Den sorte pimpernel
En hørm af europudding
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Egentlig er det ikke spor pænt at tilsvine en film, der opfordrer til større medmenneskelighed i denne forvirrede og brutale verden. Egentlig burde man jo sige, 'fint nok, filmen er noget forfærdeligt slam, men den går jo til et godt formål'. Og man burde stille spørgsmålet 'hvad er filmkunst værd i forhold til kunsten at redde andre menneskers liv?'
Det burde man, men så simpelt er det naturligvis ikke. Efter at have set 'Den sorte pimpernel' begynder man meget hurtigt at fundere over om ikke filmens budget på hele 18 mio kroner havde været givet meget bedre ud, hvis de bare var blevet doneret til menneskeretsorganisationen Amnesty International. Og man begynder at fundere over om man som filmanmelder ikke har den triste, men vigtige pligt, at opfordre biografgængere til at sende 75 kroner til Amnesty istedet for at miste al interesse i menneskelig godgørenhed ved at udsætte sig selv for 'Den sorte pimpernel'.
Barske overvejelser
Det er barske overvejelser, men 'Den sorte pimpernel' er edderbankme også en barsk oplevelse at komme igennem. Der er ingen tvivl om at beretningen om den svenske diplomat, Harald Edelstam, der reddede hundrede af menneskers liv da militær-juntaen tog magten i Chile i 1973, er en god og fascinerende og lærerig historie. Det er en fremragende historie endda, fuld af naturligt drama, lige til at plukke løs af.
Af uransagelige årsager har folkene bag filmen, den amerikanske manuskriptforfatter og det svenske instruktørpar Ulf Hultberg og Åsa Faringer, ikke troet på at Edelstams historie var dramatisk nok i sig selv. Det havde været en fornøjelse at se historien om Edelstam blive fortalt med ligeså stringent, underspillet ro som den lignende film 'Hotel Rwanda' fra 2005, hvor dramaet var så enormt medrivende fordi historien bare fik lov at fortælle sig selv. Men trioen bag 'Den sorte pimpernel' har istedet valgt at lade filmen springe fra dramatisk højdepunkt til dramatisk højdepunkt, fuld af teatralske metaforer og billige effekter. Det virker fx aldeles unødvendigt og utilsigtet komisk, at vores helt, ambassadør Edelstam hele tiden skal holde chilenske småbørn eller katte i armene, selv i pressede situationer. Vi har li'som fattet at manden har et stort og varmt hjerte.
Kuldsejlet kærlighed
Endnu mere generende er det, at filmen konsekvent og konstant postulerer, at Edelstams medmenneskelige indstilling hænger uløseligt sammen med hans kvinderobringer. Han flirter til højre og venstre med tre kvinder gennem hele filmen, uden at det på noget tidspunkt lykkes filmen at servere en tilnærmelsesvis troværdig sammenhæng mellem Edelstams kuldsejlede kærlighed under 2. verdenskrig og hans stor dåd under og efter militærkuppet i Chile.
Læg dertil at 'Den sorte Pimpernel' hørmer langt væk af begrebet europudding, et fænomen, der grundlæggende betyder, at filmen er kommet til verden med penge fra flere lande og derfor skal opfylde flere nationaliteters krav. Det kan lyde uskyldigt, men som regel har det den frygteligt irriterende konsekvens at filmens figurer taler engelsk med en mærkværdig accent, der ligger midtvejs mellem samtlige involverede lande.
Teatertordnende diktion
I tilfældet 'Den sorte pimpernel' havde det givet filmen den største troværdighed, hvis skuespiller havde talt samme sprog, som de virkelige figurer, de portrætterer, altså svensk og spansk, ikke engelsk. At to svenskere taler gebrokkent engelsk til hinanden er simpelthen så tåbeligt utroværdigt, at det ikke er til at holde ud at se på. Derudover bliver replikkerne ofte serveret med en mærkeligt kantet teatertordnende diktion, som forvirrer meningen med ordene, formentlig fordi de svenske og mexicanske skuespillere og de svenske instruktører mangler fornemmelse for det engelske sprog.
Det er umådelig svært at finde noget positivt at sige om 'Den sorte Pimpernel' - altså udover at filmen er lavet med et tydeligt ønske om at bringe det bedste op i menneskeheden. Det er et smukt ønske, så absolut, men det er en kæmpe misforståelse at tro, at gode viljer og ønsker også nødvendigvis giver gode film.