Et sikkert hit
Både oplagt og åndssvag
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Til tider kan man blive chokeret over hvad Hollywood kan finde på at bygge en film over. Som fx i tilfældet 'Et sikkert hit'. Der er masser af komisk potentiale i en historie om en mand, der engang var den ene halvdel af en populær popduo, men som siden forsvandt i glemselen mens hans makker blev berømt. Den slags mennesker findes jo i virkeligheden, og der er som bekendt noget ganske komisk over Andrew Ridgeley, der var den ene halvdel af 80'er-popduoen Wham!, inden han forsvandt sporløst mens George Michael gik solo på yderst succesfuld vis.
Så langt så godt er det ikke svært at følge den romantiske komedie, 'Et sikkert hit'. Der er rigeligt med komisk guf i den afdankede popstjerne, Andy Fletcher, spillet af Hugh Grant, der kæmper ihærdigt for at få gang i karrieren igen mens han synger sine 20 år gamle hits i slidte forlystelsesparker, foran kvinder, der var teenagere i 80'erne.
Blød porno
Det er heller ikke svært at forstå hvorfor filmen vil bygge satire over nutidens popstjerner, helt præcist teenagesangerinder à la Britney Spears og Jessica Simpson, der prædiker kernesunde værdier altimens de optræder i sammenhænge, der for blot få år siden ville blive rubriceret som blød porno. I 'Et sikkert hit' bliver de repræsenteret af Cora Corman, en langbenet blond skønhed, der sværger til buddhisme, omend hun ikke har sat sig dybere ind i sagerne end at hun tror Dalai Lama faktisk er en rigtig lama. Det er også ganske logisk og fornuftigt, at 'Et sikkert hit' satiriserer over musikindustrien ved at give Andy Fletcher 5 dage til at levere et helt nyt hit til Cora Corman, der desperat mangler et enkelt nummer med en helt ny og frisk sound til sit kommende soloalbum. Den slags tåbeligheder er ikke helt usandsynlige i pladebranchen.
En oplagt satire
Så langt er 'Et sikkert hit' en oplagt satire over musikindustrien. Men så udvikler filmen sig minsandten til at blive en ufrivillig parodi på Hollywoods vanetænkning. Den oplagte satire over musikbranchen kommer nemlig på en umage blind date med en af Hollywoods mest udpinte genrer, den romantiske komedie. Og uvist af hvilken besynderlig årsag skal popvraget Andy Fletcher parres med en mærkelig skabning ved navn Sophie Fisher, spillet af Drew Barrymore. Det er i sig selv aparte nok at kvindemennesket dukker op i historien som vikar for den dame, der plejer at komme og vande Fletchers blomster. Endnu mere kejtet er det at Fletcher hyrer hende som den tekstsmed, han så desperat behøver for at kunne skrive sit potentielle hit til Cora Corman. Og helt igennem bøvet bliver det, da Sophie Fisher viser sig at have et lig i lasten. Hun havde en affære med en litteraturprofessor, der glemte at nævne at han havde en kone og da konen opdager affæren skynder litteraturprofessoren at skrive en bog om en ung litteraturstuderende, der forsøger at bolle sig til talent via en dygtig litteraturprofessor. Den dubiøse bog bliver en bestseller og derfor er Sophie endt som en kuldsejlet kvinde, der lever af at vande blomster.
Ufattelig åndssvag konstruktion
Den konstruktion er så ufattelig åndssvag, at man knap tror sine egne øjne. På den ene side er 'Et sikkert hit' altså en indlysende satire over popbranchen, på den anden side er den et glimrende eksempel på hvor tåbelig Hollywood kan se ud når vanetænkningen får overtaget. Hugh Grant fungerer storartet som Andy Fletcher, Cora Corman er en velgennemtænkt figur og parodien på 80'ernes poplyd og ikke mindst poplook er ramt lige i plet. På det plan fungerer 'Et sikkert hit' fremragende og yderst velgennemtænkt. Samtidig er Sophie Fisher en elendig udtænkt figur, den romantiske side af historien er en ren skrivebordskonstruktion og det gør ikke det hele mere gnidningsfrit, at der dødpinemig skal afleveres en oneliner hvert tiende sekund hele filmen igennem. Det er alt for forceret.
Hvis nogen bare havde gjort sig umage med at udvikle figuren Sophie Fisher, kunne 'Et sikkert hit' være endt som en morsom og rammende og måske endda romantisk satire over musikbranchen. Nu er den mest af alt et eksempel på hvor langt ude Hollywood kan havne i jagten på en god og original historie.