verdenspressen og vittigt snor sig udenom. Men filmen understreger fremfor alt, at Amin er blevet som han er pga den engelske hær, der har skolet ham hårdt og brutalt som soldat. De imperialistisk englændere og deres skalten og valten med den tredie verden er altså filmens hovedskurk, men de har en skarp konkurrent. Den skotske læge, Garrigan, er bestemt ingen heltefigur. Han er den hvide vesterlænding, der skal ud at se verden og som længe udnytter og misbruger de mennesker han støder ind i. Han er som den klassiske bagpacker, der rejser ud i verden for at finde de uberørte steder på jordkloden og som er fuldstændig blind overfor, at han med sin blotte tilstedeværelse ødelægger det uskyldige og uberørte. Han opfatter sig selv som den moralske kerne i en både naiv og ødelagt verden, men er i sidste ende, netop det modsatte. Det er filmens nådesløse portræt af den almindelige vesterlænding. Et menneske, der naivt og ubevidst ødelægger sine omgivelser.

Vedkommende og tankevækkende
Derfor er 'The Last King of Scotland' så vedkommende og aldeles tankevækkende en film. Den får drejet det velkendte og vist dets bagside - og den gør det overbevisende og troværdigt. Ved hele tiden at rette opmærksomheden mod dette sære dyr, Idi Amin, som Forest Whittaker fylder yderst fascinerende og levende ud, får filmens instruktør, Kevin Macdonald, langsomt pillet overfladen af den skotske læge - repræsentanten for den almindelige hvide vesterlændings verdenssyn.