World Trade Center

Patetisk og usminket hyldest

Anmeldt af Thomas Holmby Hansen

Der er brug for kleenex til både indvortes og udvortes brug, når man ser Oliver Stones World Trade Center. Udvortes fordi den garvede instruktør har lavet en film der i den grad overvander sin tilskuers tårekanaler - og indvortes fordi det er til at tude over, at se en instruktør som Oliver stone i den grad falder til patten, så man får på fornemmmelsen, han har spurgt præsident Bush, hvilken trompet han mon kunne få lov at trutte i.

Amerikansk moral
Oliver Stones film om terror-aktionen mod World Trade Center er en så patetisk og usminket hyldest til den amerikanske moral, heltemod, og selvopofrelse at der ikke er blevet plads til andet, og det er den helt store skuffelse i denne første store film om WTC. Og man mærker det helt fra starten - når et par frivillige skal melde sig til at gå ind i tårn 1 bliver de fulgt på vej af strygere fra himlen.

Kommer langt med folks følelser
Hvad der skete i New York for fem år siden var forfærdeligt. Det var død og ødelæggelse blandt civile i et omfang, der stadig kalder på de helt stærke følelser. Og derfor vil en film som denne også kunne komme langt med folks følelser blot ved at rekonstruere de ting, der faktisk skete. Og det gør den - med politimanden Mcloughlin i spidsen for den gruppe af politifolk, der bliver fanget i bunden af tårn 1, da det styrter sammen.

Patetisk på en virkningsfuld måde
Men det er slet ikke nok for Stone at rekonstruere - han vil danse på alle følelsestangenterne. I løbet af kort tid er der kun to overlevende politifolk begravet i ruinerne, og så går resten af filmen med at følge deres venten på at blive reddet. Her ligger de så og snakker med hinanden for at holde hinanden vågne. Og det er storeslem. Her ligger de to politifolk og bekræfter hinanden i, at de har valgt de rigtige koner, at de elsker deres børn og det at være politifolk - og løbende garbneres den underjordiske samtale med nærmest overjordiske erindringsklip i strålende farver, hvor betjent lærer sin dreng at save, mens konen kigger på og smiler sødt, eller betjent og kone ligger ømt og hengivent i sengen og diskuterer hvad deres kommende barn skal hedde. Og det er kvalmende patetisk på en meget virkningsfuld måde - jeg oplevede flere gange at sidde og fælde en tåre samtidig med at jeg havde lyst til at kaste ting mod lærredet.

Lille lugt af klassisk Oliver Stone
Alle i denne her film er helte - vi ser i starten en skygge af et fly, vi hører braget og ser det brændende tårn - og herfra oplever vi kun helte, der prøver at redde andre. Oliver Stone smider sågar en vaskeægte amerikansk waco af en tidligere marineinfanterist ind i filmen - som klipper sig skaldet og tager sin gamle uniform på og bluffer sig gennem afspærringerne ind til ruinerne. Et kald fra Gud, at han skal komme og hjælpe, siger han, og det begynder at lugte af lidt klassisk Oliver Stone - med en kritik af de mennesker og menneskesyn, det amerikanske samfund også produerer. Men hvad sker der så - det bliver lige præcis ham, der til sidst finder vores to andre helte i ruinerne - og selvom han stadig ligner en sindsyg selvtægtsmand, gør han kun det rigtige og tilkalder hjælpeholdene.

Vendt på en tallerken
Udover at det bliver en dramaturgisk ørkenvandring med alle disse gode viljer, så er World Trade center også en overraskende drejning i Oliver Stones karriere. formmæssigt holder han stilen - en lidt for lang film - denne her gang 2 timer og ti minutter - og alt for tykke understregninger af sine pointer. Men når det gælder indholdet er han vendt på en tallerken. Oliver Stone har altid været en sten i skoen med sine film - tænk på JFK, Natural Born Killers eller Platoon, han har pillet i den amerikanske selvforståelse. Og af samme grund er han også blevet sat i grundig bås af de amerikanske republikanere som en venstredrejet Hollywood-liberalist. Men den bås sidder han ikke mere i. Til overflod lader han oven i købet sin selvtægts-marinemand slutte sin del af forestillingen med at sige, at Amerika har brug for alle gode mænd for at hævne dette - hvorefter man ser et skilt med, at fyren har deltaget i krigen i Irak over to omgange. Og det er da vist kun de mest sejlivede Bush-tilhængere, der stadig mener, at Saddam havde noget som helst med WTC at gøre.

God bless Oliver Stone
Så nu har selv de mest højreradikale kommentatorer i USA taget Oliver Stone til sig. En af dem - den ret ekstreme Cal Thomas - kalder jublende filmen for en af de største pro-amerikanske, pro-familie, pro-maskuline, fanebærende God-bless-America-film, man nogen sinde vil komme til at se. Lad bare det tjene som en advarsel.