Vinden der ryster kornet
Blodig frihedskamp
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Den engelske instruktør, Ken Loach, er, om nogen i den moderne filmverden, en anakronisme. Han har lavet film på samme måde i de seneste 40 år, uafhængigt af politiske strømninger, nye vinde og tidernes skiften. Uanset om blomsterbørnene, rødstrømperne, yuppierne, græsrodssocialisterne, de grønne, de neo-konservative eller liberalisterne har tegnet tiden, har Ken Loach stået klar med sine film om små mennesker, der er fanget i en politisk krise eller et politisk spil. Han laver på mange måder den samme humanistiske, venstresnoede film hver gang. Et lille menneske bliver fanget i en stor krise i sine omgivelser. Sådan fungerede både hans debutfilm fra 1967, 'Poor Cow', om en ung kvinde, der får et barn med en småkriminel mand, og sådan fungerer hans nyeste film, 'Vinden der ryster kornet', om den irske frihedskamp i 1920'erne. Loach-film som 'My Name is Joe', 'Land of Freedom' og 'Sweet Sixteen' kan kaldes moderne klassikere, og med den nyeste, 'Vinden der ryster kornet' er den lille, venlige og selvudslettende filminstruktør noget nær på toppen af sin karriere - i en alder af 70 år og med en film, der egentlig burde være en anakronisme. Det er ganske usædvanligt.
Det lille menneske
I 'Vinden der ryster kornet' hedder det lille menneske Damien O'Donovan. Han er fra Irland, der dengang i 1920 hørte under England, og er på vej til London for at blive færdiguddannet som læge på et landets fineste hospitaler. Men netop som han skal til at forlade landet, efter en omgang af det særlige irske spil, hurling, bliver hans nærmeste venner opsøgt af en håndfuld britiske soldater. Da briterne, der lige vil fortælle de unge irere, at det er forbudt at forsamles, også for at dyrke sport, går deres vej igen, hænger den 17-årige Michaeil livløs fra en pæl. Hans forbrydelse var at tale gælisk og derefter modsætte sig anholdelse. Den slags episoder tænder naturligt nok en enorm vrede blandt de unge irere, der før har set de britiske soldater myrde deres venner pga bagateller.
Går ind i kampen
På trods af vennernes hånlige bemærkninger vælger Damien alligevel at rejse mod London, men han skifter mening, da han endnu engang er vidne til engelske soldaters grove, voldelige overfald på ubevæbnede irere, denne gang på byens banegård, hvor tre irske togfolk nægter at transportere engelske soldater. Det må de ikke ifølge deres fagforening. Øjeblikket efter bliver de banket ned af vrede engelske soldater. Så går Damien ind i frihedskampen sammen med broderen Teddy, der har modet og råstyrken til at være frihedskæmpernes leder. Først lettere uskyldigt og forsigtigt, men hurtigt blodigt og alvorligt, da fire engelske soldater bliver likvideret på en pub efter at have overfuset Damien og hans venner. Kort efter får englænderne klemmen på en af de irske frihedskæmpere. Han fortæller hvor de andre holder til og inden længe er de resterende irere havnet i fængsel, hvor lederen Teddy bliver udsat for en tortur, der bl.a. består i at få neglene revet af fingrene med en rusten tang.
Intet overladt til fantasien
Netop i voldsomheden og de blodige udgydelser i 'Vinden som ryster kornet' skiller sig ud fra Ken Loach' tidligere film. Hvor Loach før i tiden, som den klassiske humanist, han er, ville have overladt volden til fantasien, er absolut intet overladt til fantasien i 'Vinden der ryster kornet'. Det kan virke sensationshungrende og letkøbt, men det har sin virkning. Netop fordi selve kernen i 'Vinden der ryster kornet' er en rigtig Ken Loach-historie om små mennesker i en politisk eller social malstrøm, virker det chokerende at se volden og døden færdes så let sammen med figurerne. Filmen er knap gået i gang før en 17-årig knægt bliver bagbundet og banket ihjel foran sin mor og hans venner. Havde filmen foregået blandt vikinger eller romere for tusinder af år siden, havde vi sikkert været bedre mentalt forberedt, men her er en scene fra nyere europæisk historie, blandt to folkeslag, der kan tale nogenlunde samme sprog.
Bliver hængende i én
Det chok bliver hængende i én resten af filmen, henover torturscenen i fængslet og takket være chokket i starten af filmen har det ekstra stor effekt, da Damien skal henrette den gamle barndomsven, Chris, en stor dreng på 17 år, der blev tvunget til at fortælle englænderne hvor frihedskæmperne havde sit skjulested. Det er en hjerteskærende scene, netop fordi det står så tydeligt, at her er to bittesmå mennesker, der havde helt andre drømme og forhåbninger for deres liv, men som er blevet tvunget ud i død og vold af omstændighederne. Da Damien spørger sin sølle barndomsven om han har skrevet sit afskedsbrev til sin mor og familie, svarer den ikke specielt kvikke Chris stille, nej for han kunne ikke finde ud af hvad han skulle skrive og hans mor kan ikke læse. Mere trist og sølle kan en lille mands død ikke blive.
Griber ned i vores nutid
Det er den helt store styrke ved den smukt filmede og intenst fortalte 'Vinden der ryster kornet'. Man har en meget, meget stærk fornemmelse af de her små menneskers pludselige og voldsomme skæbne. De er udsat for begivenheder, som er blevet hverdagskost på film, men det lykkes Loach at få mødet mellem lille mand og stor, voldsom politik til at virke aldeles håndgribelig. 'Vinden der ryster kornet' er utvivlsomt endt så grumt og blodigt som den er på baggrund af afsløringerne af engelske og amerikanske fangers tortur af irakiske fanger i Irak og den stadigt mere fastlåste situation i Palæstina. Og i den sammenhæng fungerer englændernes overgrev på nabofolket i Irland forbavsende overbevisende. Som den typiske Ken Loach-film den er, burde 'Vinden der ryster kornet' være en ren anakronisme - men den griber i allerhøjeste grad lige ned i vores nutid.