Ekko

Hvor blev Anders Morgenthaler af?

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Hov, hvad skete der? Da tegneren, forfatteren og filminstruktøren Anders Morgenthaler debuterede forrige år med animationsfilmen 'Princess' var det som en modig og udfordrende instruktør med hovedet fuld af nye idéer. Aldrig havde vi set noget som 'Princess' før, en voksen-tegnefilm om en mand, der drager hævnende og hærgende gennem pornoindustrien. Det var en film, der lovede godt for Anders Morgenthalers selvstændige og næsten flabede indgang til filmmediet.

Respektfuld overfor klichéerne
Og nu, halvandet år senere, er Morgenthaler tilbage med en film, der er præcis lige så respektfuld overfor klichéerne som 'Princess' var udfordrende. Mens 'Princess' var noget helt nyt, er 'Ekko' noget aldeles velkendt, en psykologisk gyser af den slags hvor almindelige hverdagspsykoser, traumer og angstanfald bliver serveret som æstetik i flotte billeder. Den slags begyndte instruktører som Jacques Tourneur, Alfred Hitchcock og Roman Polanski at lege med for godt et halvt århundrede år siden, og dengang var det en revolution med helt nye temaer i filmsproget. Siden er den psykologiske gyser blevet godt og grundigt udpint, ikke mindst i filmfabrikken Hollywood, mest af alt som en undskyldning for at fryde publikum med gys og chok uden at skulle fortælle historier om søgte og barnagtige fænomener som spøgelser og bussemænd.

Sofistikeret gyserindpakning
Baggrunden for 'Ekko' er ellers god og spændende nok. Den er et forsøg på at beskrive fædrende kærlighed og den frustation og desperation mænd kan ende i, når kærligheden til deres børn ikke kan få frit løb ad naturlige kanaler, som fx når et forældrepar går fra hinanden og faderen mister forældreretten. Det er glimrende tema, der kan angribes på mange måder, og det er bestemt ikke underligt at Morgenthaler og hans medforfatter Mette Heeno har valgt at gå langt udenom den klassiske danske model, den jordbundne socialrealisme, og istedet fortælle historien om fædrekærlighed i en sofistikeret gyser-indpakning. Blot utroligt frustrerende at se hvordan den ene velkendte løsning efter den anden bliver rullet frem.

Regelret og velkendt
Som fx da den fraskilte politimand Simon bryder ind i et øde sommerhus sammen med sin 6-7 årige sin Louie, som er uanende om at far har kidnappet ham efter at have mistet forældreretten. Mens farmand roder med at få strøm nede i kælderen går lille Louie og roder i det mørke sommerhus, og da strømmen endelig kommer bringer det selvfølgelig nogle chok med sig. Så kan ingen være i tvivl om hvor filmen vil hen. Ligeså regelret og velkendt er det, at Simon ikke fortæller drengen sandheden, men bilder ham ind at de er på ferie sammen. Så ved vi, at drengen vil løbe ubekymret rundt og uforvarende give den ængstelige Simon problemer. Og vi ved at drengen på et tidspunkt vil opdage hvordan tingene hænger sammen og derved skubbe dramaet videre.
Og vi er helt ovre i afdelingen for tykke klichéer da Simon begynder at se små drenge gemme sig rundt omkring i dunkle kroge af sommerhuset, og da det viser sig, at Simon har tilbragt sine barndomsår i sommerhuset. Så begynder det hele at hænge sammen på den klassiske psykologiske gyser-måde.

Hitchcock'sk suspense
Det er også et velkendt kneb at der skal noget seksuel energi ind i historien fra en udefra kommende figur, i det her tilfælde en seksuelt frisindet kassedame fra det lokale supermarked. Hun springer meget kontant og anmassende ind i historien i en scene, som en gang for 50 år siden ville have været original i sin Hitchcock'ske suspense, men som nu i er blevet lavet millioner af gange i forskellige variationer i Hollywood. Mens Simon forsøger at købe ind i supermarkedet uden at blive opdaget og vælter varer på gulvet i ren befippelse, opdager Louie at han og hans far er på forsiden af Ekstra Bladet. Louie piller lige så stille forsiden af avisen, mens hans far storsvedende forsøger at betale kassedamen, der af en eller anden grund begynder at rable løs om den tysker hun havde sex med sidste år. Og koldsveden løber i spandevis ned ad Simon da bestyreren af supermarkedet råber ad ham og kommer gående mod ham med et alvorligt ansigtsudtryk. Heldigvis viser det sig, at Simon bare havde tabt sin pung. Puha, ingen opdagede noget, bortset fra den tossede kassedame, der godt kan se, at der er noget galt og som kort efter opsøger Simon og Louie. Her er vi så langt inde i et velkendt film-territorie, at man knap tror på at det er samme instruktør, der står bag 'Princess' og 'Ekko'.

Intet personligt fingeraftryk
Dermed ikke sagt, at der ikke er originale idéer i 'Ekko'. Filmens sensommerlandskab, med mørkeblå himmel og gyldenmodent korn, er smukt og frodigt beskrevet og Villads Milthers Fritsche er forfriskende levende og naturlig som stakkels lille Louie, der står overfor at skulle møde ekkoet af sin fars traumatiske barndomsoplevelser. Men som helhed er 'Ekko' en forbavsende uselvstændig film. Dygtigt håndværk, men netop kun håndværk. Der er intet personligt fingeraftryk eller en original indgang i sigte i 'Ekko'. Forhåbentlig træder Anders Morgenthaler igen i karakter med sin næste film.