Daisy Diamond

Endnu en kuldkastende deroute

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Man kan kun have respekt for Simon Staho. Han gør det bestemt ikke nemmere for sig selv. Eller for sit publikum. Og ihvertfald ikke for sine skuespillere. Efter i alt 4 spillefilm ligner han alt andet end en filminstruktør, der har tænkt sig at følge Susanne Bier til Hollywood eller blive den nye Erik Balling. Han laver hverken svære eller uforståelige film, men hårde film - film, der gør ondt at se på, film om mennesker i store kriser.

Hård historie
Hans anden film, 'Dag og nat', var en knastør beskrivelse af en mand, der kører rundt og siger farvel til familie, venner og bekendte inden han tager sit eget liv. Nummer 3, 'Bang bang orangutang', var historien om en anden midaldrende mand, der satte sit arbejde over sit familieliv og blev smidt ud af sin familie, da han i en brandert kørte sin lille søn ihjel. Og her er så 'Daisy Diamond', en bestemt ikke mindre hård historie om en ung, enlig mor, Anna, der ikke kan få lov til at arbejde som skuespillerinde pga sin lille datter. Hun kan i det hele taget ikke få lov til ret meget. Ungen sætter i et hyl hver eneste gang Anna stil-ler op til en prøve på en forestilling, og en dag har Anna fået nok. Hun vælger en drastisk løsning for at få fred til at arbejde, men løsningen viser sig hurtigt ikke at være nogen løsning. Vejen til gode roller i filmverdenen eller på teatret er hård, og Anna må vælge nogen helt andre roller end dem, hun oprindeligt ville have.

En kuldkastende deroute
'Daisy Diamond' er altså endnu en Simon Staho-film om et moderne menneske på en alvorlig og kuldkastende deroute. Hendes manglende evne til at varetage en af de grundlæggende opgaver for et menneske, at sætte et barn i verden og hjælpe det med at vokse op, bliver straffet på det grusomste med en nedtur gennem pornoindustrien og prostitution - hverken mere eller mindre.
Det er en historie, der kan opfattes og ses på mange måder og på mange planer. Man kan opfatte den som en historie om det umulige, eller meget besværlige, i at få karriere og børn til at hænge sammen i en moderne verden. Man kan vælge at se den som en lignelse om den uskyldsrene kunstneriske natur, der knuses i mødet med en svinsk kommerciel branche. Og man kan se den som en historie om hvor galt det kan gå, når man fravælger sit grundlæggende instinkt og sin grundlæggende kærlighed til et andet væsen.

Spektakulære scener
Der er talrige tolkningsmuligheder i 'Daisy Diamond' og ingen af dem virker 100 procent rene og indlysende. Det kan både være en kvalitet og et problem. I tilfældet 'Daisy Diamond' er det ikke rigtig nogen af delene, og de store kvaliteter ved filmen ligger på ingen måde i historien eller dens konsekvenser, men i nogle helt igennem spektakulære scener med en række af de mest populære danske skuespillere. Ingen vil nogensinde kunne glemme en aldeles usminket Trine Dyrholm som en sexfikseret bestyrer for et dukketeater. Det er i den sammenhæng hun udtaler følgende replik, der må gå over i den danske filmhistorie som en af de mest bizarre scorereplikker: 'Hvis du knepper godt, kan det godt være du får lov til at spille Rapunzel næste gang'. Det er også i den sammenhæng Trine Dyrholm tager den svenske skuespillerinde Noomi Rapace, der spiller Anna, bagfra med en stor sort penisattrap.

Overpyntet bryllupskage
Ingen vil heller kunne glemme Lars Kaalund som en meget sarkastisk teaterinstruktør, der ikke vil hyre Anna til en rolle fordi hun ikke er sexet nok. Det er i den sammenhæng, efter et aldeles hysterisk anfald fra Anna, at Kaalund udtaler de uforglemmelige ord: 'Det der er faktisk meget godt, men nu er det ikke en psykopat, vi har brug for'. Ingen vil heller kunne glemme Dejan Cukic i rollen som aldeles udmejet transvestit og bordelejer i en rolle, der ligner en mellemting mellem David Bowies transseksuelle udskejelser i 70'erne og en overpyntet bryllupskage.

Stritter i mange retninger
'Daisy Diamond' stritter med andre ord i mange retninger. Det er svært at gennemskue hvad filmen vil og skal og kan. Tilbage står en række scener, der er så langt ude, at man knap tror sine egne øjne, og havde de haft en mere præcis historie at hænge sig op på, kunne de have været aldeles uforglemmelige. Istedet er de havnet i en film, der først og fremmest understreger, at Simon Staho bestemt ikke gør livet nemmere for sig selv - eller for sit publikum.