Djævelens advokat

Der mangler orden i kaos

Anmeldt af Per Juul Carlsen

'Virkeligheden overgår fantasien', siger man, og det er ganske sandt. Og nogle gange er virkeligheden så langt ude, at selv ikke den største rablende knaldhat kan finde nogen sammenhæng i sagerne. Hvis nogen havde udtænkt en fiktiv historie om en fransk advokat, der påtager sig de mest umulige sager i fransk retshistorie fra 1955 og frem, ville ingen overhovedet overveje at bruge tid på at høre den.

Terrorist-celebrities
Men nu er historien tilfældigvis ganske sand - og så må dokumentaristerne træde til for at finde sammenhæng i beretningen om Jacques Vertés, den besynderlige advokat, der påtog sig at forsvare algierske terrorister/frihedskæmpere i 50'erne, palæstinensiske terrorister/frihedskæmpere i 60'erne, tyske venstrefløjs-aktivister i 70'erne samt terrorist-celebrityen Carlos og den formodede franske naziofficer, Klaus Barbie - allesammen sager, som de fleste advokater ville holde nallerne langt fra. Men altså ikke Jacques Vertés.

Grundig og velresearchet
Hvorfor ikke? Det er der flere mulige forkla-ringer på, ifølge den iransk-fødte instruktør Barbet Schroeders meget grundige og velresearchede og spændende dokumentarfilm, 'Djævelens advokat', men det er samtidig filmens svaghed, at den aldrig får sorteret og fortolket alle sine oplysninger fra vidner og analytikere. Barbet Schroeder og hans filmhold har talt med afsindigt mange mennesker, der alle taler om afsindigt mange forskellige begivenheder og personer. Det kræver en veltrimmet fysik at holde tungen lige i munden hele filmen igennem, og til sidst sidder man tilbage med en lang række oplysninger om nogle af de mest fascinerende begivenheder gennem de seneste 50 års europæiske historie, men der mangler et apparat til at sætte oplysningerne i system. Sagt på en anden måde er 'Djævelens advokat' en fantastisk grundig dokumentation, men den er ikke noget mønstereksempel på god kommunikation. Den er et imponerende blik udover brændpunkterne i den nyere verdenshistorier - altsammen fortalt gennem én mand - men den er ikke noget helstøbt portræt af Jacques Vertés, den mand, den foregiver at portrættere.

Sammensat og uudgrundelig
Det skyldes muligvis at instruktøren Barbet Schroeder, en erfaren herre på 66 år og med en lang filmkarriere bag sig, har vurderet at Vertés er så sammensat og uigennemskueligt et menneske, at det var umuligt at give et helstøbt portræt af mennesket bag Djævelens advokat. Eller måske har Schroeder mest af alt været interesseret i at følge alle de uudgrundelige og nærmest komiske bevægelser og tråde, der går gennem terrorist/frihedskæmper-miljøerne siden 2. verdenskrig: Gamle nazister, der bliver venner med palæstinensiske terrorister/frihedskæmpere. Stasi-agenter med stærke bånd til venstrefløjsaktivister. Berygtede lejemordere, der sviner andre mennesker til som løgnere og kujoner. Advokater, der tænder seksuelt på unge kvinder med adskillige mord på uskyldige på samvittigheden. Det er et, bogstavelig talt, satans rod af hændelser, der bliver rullet op i 'Djævelens advokat' takket være vidneudsagn fra gamle terrorister, frihedskæmpere, lejemordere, advokater og journalister.

Det franske herrefolk
Under alle omstændigheder bliver motivationen for Jacques Vertés forsvar af mennesker, der i det meste af den øvrige verden bliver betragtet som udskud eller djævle, aldrig præciseret. I starten af filmen bliver Vertés baggrund som halvt franskmand, halvt vietnameser beskrevet og han nævner hvordan synet af det franske herrefolk, der til enhver tid havde førsteret fremfor de infødte i det daværende franske Indokina, vakte en grundlæggende vrede i ham. Og tilsidst i filmen understreger Vertés, at han til enhver tid bliver vred når han ser en gruppe mennesker torturere, fysisk eller psykisk, et forsvarsløst menneske.

Det søde liv
Der ligger altså personlige oplevelser bag Vertés socialistiske verdenssyn og hans forsvar for mennesker, der står med ryggen mod muren, hvadenten det er algierske oprørere eller en nazi-bøddel som Klaus Barbie, der i 1984 blev dømt for krigsforbrydelser i Frankrig.
Samtidig understreger Barbet Schroeders film, at Vertés også er en levemand, der aldrig selv ville kunne holde ud at leve som frihedskæmper under jorden og spise mugne kiks og dåsemad. Han er for glad for god mad og god vin og det søde liv. Og da det bliver dokumenteret at Vertés simpelthen forelsker sig i to kvindelige klienter, der står anklaget for mord på mange uskyldige, tegner der sig unægteligt et billede af et meget særpræget og meget sammensat menneske.

Uudgrundeligt og fascinerende
Det har helt klar været muligt for Schroeder at grave længere ned i det her spøjse menneske. Der er mange spørgsmål omkring Vertés, der ikke bliver stillet i 'Djævelens advokat'. Og det, der tilsidst står tilbage, er derfor først og fremmest et uudgrundeligt og fascinerende billede af en kaotisk verdensorden, hvor begreber som retfærdighed og moral er fuldstændig gået i opløsning - ikke mindst hos vores hovedperson. Det er i sig selv et yderst spændende dokument. Men det havde nu alligevel pyntet på oplevelsen af 'Djævelens advokat', hvis Barbet Schroeder havde forsøgt at skabe en eller anden klar form for mening i kaos.