preload loader
Miami Vice

Jamie Foxx og Colin Farrell i rollerne som makkerparret Tubbs og Crockett i filmatiserinegn af tv-serien Miami Vice

© United International Pictures ApS

 

Skrevet af: Per Juul Carlsen

 

Miami Vice

pile_3

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Ingen 80'er nostalgi

Hvor er de lækre biler? Hvor er de hvide jakkesæt? Hvor er de stramme, lyserøde t-shirts? Hvor er overskudslageret af smukke solbrændte kvinder? Hvor er solen? Hvor er stranden? Hvor er det søde og lette liv blandt lysegrønne drinks og lyseblå Atlanterhavsbølger? Og hvor er Miami?

TV-serien 'Miami Vice' ser mildt sagt ikke ud som den plejer. Den foregår ganske vist i Miami, men kun i glimt, for det meste om natten og kun som udgangspunkt for afstikkere til Cuba, Haiti, Paraguay og Columbia.

80'er-ikonet Don Johnson er forsvundet fra rollen som detective Sonny Crockett. Det samme er hans partner, Philip Michael Thomas, fra rollen som Ricardo Tubbs. Istedet er to af det nye årtusinds store, unge stjerner rullet ind, den irske fløs, Colin Farrell, og den sorte amerikanske multimediestjerne, Jamie Foxx. To unge, smarte og smukke mænd, der rent faktisk også kan spille skuespil.

Miami Vice quizzen

Kan du huske Miami Vice fra 80'erne? Test din viden om både den gamle serie og den nye film i quizzen på dr.dk/film

 

Forklaringen er marketing
Den nye, opdaterede biografversion af beretningen om de to Miami-betjente, Crockett og Tubbs ligner slet ikke den gamle tv-serie, der rullede over tv-skærmene i USA fra 1984 til 1989. Faktisk er der ikke andre sammenfald end at hovedrollerne er politibetjente, der hedder Sonny Crockett og Richard Tubbs, at den ene er hvid den anden sort og at de har base i Miami.

Og så er det man kan spørge sig selv: 'Hvorfor hedder filmen så også 'Miami Vice'? Hvorfor startede instruktøren Michael Mann ikke helt forfra med et nyt og frisk univers, uden at man skulle forstyrre sit hoved med at tænke på lyse satin- og silkejakkesæt, på Don Johnson eller på Philip Michael Thompson, en af de mest charmeforladte og elendige skuespillere, der nogensinde er blevet lukket ind i en tv-serie?

Det er der én god forklaring på. Den hedder marketing. Som bekendt er Hollywood fyldt med dygtige købmænd, der ved hvor vigtigt det er at markedsføre en film, som ved hvordan man vælger den rigtige markedsføringsstrategi og som ved at en god markedsføringsstrategi kan sælge selv den mest elendige skodfilm. Og når man griber fat i en tv-serie som 'Miami Vice', en tv-serie, som de fleste, der så tv i 1980'erne kan huske og som får billeder og minder til at vælde frem, så har man allerede startet sin markedsføring før filmen overhovedet er optaget og klippet.

Miami Vice plakaten


Fra dag til nat
Det er i den sammenhæng man skal se 'Miami Vice'-filmen. Hollywood er i stor krise i øjeblikket. De store typiske blockbustere trækker ikke så mange folk i biografen som for bare 3-4 år siden og den simple måde at klare sig gennem krisen på i Hollywoods studier er at spille på sikre og nemme kort, som fx gamle tv-serier, som publikum allerede har et forhold til. Og så betyder det knap så meget at Sonny Crockett og Richard Tubbs nærmest er to helt nye figurer, at Miami på ingen måde ligner sig selv og at 'Miami Vice' nu mest foregår om natten istedet for dagen.

