Elizabeth - the Golden Age

Overdådig som bare fanden

Anmeldt af Per Juul Carlsen

To mennesker taler sammen. De er forelskede på et eller andet plan, ikke som to store skolebørn, der for første gang mærker en berusende zitren i kroppen ved en jævnaldrendes nærvær, men som to voksne mennesker, virkeligt voksne mennesker. Samtalen finder sted i slutningen af 1500-tallet, og vi ved af gode grunde ikke hvordan folk rigtigt talte til hinanden når de var forelskede for 500 år siden, men i det nye storladne engelske drama, 'Elizabeth - The Golden Age' er der ingen tvivl. Når den legendariske dronning Elizabeth den Første talte med søfareren Sir Walter Raleigh, manden, der bragte tobakken og kartoflen til Europa, foregik det ikke som to nervøse skolebørn, men som to verdensmennesker, nærmest på poetiske versefødder à la tidens stjerne-poet, William Shakespeare, med hvert ord afrundet af storhed og patos.

Guds nådige lys
Naturligvis er det et stort øjeblik. To historiske personer taler om en kærlighed, som aldrig vil blive fuldbyrdet eftersom en dronning kun kan gifte sig for at stifte politiske forbindelser og ikke med en almindelig engelsk søfarer. Det er ganske vist ren spekulation at Walter Raleigh og Elizabeth den første skulle være blevet forelsket i hinanden, men instruktøren Shekhar Kapur og hans forfattere tager chancen, og giver det historiske øjeblik alt hvad den kan trække.
Sådan er 'Elizabeth - The Golden Age' hele vejen igennem. Da en ung katolik dukker op for at myrde den protestantiske Dronning Elizabeth mens hun er i kirke, indhyller Shekhar Kapur dronningen i et himmelsk lys, akkompagneret af noget, der lyder som et englekor. Og da den unge mand endelig tager sig sammen til at trykke på aftrækkeren på sin revolver, sker der intet med Elizabeth. Guds nådige lys skinner på hende, så at sige.

Bulder og brag-klichéer
Ligeså bombastisk taler filmen da Elizabeths katolske kusine, Mary Stuart, bliver afsløret i at have medvirket til at planlægge attentatet på Elizabeth. Mary Stuart kunne have valgt at sukke og sige noget i retning af 'nå, okay, der fik i mig. det er jeg sgu ked af', men istedet får den igen alt hvad den kan trække af teatralsk pomp. 'Elizabeth - the Golden Age' føles i det hele taget mest som en operette. Musikken er storladen og buldrende, skuespillerne taler med enorme bogstaver i deres svulstige kostumer og når en scene virkelig svinger sig op til noget stort og pompøst, får den alt hvad den kan trække, inklusiv en af de store teatralske bulder og brag-klichéer, tordenvejret.

Selvfed alvor
Det er der ikke nødvendigvis noget i vejen med. Men hvor Shekhar Kapurs første Elizabeth-film fra 1998 serverede et mere elegant og afdæmpet udstyrsstykke om Elizabeths overgang fra ung tronarving til succesrig strateg midt i en umådelig svær periode, springer 2'eren 'The Golden Age' fra pompøst højdepunkt til pompøst højdepunkt, frodigt og overdådigt som bare fanden i enhver henseende, jovist, men også så overlæsset med betydning og selvfed alvor at den ofte ender på grænsen af selvparodi - og ihvertfald føles mere som en oppustet operette end som en film, der vil gøre nutiden klogere ved at servere et vidnesbyrd fra historien.

Stærke og overlegne
Nedenunder beretningen om Elizabeths svære balancegang mellem protestanter og katolikker, serverer Kapur nemlig en spejling, hvor det er meget svært ikke at se de spanske katolikker i filmen som vor tids muslimer mens de britiske protestanter som vor tids kristne. Eller også er det omvendt. Det står ikke helt klart. Datidens svar på amerikanerne, de stærke og overlegne, var nemlig de yderst gudfrygtige spaniere, hvis fundamentalistiske og fromme konge, Filip, opfattede sig selv som Guds forlængede arm. De mere afslappede protestanter i England derimod, er mere at sammenligne med vore dages underhund i mellemøsten. Det er med andre meget svært at se hvilken politisk parallel Shekhar Kapur egentlig vil servere os midt i sin oppustede operette.