The secret life of words
Smerteligt drama
Anmeldt af Jacob Hansen
Tortur er normalt ikke et emne vi ser meget af i biografen, hviket der muligvis nok er en helt naturlig forklaring på, da det simpelthen ikke er et emne folk bryder sig om at blive konfronteret med. Alligevel - og måske netop derfor - er det det emne der ligger bag Isabel Coixet's 'The secret life of words'. Men fremfor at vise os torturens sande væsen i grafiske detaljer, så byder filmen på en langt mere intim og følelsesladet skildring af et par mennesker med ar helt ind i sjælen og de boldværker de sætter op for at beskytte sig mod omverdenen. En skildring hvor stilheden og det usagte har lige så stor betydning som det sagte - hvis ikke større.
En ensom pige
Hanna er en ensom pige der lever et isoleret liv i den stilhed hendes døvhed tvinger hende til - en stilhed der kun brydes når hun vælger at skrue op for sit høreapparat. Hun har arbejdet fire år på en fabrik uden en eneste fridag eller sygedag - noget hendes kolleger ikke bryder sig om, og noget som har fået dem til at klage til ledelsen. Chefen opfordrer Hanna til at tage på en ferie, og trods hun er tydeligt utryk ved udsigten til en måneds tvungen ferie, pakker hun alligevel en kuffert og rejser til en lille nord-irsk kystby. Men næppe har hun sat sig til bords på den lokale kinserrestaurant før hun overhører, at der har været en ulykke på en nærliggende boreplatform, og at de står og mangler en sygeplejerske til at passe en der er kommet til skade ved ulykken. Hanna fortæller at hun er sygeplejerske og tilbyder at hjælpe. Hun bliver hurtigt fløjet ud til platformen, hvor hun bliver præsenteret for den stærkt forbrændte Josef, der er blevet midlertidigt blind på grund af ulykken.
Et stort mysterium
Det er i samtalerne mellem den stille Hanna og den snaksaglige og nysgerrige Josef at filmen for alvor kommer til live - og selvfølgelig også her vi finder filmens kerne - at det ikke så meget er det der bliver sagt og gjort, men nærmere det der ikke blive sagt og gjort der har betydning - noget der især gør sig gældende for Hanna. For Hanna er langt hen af vejen et stort mysterium. Ikke bare for Josef, men også for os. Hvor kommer hun fra? Hvorfor ringer hun til en kvinde i Danmark uden at sige noget? Hvorfor vil hun ikke fortælle Josef sit rigtige navn? Og hvorfor spiser hun kun kylling med ris og et halvt æble som tilbehør? Josef har selvfølgelig også sine hemmeligheder, og langsomt som kærligheden og tilliden blomstre mellem plejer og patient, bliver de barrierer der hæmmer dem brudt ned og de åbner sig langsomt mere og mere op for hinanden.
Har svært ved at bunde
Trods det stærke og overbevisende drama der udspiller sig mellem Hanna og Josef, så bevæger 'The secret life of words' sig dog fra tid til anden derud hvor den har svært ved at bunde. Det er således ens gode vilje man skal mobilisere for at købe den lettere utroværdige måde Hanna kommer ud på platformen på og filmen indledes og sluttes også med en noget prætentiøs voiceover, leveret i halvvejs babysprog, som man sagtens kunne have været foruden. At filmen i sin sidste del forsøger at forklare og fremstille sine budskaber lidt mere end hvad godt er, gør også at den får en langt mere politisk, ja nærmest moraliserende karakter. Og selvom formålet er både nobelt, prisværdigt, og måske ligefrem nødvendigt for os at høre, så er det unægteligt noget der trækker kraften ud af filmen og får den til at forfalde til mere klassiske klicheer.
Troværdig skildring
Men der hvor filmen fungerer - nemlig i de intime scener mellem Hanna og Josef på boreplatformen, hvor filmen heldigvis også bruger det meste af sin tid - der fungerer den til gengæld så godt og byder på en så dybtfølt, gribende og helt igennem troværdig skildring af mennesker med dybe ar på sjælen, at de småting, der ellers må genere, aldrig bliver til andet end lidt usikker bølgegang.