Flags of our Fathers
Ufrivillige helte
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Krig er nødvendigt
Noget tyder på, at amerikanerne ikke er i stand til at se fænomenet krig som en altødelæggende, gennemført destruktiv løsning, der aldrig kan føre noget godt med sig. Selvfølgelig er der lavet adskillige antikrigsfilm på amerikansk jord, men flere af filmene bærer samtidig en tone af at krig kan være en nødvendighed, en grufuld nødvendighed, der bærer ufattelig lidelse med sig, men stadig en nødvendighed og en løsning.
Se blot en af de seneste 10 års vigtigste krigsfilm, Steven Spielbergs 'Saving Private Ryan', der beskrev det absurde i at mange gode soldater mistede livet for at redde en enkelt soldat hjem til sin mor, der i forvejen havde mistet tre sønner i krigen. Filmen beskrev krigens lidelser så malende og rædselsvækkende som det aldrig var set på film før, men den var, i sidste ende, og paradoksalt nok, en hyldest til de menige soldater, der havde ofret deres liv for de efterfølgende generationers skyld. Underforstået: krig er en grufuld nødvendighed.
Saving Private Ryan i Stillehavet
Eastwoods 'Flags of our Fathers' er ude i samme ærinde. I hovedparten af sine 130 minutter den en ualmindelig vellykket og velformuleret antikrigsfilm, en slags 'Saving Private Ryan' i Stillehavet istedet for Europa.
Den bygger på John Bradley Jr's og Ron Powers bog af samme navn - om Bradleys fars bedrifter under krigen, hvor faderen sammen med 5 andre soldater blev bedt om at rejse det amerikanske flag på den lille japanske ø, Iwo Jima. Krigen var langt fra slut og øen var ikke erobret, men både de amerikanske soldater og det amerikanske folk havde brug for noget, der kunne bringe håbet frem igen.
En fotograf var på plads til at forevige billedet, der blev sendt hjem til USA og endte på forsiden af alle aviser. Billedets stærke symbolske værdi gav amerikanerne nyt håb og den militære ledelse indså hurtigt, at netop det billede kunne være afgørende for at rejse penge til den hensygnende og udmarvede amerikanske krigsmaskine. Derfor blev de tre overlevende af de seks soldater hentet hjem og sendt rundt på en landsdækkende turné for at rejse penge.
Mediestunt
Det absurde ved den situation var, at de tre overlevende soldater under ingen omstændigheder så sig selv som de helte, de bliver præsenteret som. Den ene af dem, Rene Gagnon, så ganske vist mulighed for at skabe en karriere udaf sin helterolle, men han havde heller ikke deltaget så intenst i krigen og set så mange venner blive flænset i småstykker som de to andre. Den anden af dem, indianeren Ira Hayes, bryder fx sammen i gråd, da han under turnéen møder moderen til hans bedste ven, der omkom på Iwo Jima.
Sådan noget flæberi falder ikke i god jord hos den militære ledelse, der er aldeles ligeglad med soldaternes traumer og lidelser. Generalerne er kun ude på at udnytte de tre soldater til at hive penge ud af befolkningen, så militæret kan opruste og krigen fortsætte. Ironisk nok er de tre soldater i lige så høj grad kanonføde hjemme i USA som de var på fronten i Stillehavet. Og det er langtfra populært da Ira, den mest ødelagte af de tre, gør opmærksom på at der blev rejst to flag på Iwo Jima. De første blev bare pillet ned igen fordi en officer ville redde flaget fra at blive trofæ for en politiker, der var tilstede på øen. Derfor bad officeren de seks soldater om at sætte et nyt, så at sige falsk, flag op. Og det var det, der blev fotograferet.
Absurde situationer
Sådan er 'Flags of our Fathers' fuld af absurde situationer af den slags som kun en krigs alvor kan byde på. Soldaternes lidelser er ufattelige - kynismen i militærets top uendelig. I starten af filmen ser man en soldat falde over bord fra et krigsskib i ren eufori over at se de amerikanske jagerfly komme forbi. Hans soldaterkammerater griner, kommer med tilråb og kaster reb ud til ham - indtil de indser at konvojen af skibe ikke kan stoppe og at soldaten blot er første offer for et maskineri, der ikke har plads til fintføleri og hensyn til den enkelte soldat.
Dermed er temaet for 'Flags of our Fathers' slået fast og i den første halvanden time er filmen et glimrende og virtuost billede på krigens kynisme og politiske absurditet, fuld af medrivende og chokerende og dybt troværdige billeder på rædslerne under en moderne krig, og med skarpe pointer til at underminere det politiske spil omkring krigen.
Rørstrømsk slutning
Det kræver ikke den store leg med filmens pointer at gøre den til et direkte angreb på den nuværende krig i Irak og Afghanistan. Men så vender filmen og istedet for at være den stærke antikrigsfilm, den har lagt op til i de første 90 minutter, beslutter den sig for at være en floromvunden og demonstrativt rørstrømsk hyldest til de helte, der blot sloges for at redde sig selv og deres venner under den umenneskelige krig.
Altså udvikler 'Flags of our Fathers' sig præcis som den filmiske storebror 'Saving Private Ryan', som en hyldest til den menige soldat og hans kamp og ikke som et angreb på de mennesker, der er skyld i soldaternes lidelser.
Den stiller ikke spørgsmålstegn ved selve krigens væsen - den blæser ikke til angreb på krigen som løsningsmodel. Den mulighed er tilsyneladende ikke en del af Clint Eastwoods tankegang - det er tilsyneladende ikke en mulighed, der ligger Hollywood, måske ikke engang det amerikanske folk, nær.