Volver - At vende tilbage
En hyldest til kvinderne
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Filmkunst og ugebladsnovelle
Så godt som alle film af den spanske instruktør, Pedro Almodóvar, balancerer på grænsen mellem kulørt ugebladsnovelle og original, intelligent filmkunst.
Deres udgangspunkt er spaniernes mangeårige fascination af det store, småhysteriske melodrama, hvor temaer som død, kærlighed, løgne og hemmeligheder spiller en ganske væsentlig rolle - den slags melodramaer, der kører ugentligt på spansk tv og i spanske magasiner. De melodramaer har Almodóvar konsekvent hygget sig med på én gang at overdrive og parodiere og samtidig underbygge og forfine og give sin helt egen stil.
Overdrevet og overraskende
Det er kulørt og overdrevet, det er stilfuldt og elegant - og det er ikke mindst en svær balan-cegang. Den virkede til overflod i filmene 'Alt om min mor' (1999) og 'Tal til hende' (2002), men med Almodóvars nyeste film, 'Volver', er balancegangen betænkelig tæt på at briste.
Filmen er smukt fortalt og elegant spillet fra start til slut. Historien har nogle overraskende og velturnerede krøller og alt i alt skinner Almodóvars særlige stil igennem hele vejen. Men når filmen er forbi sidder man tilbage med en fornemmelse af at Almodóvar den her gang har forsøgt at pumpe liv og kunst og finesse ind i en historie, der ganske enkelt ikke har styrke og fylde til at blive pumpet op.
En hyldest til kvinderne
Almodóvar har selv fortalt, at filmen er en hyldest til de kvinder, han voksede op blandt, og hele filmen igennem kan man tydeligt fornemme referencerne til Almodóvars barndomsoplevelser i bondelandet La Mancha i midten af Spanien, endda i sådan en grad, at udgangspunktet for histori-en og pointen med historien aldrig bliver helt overbevisende. Det virker ganske enkelt som om private oplevelser og andet vraggods mudrer klarheden i fortællingen og gør den mere kompliceret end nødvendigt.
'Volver', der betyder "at vende tilbage", er en historie om to søstre, Raimunda og Sole, der mi-stede deres forældre under en brand. Sole bor alene, manden har hun forladt for flere år siden, mens Raimunda bor sammen med sin teenagedatter og sin dovne, arbejdsløse mand.
Og så begynder det kulørte drama at eskalere.
Ægtemanden i kummefryseren
Raimundas mand forsøger at forgribe sig på sin egen datter, pigen forsvarer sig og slår faderen ihjel, hvorefter Raimunda smider liget i en stor kummefryser og smider den i et hul i en skov.
Samtidig dør de to søstres tante i deres barndomsby og Sole rejser afsted for at deltage i begravelsen, og pludselig finder hun sin egen mor, som hun troede var død forlængst i levende leve. Moderen rejser med Sole til Madrid, og bliver installeret i Soles lejlighed - uden at Raimunda får noget at vide. Det er nemlig langtfra sikkert, at hun uden videre vil acceptere sin mors mangeårige forsvindingsnummer. Så når Raimunda kommer på besøg hos Sole skynder Sole sig at tale ekstra højt, så moderen kan nå at gemme sig.
Taget ved næsen
Som altid hos Pedro Almodóvar er der en enorm rigdom og en nærmest endeløs gavmildhed i hans fortællestil. Der er tænkt over hver en detalje, hver skuespillers rolle er arbejdet igennem, dialogen og skuespillet flyder ubesværet, brugen af stærke farver er nærmest berusende, rigdommen i fortællingen er overvældende og komponisten Alberto Iglesias' musik digter smukt videre på Almodóvars univers.
Men for en gangs skyld er fornemmelsen af konstrueret og overgearet melodrama svær at ryste af sig. For en gangs skyld er balancen ikke ubesværet. For en gangs skyld hos Almodóvar, en af tidens ubestridt mest originale europæiske filminstruktører, kan man lige så nemt føle sig taget ved næsen af det kulørte melodrama, som man kan fortabe sig i 'Volvers' overdådige univers af vildtvoksende passioner.