Blades of Glory

Ud at skøjte med de skøre

Anmeldt af Per Juul Carlsen

De næste 6 minutter består af et desperat forsøg på at bevise, at den amerikanske komedie, 'Blades of Glory', faktisk er sjov, endda rigtig sjov og i mange øjeblikke hylende morsom. Det bliver ikke nemt. Dels er humor en mærkelig størrelse, fuld af referencer og underforståede betydninger, som ikke umiddelbart kan forklares. Dels bryder 'Blades of Glory' med mange af de regler, der ofte bliver trukket frem - ikke mindst af anmeldere - for at bevise, at en komedie er vellykket.

Fænomenet kunstskøjteløb
Fx siger man ofte, at en komedie kun fungerer, hvis den er lavet med kærlighed til sit stof. 'Blades of Glory' er overhovedet ikke lavet med kærlighed til fænomenet kunstskøjteløb. Hvis folkene bag filmen holder af kunstskøjteløb, skjuler de det ualmindelig godt. Snarere virker det som om de opfatter kunst på skøjter som den største gang forlorne fims, man kan forestille sig. Det er endda lige før man kan konstatere, at de hader kunstskøjteløb.
Man siger også, at komik fungerer bedst, hvis den har rod i en alvor, i en virkelig problemstilling, en politisk satire eller måske endda en filosofisk tanke. Også den regel bryder 'Blades of Glory' . Der er ingen alvor gemt under filmen. Den er kun en parodi på kunstskøjteløb, og den tager ikke mindst afsæt i de alvorlige rider i lakken kunstskøjteverdenen fik, da Tonya Hardings eks-mand forsøgte af uskadeliggøre Hardings største konkurrent under De olympiske vinterlege i 1994, Nancy Kerrigan, med et mislykket forsøg på at benbrud. Det store kunstskøjtepar i 'Blades of Glory', Stranz og Fairchild van Waldenberg, er således helt igennem korrupte og skruppelløse.

Letkøbt og ligegyldigt
Det lyder måske letkøbt og ligegyldigt - og det er det også. Men det er sjovt - rigtig sjovt - uanset, at man ofte siger, at en komedie kun fungerer, hvis den bygger på en indlysende god idé. Og det gør 'Blades of Glory' ikke engang. En parodi på kunstskøjteløb, fortalt gennem verdens første mandlige isdanserpar, er en langt ude idé.
Det står klart allerede i starten af filmen, da den ene hovedperson, den elegante, feminine skøjteløber, James McElroy, vinder publikums hjerter med et olympisk show, hvor han ender med at løsslippe en hvid due, som han har gemt under sin skøjtedragt gennem hele sit løb. Mere fimset kan det umuligt blive. Og ind på den olympiske arena træder hans absolutte modstykke, Chazz Michael Michaels, en overvægtig, grov skøjteløber, der mest af alt ligner en afdanket rockstjerne. Hans hår er langt og vildt, ligeså er hans brystbehåring, og hans skøjteshow bygger på hørmende læderklædt sex à la Elvis i hans sidste overvægtige dage. Undervejs tungekysser han med sit kvindelige publikum.

Småfed og slasket
Kombinationen af det løse, lette håndled kunstskøjteløb og hørmende, afdanket rock n roll-sex er langt ude, men den fungerer forbavsende godt, primært fordi Chazz Michael Michaels bliver spillet af den småfede og slaskede Will Ferrell. Nogen hader Ferrell for hans næsten barnlige, pjattede humor, som han afleverer med et bøvet stoneface. Men ingen andre kan som han køre den slaskede, bumsede rock n roll-skøjteløber ud på et overdrev og stadigvæk få ham til at hænge sammen som figur. De fleste andre komikere ville slå over i selvparodi, men Ferrell holder fast i sin figur, ta'r ham alvorligt som den langt ude og latterlige figur rock 'n' roll-kunstskøjteløberen er.

Hader hinanden
MacElroy og Michaels er totale modstykker og hader derfor hinanden, men naturligvis får de samme antal point ved De olympiske Lege og må dele førstepladsen. De kommer op at slås på podiet og får frataget medaljerne og retten til at deltage i kunstskøjteløb på livstid. De går begge i hundene, især Michaels, der optræder i et skøjteshow for børn mens han forsøger at skjule at han er hamrende stiv bag sit kostume. Det går galt den dag han kaster op inde i kostumet under en forestilling og indsmurt i opkast falder helt ud af karakter. Efter forestillingen overfuser lederen af showet den beduggede, opløste Michaels og slutter af med ordene 'du lugter af urin', hvortil Michaels ikke siger 'gør jeg?', som de fleste ville gør, men derimod de legendariske 'Meget?' Det kan godt være det ikke nødvendigvis lyder sådan, men det er rigtig sjovt. Og det kan sagtens være, at man skal se hele filmen for at synes det er sjovt, men sjovt er det.
Rigtig sjovt bliver det, da Michaels og MacElroy finder ud af, at de kun kan få lov at deltage i konkurrencer igen hvis de finder sig en partner - og da ingen kvinder han lyst til at skøjte med dem, må de slå sig sammen, trods had og modsætninger.

Natten er en mørk tid
Et af efterfølgende guldkorn opstår da Michaels, MacElroy og deres træner diskuterer hvilken musik, de skal skøjte til og Michaels foreslår den yderste seksuelt ladede 'My Humps' med gruppen Black Eyed Peas. Det er ikke rigtig til at forklare hvorfor, men det er edderbankme sjovt. Lige så sjovt er det da Michaels på rigtig rock 'n' roll-maner erklærer at natten er en mørk tid, a dark time, for ham, hvorefter MacElroy slår fast at natten er en mørk tid for alle og Michaels, som et andet barn, overtrumfer med at sige 'ikke hvis man er i Alaska eller bruger nightvision-kikkert'. Det er sjovt. Det kan godt være, det ikke lyder sådan, men det er sjovt. Beklager, hvis det ikke lykkedes at bevise at 'Blades of Glory' er en vellykket komedie, fuld af veltimede, langt ude påfund.
Det kan, som allerede nævnt, meget vel tænkes at man bliver nødt til at se filmen for at synes det er sjovt. Det er hermed anbefalet.