Det nye udseende skyldes uden tvivl manden, der står bag den nye 'Miami Vice'-film, instruktøren Michael Mann. Han er en af de få film-instruktører, der arbejder indenfor det traditionelle Hollywood og alligevel nyder stor respekt blandt filmfreaks og fans af filmkunst, seriøse film om man vil. Det skyldes film som 'Den sidste mohikaner', 'Heat' og 'The Insider', film, der alle ligner typiske Hollywood-film indenfor kendte genrer, men som alligevel har en særlig stil og et særligt stiligt udseende.

Udgiver sig for narkohandlere
Det samme kan siges om Michael Manns 'Miami Vice'. Her har Michael Mann placeret Crock-ett og Tubbs i en særpræget politiverden, en næsten drømmeagtig fantasiverden, hvor de hård-kogte skurke lever i ufattelig luksus med enorme speedbåde, enorme huse og enorme skydevåben. Her opererer Crockett og Tubbs, et kontant politimakkerpar, der får fingre i en sag om en nazistisk organisation som distribuerer stoffer for en colombiansk narkobaron.

Med livet som indsats udgiver Crockett og Tubbs sig for at være narkodistributører i Miami. De får sig en ny identitet og opsøger narkobaronen José Yero for at arrangere en handel. Og så viser det sig, at José Yero kun er håndlanger for en endnu mere magtfuld narkobaron, som pudsigt nok er en smuk kinesisk dame. Hende kan Crockett naturligvis ikke holde nallerne fra. Han inviterer hende ud at danse og lige pludselig har de gang i den helt store kærlighedsaffære, der naturligvis aldrig kan blive til noget fast forhold. Det viser sig at den smukke kinesiske dame arbejder for en helt enormt magtfuld sydamerikansk narkobaron...

Fuld af løse ender
Der er altså mildt sagt ikke de store nye landvindinger i actionfilmen 'Miami Vice'. Og selvom 63-årige Michael Mann uden diskussion har skabt en særpræget og personlig spændingsfilm med elegant fotografering og stemningsfulde billeder, bliver det aldrig nogen vellykket film.

Historien er fuld af løse ender og uopklarede sidehistorier, kærlighedsaffæren i filmen virker aldeles påklistret og tempoet er kejtet og udynamisk. Netop som man tror, historien og rykker igennem efter en halv times tid, præsenterer Mann fx en kedelig og hverken fræk eller sexet scene, hvor Tubbs er i bad med sin kæreste. Først hen mod slutningen præsenterer Mann et par velorkestre-rede actionsekvenser, hvor hjertet rent faktisk banker hurtigere af ren spænding. Det er altfor sent.

Den nye 'Miami Vice' er altså en særpræget bastard. En smuk og elegant actionfilm, der virker mærkeligt uinteresseret i at fortælle sin historie, og som virker besynderligt ufri af sin forbindelse til den gamle tv-serie.

Det er meget svært ikke at forestille sig at 'Miami Vice' ville være blevet en meget bedre film, hvis ikke den hed 'Miami Vice' og dens hovedpersoner Sonny Crockett og Richard Tubbs.

Send eller anbefal link

Instruktør:

Michael Mann

Genre:

action, thriller

Land:

USA

Premieredato:

18. august 2006

 
 

Lyt til

Fredag 14.03

 

Lørdag 21.03 og søndag 1.03 på digital radio

 

Få Filmland som podcast

Hvis du vil abonnere på dette program har du fire muligheder:

  • iTunes
    Klik her, hvis du henter programmer med iTunes
  • ZENcast
    Klik her, hvis du henter programmer med ZENcast Organizer
  • XML
    Højreklik og kopier linkadresse
  • MailCast
    Klik og få programmet sendt med mail

Læs mere om podcasting her

 

Filmportrætter:

Filmfolk på P1

Filmfolk på P1 kigger i sommerens løb på en række markante, danske filmfolk, som måske ikke står i første række, når det gælder opmærksomhed, men som skaber vigtige spor i dansk film.

 

 
 
 
Du er her: dr.dk > P1 > Filmland > Anmeldelser > 2006

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.