Evening

En triviel lægeroman

Anmeldt af Dan Poulsen

'Evening' starter om ikke andet utroligt æstetisk og smukt. Et scenarie med roligt hav i solnedgang ved nogle klipper. En gammel dame i hvid natkjole kigger ud mod en lille sejlbåd, der driver roligt for brisen. I båden ligger en smuk ung kvinde. Det er den æstetiske start, der kameramæssigt i sig selv gør 'Evening' til en film, det vil være synd at se på noget så billedsmåt som et TV. Et scenarie, der på een gang er storladent og så samtidig i sit indhold noget, der kunne være illusstrationen til en lægeroman. Lidt hårdt sagt er det 'Evening's problem. Den hæver sig aldrig meget over en nemt komponeret lægeroman. Og dermed rammer den forbi minimum halvtreds procent af klodens befolkning.

Velfungerende cliffhangere
Den smukke kvinde i båden er selvfølgelig den gamle dame selv som ung. Og fra drømmebilledet ved havet går vi til sygesengen hvor den gamle dame ligger for døden, med hendes to døtre i nærheden. Her er nutiden.
Positivt om filmen skal også fremhæves at den i de første minutter får plantet et par velfungerende simple cliffhangere. I ved, den slags, der uden de store armbevægelser eller actioneksplosioner, giver een nysgerrighed efter at se hvor filmen fører hen: Døtrene overhører den sengeliggende mor sige at hun har slået en ihjel. I flashbackuniverset bliver den store klassiske romantiske sætning fyret af: Du er den sidste der kan forhindre brylluppet.

Smilende smuk
Filmen har en rollebesætning, der vil noget - og det er da også de navne, der er klasket stort op på lægeromanplakaten med store typer: Vanessa Redgrave, Meryll Streep og Toni Colette er nogen af dem. Mens hovedkraften Clare Danes er så smilende smuk at det i sig selv er grund nok til at blive siddende og se filmen til ende. Og selvom den mandlige hovedrolle, Patrick Wilson, ikke er et ligeså kendt filmnavn, så ser han insisterende godt ud og må have samme effekt på alle seere der kan lide mænd. Og han er vigtig; For 'Evening' er ved gud en film der - lissom lægeromaner - må have kvinder som primær målgruppe.

Snobbede veninder
Den smukke New Yorker kvinde ankommer i fortiden til det stinkende rige private mansion, der skal danne ramme om hendes bedste venindes bryllup. Og her møder vi så broren, moren, faren, gommen, de snobbede veninder m.fl. Alt fra fortiden flettet ind i nutiden - hvor Vanessa Redgrave ligger for døden og ind imellem taler - om det som ingen helt ved er fantasi eller virkelighed.
Filmen rammer i begyndelse som sagt en meget god balance mellem det forudsigelige og en pirren til nysgerrighed og egen tankekraft. Men meget hurtigt står det klart at intet her vil blive overladt til egne fornemmelser. Tingene bliver skåret helt ud i pap. F.eks. er det irriterende når de mange spring i tid, personer, i den døendes bevidsthed, skal have en forklarende replik med som: Det er ikke til at vide om det er virkelige personer eller en drøm din mor taler om.

Alkoholisk rigmandssøn
Det er som om at 'Evening fuldt og helt bygger på typer og begivenheder vi allerede kender til arketypisk udødelighed. Den alkoholiske rigmandssøn, der er uforløst under sin snerpede mor og strenge far. Den friske New Yorker pige der bare er så lys i sindet og positiv over for alle at hun ikke kan finde ud af det når hendes egne følelser virkelig er på spil. Og så - selvfølgelig - den fattige dreng der vokser sig smukkere og stærkere end de fleste. Og som bliver en dygtig læge. Uden ham ingen lægeroman. Alt i alt: Arketypisk udødelighed der - fordi de ikke overrasker det mindste - ender som at arketypisk kedelighed. Alle er de nemlig flettet ind i en historie - der da til tider er rørende, men uden at den bidrager med noget nyt eller for den sags skyld særlig interessant. En morale i filmen er at der overhovedet ikke findes noget, der hedder fejltagelser. Fordi, vi gjorde jo alle, i givne situationer, det der var nødvendigt at gøre for os selv på det tidspunkt. Og derfor kan det ikke kaldes en fejltagelse.

Triviel lægeroman
Det er selvfølgelig en rar og nem tilgang at have et liv hvor man ikke bebrejder sig selv, hvis man på den måde - hver gang man kan se i sin fortid et fodspor i spinaten, tænker og siger  - jeg gjorde hvad der var nødvendigt for mig. Men om det også er en relevant og klog morale at sende her til nutidens evigt tvivlende mennesker - eller lad mig bare sige det som det fremstår i filmen... de evigt tvivlende kvinder - det må være op til andre - gerne kvinder - at bedømme. For tiden er gået for den unge smukke Clare Danes der nu er blevet til Vanessa Redgrave på dødslejet. Erfaringer fra det liv er 1 minut i tolv suget ud af hende så hendes døtre - og alle andre kvinder - kan få et så lykkeligt liv som muligt. Det er hvad den trivielle lægeroman 'Evening' prøver at vise os.