The Queen

Virkelige hændelser

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Når man ser en film som 'The Queen' står det klart at dansk film stadig har visse tabuer - uanset hvor godt det kører for dansk film i øjeblikket. Det er meget, meget svært at forestille sig en dansk film, der går i kødet på virkelighedens verden, sådan som 'The Queen'. Det er meget tæt på at være umuligt at forestille sig en dansk film med Dronning Margrethe og statsminister Anders Fogh Rasmussen i hovedrollerne. For et par år siden havde Nikolaj Arcel ganske vist stor succes med filmen 'Kongekabale', der byggede på en roman, som igen byggede på en virkelig magtkamp i Det konservative Folkeparti, men navnene var ændret og de virkelige begivenheder fungerede kun som inspiration.

Et gammelt kongehus i en moderne verden
Sådan er det bestemt ikke i det engelske drama, 'The Queen'. Her er de virkelige hændelser ikke til at tage fejl af. Udgangspunktet for filmen er Prinsesse Dianas voldsomme død i en biltunnel i Paris i 1997. I de efterfølgende måneder gennemlevede englænderne et drama, der handlede om det gamle kongehus' placering i en moderne verden, hvor følelser tæller langt mere end etikette og traditioner. Da Princesse Dianas krop blev knust i Paris var hun forlængst raget uklar med den engelske kongefamilie, der ikke brød sig om hendes jævne manerer og offentlige udskejelser med kærester. Kongehuset var derfor ikke interesseret i at sørge offentligt og dermed tog de royale og hoffet fuldstændig fejl af Dianas position blandt folket, der elskede hende for hendes ligefremhed og mangel på distance. Det indså den nye premierminister, Tony Blair, der ihærdigt forsøgte at overbevise dronningen om at det ikke bare var i hendes, men i nationens interesse, at hun sørgede offentligt. Men den besked fra landets folkevalgte chef af en opkomling nægtede dronningen at æde.

Af en svunden tid
Det spil mellem folkets nye mand og landets gamle dame er drivkraften i 'The Queen'. På dronningens side står en flok rådgivere og hoffolk, der er ligeså forstokkede i deres rutiner og etiketter som dronningen. Og på premierministerens side står hans kone, der er glødende antiroyalist og hans efterhånden berømte spindoktorer, der kynisk udnytter situationen til at løfte Blair langt over dronningen til en position som landets øverste personlighed. Og efterhånden som dronningen indser, at hun fuldstændig har fejllæst sit folk, føler hun sig som en del af en forlængst svunden tid, en race af mægtige dinosaurer, hvis tid er forbi uden at de har opdaget det. Det viser 'The Queen's instruktør, Stephen Frears på smukkeste vis med en enkel og eventyragtig scene, hvor dronningen er strandet med sin bil midt i den skotske natur og pludselig sidder hun 20-25 meter fra en majestætisk kronhjort, der knejser over det skotske landskab som en gammel konge over sit eventyrrige. Det er en kronhjort, som dronningens gemal, Prince Philip, har jaget i flere dage og som dronningen ihærdigt har forsøgt at holde hånden over fordi hun følte sig beslægtet med den. Og der står den så i al sin pragt ...  Få dage senere er den død. Symbolikken er umulig at tage fejl af. Og endelig rejser kongefamilien tilbage fra deres ferie-residens i Skotland for at sørge med folket. Det er for sent, selvfølgelig, men bedre sent end aldrig. I en smuk scene studerer kongefamilien buketterne og kortene udenfor Buckingham Palace. De fleste kort hylder Diana og nedgør kongefamilien, men der er dog håb...

Folkets nye mand
Det er frydefuldt overrumplende at følge med ind i soveværelset hos dronningen og prins Philip mens de diskuterer situationen og ind i køkkenet hos premierminister Tony Blair - selvom der er tale om skuespil og dramatiseringer. Og Helen Mirren gør det fantastisk overbevisende i rollen som Dronning Elizabeth. Til gengæld er det en af filmens store svagheder, at dens portræt af Tony Blair bliver for renskuret og pænt. I Michael Sheens skikkelse bliver Blair fremstillet som en jordnær leder, der spiser morgenmad med familien i køkkenet hver morgen og sætter det enkelte menneske over kynisk politik, hvilket ganske enkelt er utroværdigt - det harmonerer skidt med hans senere engagement i Irak-krigen.

En moralsk film
Den følsomme og forstående beskrivelse af dronningen og Blair gør 'The Queen' til en dybt romantisk film, der hylder gamle dyder og moral. Dronningen og Blair er De Gode, så at sige. De onde er spindoktorerne, journalisterne og paparazzi-fotograferne, der kørte Diana i døden. Bag den tilsyneladende flabede og frække udlevering af dronningens og Blairs virkelige liv gemmer sig altså en yderst moralsk film, der kræver at man ser mennesket bag det kyniske politiske spil. Selvom 'The Queen' halter i sine bestræbelser hen mod slutningen af filmen, hvor Blairs glorie pudses af, viser filmen hvor stærke virkelige begivenheder og virkelige personer kan virke på film - hvis blot man tør og vil. Det er hermed en opfordring til dansk film.