Det gyldne kompas

Kaskader af flot action

Anmeldt af Thomas Holmby Hansen

Selv for de bedste er det svært - det med at filmatisere de gode bøger. Og når det handler om fantasy er der den ekstra dimension med, at man også lige skal have et univers op at stå, der ikke er helt som vores. Og hvad gør man så - ja, der er to veje at gå. Enten skal man skære nogle ordentlige lunser af sidebenene og kaste det på møddingen, for i stedet at holde sig til den helt centrale del af historien, der så kan få mere plads og dybde. Eller også kan man vælge den anden vej - at skære dybderne væk og i stedet levere en kaskade af flot action og utålmodig fremdrift for at nå i mål med alle pointer og relationer. Desværre må man konstatere, at man i 'Det Gyldne Kompas' har valgt det sidste.

Støv i det høje nord
Ikke at 'Det Gyldne Kompas' er en dårlig film - slet ikke. Der er masser af godt stof i historien om 12-årige Lyra, der tror sig forældreløs og bor på Oxford-universitetet, hvor hun drøner rundt og laver ballade med sin bedste ven, Billy. Det sker i en verden, der på mange måder er tæt på vores, men ikke helt. F.eks. har alle mennesker en daimon - et sjælsdyr, der altid er lige ved siden af, og som man kan snakke med. En dag kommer Lyras onkel - den opdagelsesrejsende Lord Asriel - spillet af Daniel Craig -  på besøg på universitetet for at fortælle om et nyt fænomen han har konstateret, nemlig støv. Et drys fra en anden verden, der falder fra himlen ned på folk - særligt oppe i det høje nord. Det er en viden med store perspektiver. Tænkt nu, hvis man kan rejse mellem verdenerne - for en opdagelsesrejsende er det den ultimative drøm.

En lammende udstråling
Men Lord Asriel er ikke den eneste der vil mod Nord og støv igen. Det finder Lyra ud af på universitetet, der en dag får fornemt besøg af Mrs. Coulter. Hun er ikke bare smuk, hun er stilfuld og med en næsten lammende udstråling på især mændene rundt om universitetets højbord. Lyra kan ikke andet end at beundre Mrs. Coulter - spillet af Nicole Kidman - og bliver euforisk, da hun bliver tilbudt at komme med på en ekspedition mod nord. For Lyra er der også opstået en anden god grund til at tage mod nord. Deres samfund er plaget af Snapperne - børneranere, der især napper de fattige og forældreløse børn. Ingen ved, hvad snapperne gør ved dem, men det tyder på, at de tager dem med mod nord. Og snapperne har taget Lyras bedste ven - som hun har lovet at redde.

En fin og eventyrlig dame
Inden Lyra tager af sted, får hun en sjælden gave af universitetets rektor, et gyldent kompas. Hvem ville ikke gerne have stukket sådan et gyldent kompas i hånden. Et Aleithiometer kaldes det også - og med det i hånden kan den rette person læse sandheden og fremtiden. Først undrer Lyra sig da hun får at vide, hun ikke må vise det til mrs. Coulter, men det viser sig hurtigt, at Mrs. Coulter ikke bare er en fin og eventyrlig dame. Hun er en del af magistratet - kirkens organ. Og hun er ude efter Lord Asriel, for folket skal ikke have viden om støv, da hele tanken om flere parallelle verdener er i modstrid med den sandhed, kirken prædiker.
Og her aner vi jo nok , hvorfor den rigtige verdens katolske organisationer allerede nu har været ude med riven efter Det Gyldne Kompas. For her bliver de igen udstillet som skrupelløse sandhedsundertrykkere - og i øvrigt med en aktiv rolle i børnekidnapningerne.

Panserbjørnen Iorek Byrnisson
Magistratets store beskidte rolle i fortællingen er en af de ting, der har fået lov at stå stærkt i filmen. Værre ser det ud med alle de personlige relationer, som Lyra knytter på sin vej mod nord. Hun knap nok når at møde folk, før de er parat til at gå i døden for den lille pige. Som da hun første gang ser panserbjørnen Iorek Byrnisson, lige bruger det gyldne kompas til at finde hans konfiskerede rustning. Panserbjørne er skræmmende, de er lejesoldater uden samvittighed - men mere skulle der ikke til i filmen, ligesom de næsten mytiske hekse, der også bare dukker op.

Overbevisende visuel verdensopbygning
Hvad man i bøgerne som læser afdækker og efterhånden erkender sammen med Lyra bliver for en stor dels vedkommende kørt af som en faktaboks inden filmen rigtig går i gang - mens Lyra for sit vedkommende møder den ene gruppe mennesker efter den anden, der tager del i hendes kamp for at redde de stjålne børn fra deres grumme skæbne og som alle ved, at Lyra er dette helt særlige barn, der vil afgøre skæbnen for ikke bare vores verden - men også for adskillige andre parallelle af slagsen. Og vores lille heltinde går fra sejr til sejr sammen med gruppen af rygklappere. Filmen varer knap to timer, og for en gangs skyld sad jeg tilbage i biografen med fornemmelsen af, at den faktisk ville være blevet bedre ved at være lidt længere og dermed kunne blive lidt dybere - og det havde givet til at nyde den overbevisende visuelle verdensopbygning, filmen også byder på.

Op mod de episke højder
Vi efterlader til slut Lyra hængende i et luftskib på vej mod nye eventyr, og ambitionen er da også, at de to næste bøger i trilogien skal filmatiseres, hvis 'Det gyldne Kompas' sælger billetter nok. Det håber jeg da på, for der er stil og klasse nok over denne her film til, at jeg vil glæde mig til den næste. Men til den tid skal der tages anderledes fat om de dybere lag i historien, om Lyras erkendelsesrejse, om konflikten med at hade dem man burde elske allerhøjest, om religionens undertrykkelse af nye opdagelser, der giver andre sandheder. Hvis det sker, kan trilogien - også på film - nå op mod de episke højder. Hvis det ikke sker, bliver filmene ligegyldig metervare.