AFR

Særegen og unik

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Gennem de seneste måneder har medier og kommentatorer haft mere end almindelig travlt med at hænge Morten Hartz Kaplers' film, 'AFR', ud som en plat venstreorienteret drengestreg, hvor vores statsminister bliver præsenteret ud som bøsse og tilmed slået ihjel. 'AFR' er en plat ven-streorienteret drengestreg, men det er kun en brøkdel af filmens meget omfangsrige og komplekse natur. Den indeholder rigtig meget mere end netop det. Og at statsministeren bliver beskrevet som homoseksuel og derefter myrdet i en fiktiv dokumentarfilm er kun en lillebitte del
af filmens væsen. Desværre er det den del af filmen, der skriger mest i øjne og ører. Men det ville have været meget tættere på filmens idé, hvis BT eller Ekstra Bladet havde været fremme med store overskrifter som 'Anders Fogh Rasmussens ytrings-frihed taget på ordet i dansk film' eller 'Anders Fogh Rasmussen fremstillet som menneske og Afrika-ven i dansk film'. De to overskrifter sælger langtfra så mange aviser, men de er betydeligt tættere på den grundlæggende idé med filmen. Og det skal siges til de danske mediers forsvar, at AFR er en film, der vil rigtig meget på én gang.

Forsvar for ytringsfriheden
Det er primært en film, der tager statsminister Anders Fogh Rasmussen på ordet efter hans stovte forsvar for ytringsfriheden i kølvandet på Muhammed-krisen sidste år. Derudover er det en historie om hvad politik kan være, hvis den finder sit menneskelige ansigt, nemlig en kamp for at ændre verden og gøre den til et bedre sted. Det er også en historie om Danmark gennem de seneste 20 år, fra BZ-bevægelsen frem til idag. Det er en historie om forholdet mellem Vesten og den fattige Tredie Verden. Det er - jovist - en kvart procent plat venstresnoet drengestreg. Og så er det ikke mindst en fortælling om to mennesker, der måske nok har bund i virkeligheden, men er fiktive størrelser, og det usædvanlige ved 'AFR' er, at begge følsomme og skrøbelige mennesker står overordentlig klart frem når filmen er slut.

Følsomt og skrøbeligt menneske
Det ene menneske er statsminister Anders Fogh Rasmussen og det billede, filmen giver af ham, har måske ikke ret meget med virkelighedens Rasmussen at gøre - måske rammer det plet. Men det vigtigste er, at Statsministeren kunne være sådan bag sin hårde, stålsatte erhvervsleder-udstråling. Han kunne være et søgende, følsomt menneske, der finder ud af at hans liberale korstog er ødelæggende for vores verden og at Den fattige tredie verden skal hjælpes på fode. Han kunne være et menneske bag sin ubøjelige politikerfacade. Og det allermest forbavsende ved 'AFR' er, at man forlader biografen med en fornemmelse af at have fået et meget klart billede af et følsomt og skrøbeligt, men handlekraftigt menneske, der har en udpræget lighed med vores statsminister.
Det andet menneske i 'AFR' er anarkisten Emil, der bliver spillet af filmens instruktør, Morten Hartz Kaplers. Dvs, spillet er så meget sagt. Men hører ham aldrig sige noget, men det er Kaplers, der lægger krop til Emil gennem gamle, virkelige billeder af Kaplers fra hans ungdom og barndom og fingerede dokumenteroptagelser af Emil som punkmusiker, anarkist, bz'er, kunstner og trækkerdreng. Emil bliver kæreste med Anders Fogh Rasmussen, men går i sort, da Rasmussen bliver statsminister og bryder deres forhold.

Andægtig tristesse
Umiddelbart kan det lyde som en plat udstillen af de bøsserygter, der har fulgt Anders Fogh Rasmussen i mange år, men pointen med den homoseksuelle indgang til Rasmussen er snarere at vise to menneskers parallelle løbebane - to mennesker, der ikke er så forskellige trods for-skelligt politisk udgangspunkt. Her i ligger endnu en pointe i 'AFR' - og det er måske den pointe, der gør størst indtryk efter den her mærkelige og enestående film, at det Danmark vi kender fra politiske begivenheder, fra aviser og tv-nyhedsudsendelser gennem de seneste år ikke så meget er styret af stålsatte ideologier som af søgende, skrøbelige menneskers følelsesliv.
Da Anders Fogh Rasmussen bliver slået ihjel i starten og derefter i slutningen af filmen, er der på ingen måde til akkompagnement af en hånlig, drenget anarkistlatter, der råber 'se, hvad jeg tør'. Det er en andægtig tristesse over billederne af en udbrændt bil på Strandvejen nord for København. I starten af filmen virker det småkomisk. I slutningen virker det til gengæld sørgeligt at en så menneskelig og fremsynet politiker bliver myrdet ved et attentat. Anders Fogh Rasmussen var med til at slæbe sit land i krig på et beviseligt falsk grundlag. Bl.a. derfor virker det mildt sagt komisk at en afrikaner i filmen kalder ham'vor tids Gandhi', men billedet af hvad politik kan bruges til, hvis kan glemmer alt om økonomisk kynisme og ideologi, gør så stærkt et indtryk, at latteren forstummer. Man griber besynderligt nok sig selv i at blive ked af at en så visionær og sympatisk politiker bliver myrdet - uanset at det hele er flabet fiktion.

Diskussionslysten og debatterende
'AFR' er i det hele taget en film, der vil det danske samfund det bedste - uanset hvad de forargede jungletrommer har galpet op om. Den er diskussionslysten og debatterende og i allerhøjeste grad interesseret i at vise et menneskeligt ansigt bag nutidens køligt ideologiske Danmark. Det er i sig selv yderst forfriskende og tankevækkende. 'AFR' er en modig og begavet og en på mange måder mærkelig film, som gør én besynderligt urolig i kroppen. Det er ikke en film, der vil skabe nye veje for dansk film. Dertil er den for særegen og unik. Men dens billeder af følelserne bag den politiske virkelighed kan meget nemt tænkes at blive hængende over alle billeder fra nyhedsudsendelser mange år fremover.