Farligt møde

(Næsten) uberørt af tiden

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Grundlæggende er filmens idé lige så tidløs som den er enkel og fascinerende. To mænd, der ikke kender hinanden, mødes i et tog og den ene af dem analyserer sig frem til, at de begge gerne vil skille sig af med et menneske i deres omgivelser. Han serverer en lille morbid teori om det perfekte mord, om hvor genialt det ville være, hvis den ene slog den andens uønskede menneske ihjel - og omvendt. Der ville ikke være noget synligt motiv for politiet at gå efter. Den anden mand griner overbærende, men før han når at se sig om, har den første myrdet den uønskede person i den andens mands omgangskreds - præcis som de talte om i toget. Dramaet kan begynde ...

Intet gammeldags ved plottet
Der er altså intet bedaget eller gammeldags ved plottet i 'Strangers On a Train'. Temaet, der iøvrigt stammer fra Patricia Highsmiths roman 'Strangers On a Train' fra 1950, kan varieres i det uendelige - og det er ikke svært at forestille sig en moderne film over samme idé.
Det er ikke her, tidens tand har gnavet løs i 'Farligt møde'. Det har den heller ikke i Hitchcocks to hovedpersoner, den uskyldige, godmodige tennisstjerne, Guy Haines, og den psykopatiske fantast og rigmandssøn, Bruno Antony. Haines, der bliver spillet af Farley Granger, kan virke for kedelig og pæn, men det er han i princippet nødt til at være som det renskurede spejlbillede overfor tossen Bruno Antony i Robert Walkers skikkelse. Haines er os, det normale, moralske menneske. Antony er psykopaten i os, den der gør det, vi tænker, men ikke tør eller godt ved, vi ikke må. Og gennem hele filmen leger Hitchcock med dobbeltgænger og spejlbillede-temaet, også i Haines' kæreste, den smukke og godhjertede datter af en senator, overfor Haines' dumme amoralske sæk af en kone, der først kræver skilsmisse og trækker den i land, da hun opdager at Haines er begyndt at tjene formuer på sit tennisspil. Det er bestemt heller ikke tilfældigt, at Haines spiller tennis, en sport hvor to mennesker står som to spejlbilleder i næsten det samme tøj og gør næsten det samme.

Elegant, spiddende humor
Spejlbillede-temaet er også årsag til at psykopaten Antony ikke er noget gennemført dumt svin. Han laver fejl, han er kejtet, han er så at sige offer for sin egen psykopati, han bliver hjemsøgt af syner og dårlig samvittighed, som da han ved en fest skal prøve at demonstrere det smarte i at myrde en anden person ved at kvæle vedkommende og det pludselig sortner for hans øjne. Bruno Antony er med andre ord selve billedet på psykopaten i os alle. Den del af vores hjerne, der spekulerer i at skille sig af med nogen, der er os i vejen. Sådan vender og drejer Hitchcock med sædvanlig virtuositet den menneskelige psyke i 'Farligt møde'. Det er en helt igennem velkomponeret film, der flyder ubesværet afsted, akkompagneret af elegant, spiddende humor og drevet frem af små gennemtænkte twists i handlingen.

Utilsigtet komisk præg
Kun på enkelte punkter har den 56 år sat deres uheldige spor. I scenen i begyndelsen af filmen, da Antony kvæler Haines irriterende kone, færdes Antony ualmindelig tæt på konen, der tydeligvis er interesseret, og alligevel opfatter konens to mandlige venner ikke det mindste, selv ikke da Antony og Haines kone taler kort sammen. At de to mænd er så uopmærksomme er ikke bare stærkt usandsynligt - det giver også scenen et mærkeligt klodset og utilsiget komisk præg. Endnu værre går det i slutscenen, hvor dobbeltmennesket Haines og Antony tager det endelig opgør på en karussel i en forlystelsespark. En politibetjents finger sidder meget, meget løst på hans pistols aftrækker da Haines løber hen for at overfalde Antony på karussellen. Betjenten skyder, helt unødvendigt, og rammer føreren af karussellen, der hiver gashåndtaget i bund. Pludselig drøner karussellen af sted med en vanvittig fart, hvorefter børn bliver gidsler i Haines og Antonys slagsmål ombord på karussellen. Farten på den løbske karussel er i sig selv så abnorm og absurd, at det er forstyrrende komisk. Det er muligt at den scene havde været helt almindeligt spiselig i 1951. Nu om dage er den et ud af et par forstyrrende elementer i en film, der ellers fungerer upåklageligt, næsten uberørt af det mærkelig uforståelige fænomen, vi kalder tid.