The Departed
Scorsese i fin form
Anmeldt af Per Juul Carlsen
USA's største nulevende filminstruktør
Mange filmkyndige opfatter Martin Scorsese som USA's største nulevende filminstruktør - på bekostning af mere kantede sære størrelser som Jim Jarmusch og David Lynch og mere populære og kommercielt værdifulde kolleger som Steven Spielberg og George Lucas.
Men måske vil det være mere præcist at udråbe Scorsese til den instruktør, der er bedst til at aspirere til titlen som USA's største nulevende filminstruktør - forstået således at Scorsese tilhører den særlige amerikanske type instruktører, hvis drivkraft er selve det store fascinerende stykke junkfood, vi kalder USA. Mange af USA's store instruktører er konstant vendt tilbage til at granske og endevende og hudflette og studere amerikansk selvforståelse og mytologi, fx de store western-instruktører John Ford og Howard Hawks. Eller komediekongen Billy Wilder, hvis lystspil ofte havde en skarp kommentar til USA's tilstand.
Tilbage til gangsterne
Nu hvor Scorseses gamle kollega, Francis Ford Coppola, er gået på pension sammen med sine gamle mesterværker, 'The Godfather' og 'Dommedag nu', har Scorsese ikke den store kon-kurrence. Slet ikke fra Oliver Stone. Det understreger Scorsese med sin nye film, 'The Departed', hvor han vender tilbage til den verden, han selv skabte i film som 'Mean Streets' og 'Goodfellas', og som han altid vil blive identificeret med, gangsternes. Og hans gamle fans - dem, der opfatter ham som USA's største nulevende filminstruktør - har forlængst rejst sig for at give et stående bifald.
'The Departed' er Scorsese i fin form efter nogle småsløje år med oppustede storværker som 'Gangs of New York' og 'The Aviator'. Eller måske vil det være mere præcist at udråbe 'The Departed' til den bedste film i mange år til at minde os om Scorseses storhed. 'The Departed' er nemlig langt mere en hjemvenden til velkendt territorie, end den er en erobring af nyt land.
Ultrablodig
Filmen er ganske enkelt befolket med klassiske Scorsese-typer i et klassisk, ultrablodigt Scorsese-setup og med en af Scorsese yndlingsspørgsmål som overskrift: hvor går grænsen mellem menneskets evne til at være medfølende og dets trang til at løse problemer med vold?
Den grænse krydser filmens to hovedpersoner adskillige gange. Den ene, den unge og ambitiøse politimand, Colin Sullivan, spillet af Matt Damon, har ambitioner om at nå til tops i samfundet, og den vej går ikke kun via politiet, men også gennem den lokale gangsterboss, som han er meddeler for.
Og samtidig er Sullivan, som den klassiske Scorsese-type han er, et flæbende sentimentalt familiemenneske, der drømmer om at få børn med den helt rigtige kvinde.
Den anden hovedperson og politimand, Billy Costigan spillet af Leonardo DiCaprio, er en ligeså typisk Scorsese-type, en ung mand, der er opsat på at bryde ud af sin families tradition for ussel kriminalitet, men som konstant bliver indhentet af sin baggrund. For at finde en pointe med tilværelsen indvilliger han i at leve et yderst risikabelt og paranoidt liv som politimand blandt gangsterne ...
De to krydser hinandens veje i 'The Departed'. Det er hele filmens idé. Den bygger nemlig på den moderne Hong Kong-gangsterfilm, 'Infernal Affairs', om en gangster, der arbejder indenfor politiet, og en politimand, der er blevet optaget som medlem af et gangstersyndikat. Og mellem de to hovedpersoner står den brutale og udspekulerede gangsterboss, der i 'The Departed' bliver spillet af selveste Jack Nicholson.
Moral udskiftet med kynisme
Det er en yderst kompleks historie, der i sig selv er Scorseses bitre kommentar til nutidens komplekse politiske verden, hvor moral synes udskiftet med kynisme. Ingen er rigtig hvad de udgiver sig for at være, ingen er helt til stole på og selv den største fjende af samfundet kan vise sig at samarbejde med de mennesker, der er sat til at udrydde fjender af samfundet.
Den side af 'The Departed' har Scorsese fuldstændig fat i. Det er en langt stærkere og nuanceret samtidskritik end i de typiske hollywoodthrillere, hvor FBI eller CIA er de store skurke. Til gengæld kniber det med den markante persontegning, der ellers altid har været en af Scorseses styrker. Billy Costigan er en lidt underligt hul størrelse, som man aldrig får noget præcist psykologisk indblik i, den kyniske Sullivan er mærkværdigt blød mand når han optræder udenfor politi- eller gangsterverdenen og Jack Nicholson har en uheldig tendens til mere at optræde som sig selv - med et kraftigt præg af hans gamle rolle som Jokeren i Batman-filmene - end som den den udspekulerede gangsterchef, Frank Costello. Og det gør desværre hans rolle betydeligt mere hyggelig end skræmmende.
En værdig film
Men trods fejl og mangler understreger 'The Departed' at den 64-årige Scorsese kan lave film med en virilitet og energi som en 25-årig, og at han altid har overskud til at montere sine film i et tidssvarende og forfriskende sprog.
Det er en værdig film for en mand, de kalder USA's største nulevende instruktør. Eller rettere, det er en tilstrækkelig god film til at minde os om hvorfor man kalder Martin Scorsese USA's største nulevende instruktør.