Beowulf
Der er liv under plastikoverfladen
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Uha, hvad er nu det her? Fremragende skuespillere som Anthony Hopkins, Ray Winstone og John Malkovich, skuespillere, der alene med deres mimik og kropsholdning kan drive en film frem, er blevet kørt gennem et eller andet computerprogram, der får dem til at ligne aktører i 'Shrek'-filmene. Deres hud har fået en glat, plastisk overflade og deres ansigtstræk og mimik er blevet forsimplet i en grad, så deres mundbevægelser ikke længere ser naturlige ud. Dygtige skuespillere er blevet gjort til stive, computeranimerede figurer, der skal forestille vikinger til fest i en stor hal en gang i 700-tallet. Hvad i alverden er pointen?
Halv bussemand halvt menneske
Og så kommer det første monster, et mærkeligt grimt gespenst, der nærmest ligner et menneske som en eller anden har vendt vrangen ud på og pustet op til dobbelt størrelse. Halvt bussemand, halvt menneske. Det er ikke i nærheden af at være skræmmende med sit skæve underbid, sin fisende, barnlige stemme og sine store fødder - uanset hvor mange stakkels vikingekrigere bæstet kaster gennem vikingehallen.
Hvad er der sket med Robert Zemeckis, det visuelle geni bag film som 'Tilbage til fremtiden', 'Forrest Gump' og 'Contact' , en mand, der plejer at afstemme sine hypermoderne effekter med den historie, han vil fortælle. Har han mistet grebet? Rabler det hele for ham?
Så dukker helten op, Beowulf, sagnfiguren fra det 1300 år gamle engelske vikingekvad. En stor og stærk kriger med tørst efter hæder og ære og udødelighed. Man kan genkende skuespilleren Ray Winstones ansigtstræk og hans grove sydengelske dialekt, men Beowulfs velproportionerede superheltekrop må være skabt i en computer.
Bæstet Grendal
Beowulf tilbyder at slå det besynderlige bæst, Grendal, ihjel, hvilket vikingekongen, der ligner - og er - en kikset tegneserieudgave af Anthony Hopkins, er helt tilfreds med. Og så begynder skidtet at virke. Da bæstet Grendal og og helten Beowulf kaster sig ud i et drabeligt slagsmål, får filmen for første gang karakter og spænding. Der er noget mærkeligt ved det der pivede monster, der bliver jaget på flugt af Beowulf. Atmosfæren er blevet så tyk, at man for en kort stund glemmer at dygtige skuespillere er blevet gjort til tegneseriefigurer med stiv mimik.
Hviderussisk heks
Så går det galt igen. Der gemmer sig et andet og endnu mere farligt monster inde i bjergene nær vikingebyen. Det skal Beowulf selvfølgelig også ta' livet af. Den her gang er monstret bare en guldbeklædt skønhed, der unægtelig ligner superstjernen Angelina Jolie kørt gennem et computerprogram. Det burde være en åbenbaring at se smækre Angelina komme op af en sø uden en trævl på kroppen, men det plastiske, syntetiske computerlook er alt andet en sexet og det hjælper bestemt ikke at damen taler med en accent, der lyder halvt af hviderussisk heks, halvt af polsk prostitueret. Det ser unægteligt ud som om Robert Zemeckis har kastet sig over en computerteknologi, der langtfra er færdigudviklet. Hvorfor i alverden ikke filme den her historie i realfilm, med rigtige skuespillere og rigtige slagsmål? Det havde gjort den langt, langt mere nærværende.
Smækkert guldmonster
Og så bliver det spændende igen. Beowulf kan ikke modstå det smækre guldmonster og indgår en slags pagt med hende, underskrevet med noget, der minder kraftigt om sex. Han vender tilbage til vikingerne og hævder at have dræbt monstret. Pludselig er Beowulf ikke så stor en helt, han er blevet menneskelig og hele dramaet får ekstra gods af vikingekongen, der bliver ved med at spørge om Beowulf nu virkelig også fik dræbt monstret. Hvad er der med den vikingkonge? Hvad er der med det monster? Hvad er der med ham Beowulf, der hele tiden skal puste sig op? Og hvorfor hævder damemonsteret, at det ikke er hende, der er et monster, men Beowulf?
Tankevækkende pointe
Og langsomt trænger pointen frem. Den guldbeklædte dæmon er for så vidt menneskeskabt. Hun er menneskets jagt på ære, magt og evig berømmelse. Beowulf sælger sin sjæl til hende for til gengæld at få evigt liv i heltekvad, historier og såmænd også film. En helt er kun en helt på sine egne betingelser, mens hans eller hendes jagt på ære og berømmelse er et monster for alle andre mennesker. Det er en smuk og stærk og overordentlig tankevækkende pointe, der også kan opfattes som en politisk kommentar til tidens dyst om ære mellem muslimer og kristne, mellem Osama bin Laden og præsident Bush.
Bag 'Beowulf's syntetiske og frustrerende irriterende udseende gemmer sig en lærerig historie og en virkeligt veludført og velfortalt pointe. Som det gamle ordsprog siger: man skal ikke skue en computerhelt på håret.