Ærens dage
Den evige kamp for accept
Anmeldt af Per Juul Carlsen
'Ærens dage' er en politisk film af den moderne, tidssvarende slags. Altså ikke en politisk film med firkantede paroler og en kontant revolutionær dagsorden, men et stort menneskeligt drama, baseret på virkelige politiske hændelser. Det er der ikke spor i vejen med, specielt ikke når 'Ærens dage' har den særlige finurlige kvalitet, at den både handler om en aktuel og specifik politisk uretfærdighed og om noget ganske alment, som passer på almindelige menneskers eksistens til enhver tid.
Frihed, lighed og broderskab
Filmens politiske skueplads er 2. verdenskrig, hvor den franske hær tilbød unge mænd fra kolonierne at kæmpe for frihed, lighed og broderskab mod den tyske besættelsesmagt. 'Ærens dage' koncentrerer sig først og fremmest om de unge algierske mænd, der meldte sig for at befri hovedlandet på det europæiske kontinent uden at spekulere videre over at franskmændene havde været en besættelsesmagt i Algeriet siden 1846. De nordafrikanske soldater kæmpede side om side med de hvide franskmænd, helt op i Tyskland, men måtte hele tiden finde sig i at være andenrangssoldater. De fik dårligere mad, mulighederne for at blive forfremmet var så godt som ikke-eksisterende og den franske hær gjorde tillige hvad den kunne for at forhindre at soldaterne fra nordafrika fraterniserede med de unge franske enker på deres vej op gennem Frankrig.
Indefrosset pension
Blandt de algierske soldater er korporal Abdelkader, en begavet ung mand, der ganske hurtigt opdager uretfærdighederne og gør opmærksom på dem med mod og overbevisning, som fx da soldaterne fra kolonierne ikke må få tomater - i modsætning til de rent franske soldater - på skibet fra Algeriet til Frankrig. Op gennem Frankrig viser Abdelkader sine evner som soldat. Han kæmper ikke blot mod tyskerne, han kæmper også for at vise sine franske overordnede, at han er værdig til at blive forfremmet. Og det er her, 'Ærens dage' bliver til mere end en historie om afrikanske soldater, der blev udnyttet af den franske hær. Abdelkader kæmper en almindelig menneskelig kamp for at blive accepteret, ikke blot som soldat, men også som menneske, og det er en kamp som meget hurtigt og nemt kan overføres til de arabere og efterkommere af afrikanere, der lever i Frankrig i dag - og til indvandrere i Danmark - og til folk over hele verden, der af den ene eller anden grund måtte befinde sig lavere på den sociale rangstige end andre.
Bredt politisk budskab
Der er altså et yderst bredt politisk budskab i 'Ærens dage', lige fra de første slag i de tørre, støvede bakker i Algeriet til de sneklædte bjergskove i Alsace som de afrikanske soldater må traske heroisk rundt i iført sandaler til sidst i filmen. Det forbavsende er, at det virker, ikke mindst fordi filmen tilsidst sætter trumf på med en eftertekst, der fortæller, at soldaterne fra kolonierne ikke har fået deres fulde pension siden 1959. Den er blevet indefrosset af den franske regering, der altså fortsat undertrykker og udnytter de stakkels håbefulde unge mænd, der kæmpede for at befri kolonimagten under 2. verdenskrig.
Kraftfuldt tveægget sværd
Uretfærdighederne er så tykke, at de er til at skære i, og instruktøren Rachid Bouchareb præsenterer dem heldigvis stille og sagtmodigt uden at forfalde til voldsomme følelsesudbrud eller bastante paroler. Han beskriver nænsomt en politisk skandale, der stille har ulmet i årti efter årti - indtil præsident Jacques Chirac besluttede sig for at tildele de aldrende soldater deres rette pension efter at have set 'Ærens dage'. Lidt frihed, lighed og broderskab er der altså til.
Det er ikke på nogen måder revolutionerende filmkunst, Bouchareb præsenterer med 'Ærens dage'. Filmens hovedpersoner er temmeligt firkantet tegnede og uden særlige eller spændende træk, og paradoksalt nok skal der en voldsom og intens slagscene i en alsacisk bjerglandsby til for rigtigt at løfte den her anti-krigsfilm. Men når filmen tilsidst står så umådeligt stærk og påtrængende, er det på grund af dens kraftfulde tveæggede sværd, den grove politiske uretfærdighed, filmen beskriver, og det almindelige menneskes evige kamp for accept, der ulmer under hele filmen.