Vejen til Guantanamo

En sandfærdig historie

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Da 3 af de skuespillere, der har hovedrollerne i 'Road to Guantanamo', ankom til Luton lufthavn efter at have deltaget i årets filmfestival i Berlin, blev de tilbageholdt af det engelske politi. De blev ikke arresteret, men tilbageholdt i en kort periode, hvor politiet blandt andet ville vide om de tre skuespillere havde planer om at medvirke i flere politiske film.
  Den aktion fra det engelske politi understreger med al tydelighed, at filmen 'Road to Guantanamo' er en politisk brandvarm film. Den tager fat i et emne, der gør ondt i vore dages England - et emne de engelske myndigheder opfatter som en potentiel trussel mod sikkerheden.

En sandfærdig historie
 Filmen fortæller den sandfærdige historie om tre unge engelske statsborgere, der blev taget til fange af det amerikanske militær i Afghanistan i slutningen af 2001, da amerikanerne væltede Taliban-militsen som reaktion på terrorangrebet den 11. september. De tre englændere var rejst til pakistan sammen med en fjerde ven. En af dem skulle møde sin kommende pakistanske brud og de tre andre tog med for at besøge familie i Pakistan.
  Undervejs på turen fik de fire venner lyst til at studere nabolandet Afghanistan og opleve Taliban-militsen ved selvsyn - mest af alt af nysgerrighed. Det var i månederne efter terrorangrebet på World Trade Center i New York, men ingen af drengenes familiemedlemmer i Pakistan forestillede sig, at Afghanistan ville blive bombet af amerikanerne. Der tog de grueligt fejl.
  Netop som de fire unge englændere kørte ind i Afghanistan på ladet af en bil, faldt bomberne over landet. De fire venner var ikke ligefrem i fare i Afghanistan, men krigen fik landet til at gå i stå, så de besluttede sig for at vende hjem. Og så begyndte problemerne. De fire englændere befandt sig på ladet af en lastbil i en konvoj, der blev bombet midt om natten. En af dem forsvandt fra de andre og omkom sandsynligvis. De tre andre befandt sig i et inferno af afrevne lemmer og blodige kroppe.

Sendt til Guantanamo
De blev arresteret af modstandshæren, den nordlige alliance, og overgivet til den amerikanske hær. Og kort efter blev de sendt til den amerikanske militærbase i Guantanamo, hvor de sad i små celler i de røde fangedragter, der siden har gået verden rundt i nyhedsmedierne. I de efterfølgende måneder blev de udsat for tortur, bl.a. heavy metal ved et tordnende volumen, mens de var bundet fast i stillinger hvor de hverken kunne sidde eller ligge eller stå. Gang på gang blev de interviewet af forskellige officerer, af folk fra den britiske efterretningstjeneste og af udsendinge fra den britiske ambassade, der hævdede at have fundet beviser for at de tre englændere er Al-Qaeda-folk. Det var opspind, men afhøringerne fortsatte ufortrødent.

Provokerende og aggressiv politisk film
Hele den historie bliver fortalt - eller genfortalt - som om det var en dokumentarfilm. Det er det ikke. De fire unge englændere, der har hovedrollerne i 'Road to Guantanamo', er skuespillere, og så godt som samtlige klip er stablet på benene af instruktørerne Michael Winterbottom og Mat Whitecross. Det er en dramatisering, men idéen er, at filmen skal ligne en dokumentar og dermed præsentere det, der kommer tættest på de sandfærdige begivenheder.
  Den lille leg med formen gør 'Road to Guantanamo' til en højst provokerende og aggressiv politisk film. En almindelig dokumentarfilm med interviews med de implicerede ville være et redeligt forsøg på at afdække de faktuelle begivenheder, men 'Road to Guantanamo' fortæller os, at det her var lige præcis det her, der skete. Den hævder at præsentere den skinbarlige sandhed.
  Det er ikke nogen uproblematisk form, Michael Winterbottom leger med, hverken som journalistisk dokument eller som en dramatisering af virkelig begivenheder. En konventionel dokumentarfilm med interviews med de implicerede havde uden tvivl været mere overbevisende, men dog knap så spændende for det brede publikum. Og som dramatisering er 'Road to Guantanamo' mærkeligt flad og livløs. Man ved hele tiden hvor den bevæger sig hen.
  Det mest interessante ved 'Road to Guantanamo' er altså ikke selve filmen, men snarere reaktionerne på den. Da skuespillerne vendte hjem fra filmfestivalen Berlin i 2006 blev de tilbageholdt af politiet, hvilket ironisk nok i sig selv er en lille genindspilning af selve filmen. Men på den altid politisk bevidste og globalt orienterede festival i Berlin stod filmen højt på dagsordenen. Festivalens direktør, Dieter Kosslich, slog fx fast i et interview, at det største der kunne ske for ham ved festivalen, var at se de 500 fanger, der på 5. år sidder tilbageholdt i Guantanamo, gå op ad festivalens glamourøse røde løber.
  Det er en politisk udmelding, der vil noget, og samtidig en udmelding, der viser hvor mærkelig et fænomen amerikanernes Guantanamo-base er. Kun få mennesker vil påstå, at Guantanamo er i overenstemmelse med alle vedtægter om behandling af krigsfanger - og mange vil hævde, at amerikanernes opførsel er en simpel svinestreg. Men i en verden, der frygter terrorisme, trænger protesterne kun svagt igennem. Det er også tilfældet med Michael Winterbottoms politiske manifest, 'Road To Guantanamo'.