Dobbeltspil - Sleuth

Aldrig bedre end sin tagline

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Nu om dage har film jo en tagline, en enkelt lille skæg eller spidsfindig sætning, der både skal opsummere en film og skabe nysgerrighed hos de filminteresserede mennesker, der står foran biografen eller i en videobutik. Man kan altid læse dem på filmplakaten eller dvd-omslaget lige over eller under selve titlen. De står med lidt mindre bogstaver end selve filmens titel. Langt de fleste taglines har ingen virkning og bliver glemt hurtigere end man har nået at læse dem færdig, men enkelte af dem virker. De er så slagkraftige, sjove eller inspirerende, at man ikke glemmer dem igen.

En nøgle til filmen
Et af filmhistoriens mest berømte taglines hører til gyserrumfilmen 'Alien'. 'I rummet kan ingen høre dig skrige', lyder det - ganske effektivt. Herhjemme hører en af de bedste taglines til Nicholas Winding Refns 'Pusher'. Den lyder 'Du har ikke en chance - grib den'. Det er ikke stor poesi, men på en eller anden måde beskriver sætningen det håbløse i det lille gran af optimisme, der driver filmens hovedperson, pusheren Frank, i hans forsøg på at betale en gæld.
Taglinen til den engelske teaterfilmatisering, 'Dobbeltspil', er også iøjnefaldende, men mest af alt fordi den skiller sig ud. Den er en slags nøgle til filmen. Den er end opfordring - eller udfordring - til publikum. 'Følg reglerne', lyder den kort og godt, og så ved vi som publikum, at vi står overfor en film, der har tænkt sig at lege med os.

Konstant sat på spidsen
Det ironiske, og triste, er, at den her tagline forholdsvis hurtigt viser sig at være mere inspireret og intelligent tænkt end selve filmen. Der går, med andre ord, ikke lang tid før filmens spilleregler bliver mere end irriterende at følge. Lad gå, at den ene af filmens kun to skuespillere, modeikonet, kvindebedåreren og celebrityen Jude Law, overspiller helt hysterisk i flere af filmens nøglescener. Det har han gjort før. Værre er det, at filmens dialog konstant er sat på spidsen, konstant er ladet med underliggende trusler og udfordringer mellem de to hovedpersoner. Som publikum er det meget svært ikke at bemærke, at de to mænd i hovedrollerne er i gang med at varme op til en duel på liv og død, og det virker som det rene hysteri at understrege deres kamp i næsten hvert eneste ord.

Post-puritanske sjofelheder
Endnu mere irriterende er det, at filmens dialog lider under briternes mærkeligt forkrampede, post-puritanske forhold til sex og sjofelheder. De to ellers så dannede hovedpersoner i filmen smider eder og tilsvininger i hovedet på hinanden med en tone, der placerer sig et underligt sted mellem gadedreng og gentleman. Som to haner i kamp kalder de fx hinanden prick, altså 'pik' med en forbavsende insisteren, som om forfatteren, den nobelpris-belønnede dramatiker Harold Pinter, konstant skal vise os hvor vovet og udfordrende han tør være ved at bruge sjofelheder.  Det kan med garanti gøres mere elegant.

Konsekvent formeksperiment
Og så er der de der spilleregler, som filmens tagline hentyder til. De to hovedpersoner, de to eneste figurer i filmen, er to mænd, der slås om en kvinde, man aldrig ser. Vi har altså at gøre med et konsekvent formeksperiment af den slags teaterverdenen elsker fordi den kan placeres i samme kulisser på en scene. Den ene mand er en succesrig aldrende krimiforfatter, spillet af veteranen Michael Caine, i et enligt kæmpehus. Den anden er en ung skuespiller, der er flyttet sammen med den aldrende krimiforfatters unge kone, og som nu opsøger hendes mand for at finde ud af hvorfor manden ikke vil skilles.

En tydelig fælde
Efter lidt trasken rundt i forfatterens labyrintiske hus og en håndfuld fornærmelser til højre og venstre tilbyder forfatteren den unge skuespiller en fuldstændig åndssvag plan, der går ud på at skuespilleren skal stjæle nogle smykker og sælge dem til en hæler. Det skulle give så stort et udbytte, at konen ikke har nogen grund til at lade sig skille. Planen er så tydelig en fælde, at selv ikke Fedtmule ville hoppe på den, men skuespilleren æder den guddødemig. Allerede her, efter små 20 minutter, bliver det meget svært at følge opfordringen til bare at følge filmens regler.
Endnu værre bliver det, da det bliver skuespillerens tur til at opfinde nogle spilleregler, som forfatteren skal hoppe på. Selv ikke en feberramt og stangstiv udgave af Fætter Vims ville hoppe på de spilleregler, skuespilleren nu disker op med. Og sådan fortsætter de to menneskers julelege indtil der pludselig lægges et absurd homoseksuelt filter ind over deres indbyrdes forhold. Her bliver spillereglerne så gennemført åndssvage, at man ikke engang gider bruge kræfter på at funder over hvad meningen med historien er.
Skrevet af Harold Pinter. Instrueret af Kenneth Branagh. Spillet af Michael Caine og Jude Law. Lutter velrenommerede navne fra den hæderkronede britiske teaterverden står bag et overspillet og til overflod konstrueret drama, som det knap er muligt at sige noget godt om. Altså bortset fra filmens tagline.