De unge år

Drillepinden slår til igen

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Det er godt nok en mærkelig størrelse, det her. Og den eneste måde, filmen 'De unge år' rigtig giver logik og mening, er som vidnesbyrd om den enorme tyngde Lars von Trier har i den danske filmverden. I princippet kunne resten af verden være forholdsvis ligeglad med Triers oplevelser som studerende i starten af 1980'erne på det perifere fænomen, der hedder Den danske Filmskole. Og i det store hele er resten af verden formentlig fuldstændig ligeglad med Triers oplevelser som han fremlægger dem i sit manuskript til filmen 'De unge år'. Men nu har Trier altså skrevet sit manuskript og Jacob Thuesen har sat det i scene, som om det var det mest naturlige i verden, at dansk films store excentriske geni får sine oplevelser på filmskolen foreviget.

Ualmindelige grovkornet humor
Hvad skal vi bruge filmen 'De unge år' til? Hvad vil den os? Først og fremmest er det en morsom film, fuld af ualmindelig grovkornet humor, der udstiller filmmiljøet som en verden af selvfede, selvtilfredse ego'er, der ikke kan finde ud af meget andet end at mele deres egen kage. Det er præcis den lære, filmens hovedperson, Lars von Triers alter ego, den unge uskyldrene Erik Nietzsche, når frem til undervejs, hvor han smider sin usikkerhed og uskyld. Det er altsammen mægtig skægt og underholdende, men det fortæller os nu nok ikke hele den karikerede sandhed om et filmmiljø, hvor Lars von Trier ikke havde nået den position han har, hvis ikke adskillige mennesker havde set en pointe i at støtte hans umiskendelige talent uden smålig skelen til egen vinding.

En forsamling narrehatte
Hvis man er rigtig nærtagende, kunne man påstå, at 'De unge år' er en uforskammet og uretfærdig og endda usand udstillen af det danske filmmiljø. En stor del af, ja, måske endda alle de medvirkende i filmen, er baseret på virkelige personer som Lars von Trier stødte ind i på Filmskolen, men de har utvivlsomt alle fået en ordentlig omgang karikaturtegning, for større forsamling narrehatte er ikke set på dansk film siden Lars von Triers egen 'Idioterne'. Hvorfor er det interessant eller givtigt at se filmmiljøet udstillet som en tosseanstalt?

Drillepinden Trier
I princippet er det jo altid givtigt at få lov at grine igennem, og der er adskillige morsomme scener i filmen. Og når man har grinet af er det bestemt ikke en uinteressant pointe, at den unge og uskyldige Erik Nietzsche først og fremmest bruger filmskolen til at lære at den eneste farbare vej frem i Filmverdenen er at spidse sine albuer grundigt. Men at beskrive filmverdenen, en i princippet fattig branche fuld af ildsjæle, som de spidse albuers land, giver ikke 100 procent god mening. Den eneste vinkel, det rigtigt giver mening at anskue 'De unge år' fra, er som endnu et stykke alvorsfuldt spøg & skæmt fra drillepinden Lars von Trier. Det er en film, der river og stikker i sund fornuft og som på ingen måde giver 100 procent mening, sådan som tilfældet har været med Trier-værker som streger-på-gulvet-filmene 'Dogville' og 'Manderlay' og ikke mindst komedien 'Direktøren for det hele'.  Det er mærkelige film, der udfordrer på flere leder og kanter, og som balancerer på en aldeles snoet linie mellem avantgardisme og absurd komik.

Selvfed og selvoptaget
Lars von Trier vil formentlig, eller forhåbentlig, være den første til at indrømme, at 'De unge år' har et voldsomt og urergerligt narcisstisk element, og at den der står allermest selvfed og selvoptaget af alle filmens selvfede personager når filmen er omme, er Lars von Trier selv. Men det fortæller også temmelig meget om selvforståelsen i den danske filmverden, at man forestiller sig at det brede publikum er interesseret i sådan en omgang navlepilleri. 'De unge år' er indspist og indavlet i en grad, så vi sjældent har noget lignende i dansk film, og for så vidt har filmen en meget begrænset målgruppe, nemlig filmmiljøet selv.

Genial drillepind
Men måske er det hele Triers joke med filmen, at han ved at udstille og karikere det danske filmmiljø, får trukket selvsamme miljø ved næsen og får det til at udstille sin egen selvfedme ved at omsætte Triers egen joke til en spillefilm? Måske er det kun én af mange practical jokes ved filmen. Måske er en anden af dem, at der nu sidder en anmelder og stille en masse spørgsmål og belemrer radiolyttere med dem? Måske er en tredie, at det er lykkedes Trier at gøre den egentlig instruktør af filmen, Jacob Thuesen, til en ren statist i en film, som vi formoder er et resultat at den krøllede hjerne i den geniale drillepind, Lars von Trier?
Det eneste, der er sikkert og vist med den her besynderlige film, er, at drillepinden Lars von Trier har slået til igen med uhyre stor præcision, og at Jacob Thuesen har været ham en særdeles kvalificeret assistent.