Ghosts of Cité Soleil

På alle måder ekstrem

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Ekstrem. Det er det ord, der bedst beskriver og indkredser dokumentarfilmen 'Ghosts of cité Soleil'. Det er på alle måder en ekstrem film. Den handler om mennesker i nogle af de mest ekstreme situationer, man kan forestille sig. Den beskriver mennesket i sin mest ekstreme eksistens, der hvor det er tættest på at ligne et vildt dyr. Og den er optaget af et filmhold, der har befundet sig helt ude i ekstremerne af filmholds normale gøren og laden.
 'Ghosts of Cité Soleil' er en ekstrem beretning om to unge mænd i slumbyen Cité Soleil i Haitis hovedstad Port-au-Prince. Ifølge filmen har FN erklæret Cité Soleil 'det farligste sted på jorden'og udfra filmen at dømme virker det ikke helt forkert. Det er i sig selv ekstremt. Brødrene 2Pac og Bily lever begge som bandeledere i Cité Soleil. Andre unge mænd med skydevåben og billigt narkotika kæmper for at få magten i Cité Soleil, hvilket i sig selv gør slumbyen livsfarlig, men samtidig er 2Pac og Bily og slumbyens øvrige gangstere blevet hyret af Haitis præsident, Jean-Bertrand Aristide, til at fungere som en slags uafhængige guerillaer, Chimerès, der skal nedkæmpe den voksende opposition mod Aristide.

Det allermest beskidte arbejde
Det er en kamp, der bliver kæmpet med alle midler, og Aristide, der i starten af 80'erne blev landets første demokratisk valgte præsident, har selv slået tonen for slaget an. Som en hans politiske modstandere her fortæller i filmen, satte Aristide gerne sine Chimerès til at udføre det allermest beskidte arbejde, såsom at voldtage og myrde en kvindelig politichef, der ikke føjede Aristides ønsker. Der er altså ikke meget, der tyder på at 2Pac eller Bily bliver meget ældre end de par og tyve år, de er. Og for yderligere at sætte fut i bålet under de to unge mænd, er de uenige om pointen i at forsvare præsident Aristide. Og som om det ikke er rigeligt kæmper de om den samme pige, den hvide franske nødhjælpsarbejder, Lele, der ikke bare hjælper nødstedte i Cité Soleil, men forunderligt nok også lever sammen med gangsterlederne.

Med livet som indsats
Det er ekstremt. Det er så ekstremt, at de fleste manuskriptforfattere ville nedtone og dæmpe historien for ikke at gøre den for ekstrem og usandsynlig. Men begivenhederne i 'Ghosts of Cité Soleil' er altså virkelighed. De fandt sted for at par år siden og tilsvarende begivenheder finder formentlig sted netop nu. Det eneste, der adskiller historien om 2Pac og Bily er at den blev optaget på film af instruktøren Asger Leth og hans to kameramænd, serbiske Milos Loncarevic og danske Frederik Jacobi, der i allerhøjeste grad måtte arbejde under ekstreme forhold og med livet som indsats. Den eneste årsag til at de overhovedet fik lov til at optage filmen var, at de vandt Bilys og især 2Pac's tillid. Hvis de bevægede sig udenfor deres område i Cité Soleil risikerede de at blive skudt. Og den vigtigste grund til at 2Pac indvilligede i at blive filmen, var uden tvivl hans drømme om at komme væk fra Haiti og blive rapstjerne i USA, ligesom sit forbillede, stjernen Wyclef Jean.

Æstetisk gennemtænkt
2Pac's chancer for at slippe væk og blive rapstjerne er imidlertid minimale. Som alt andet i 'Ghosts of Cité Soleil' lever hans håb under en markant og konstant fornemmelse af død og vold. 'Ghosts of Cité Soleil' er altså en af den slags film, som filmskabere af den mere romantiserende slags ofte taler om, den slags film, man sætter livet på spil for og som man vil dø for at skabe. Det er i sig selv imponerende, men det leder også hen til den mere dubiøse og tvetydige side af 'Ghosts of Cité Soleil'. Mens de medvirkende i filmen går deres undergang i møde, kan det hvide filmhold bagefter sætte sig op i et fly, forlade de ekstreme tilstand i Haiti og flyve hjem til beundring og hæder over at have sat livet på spil. Sådan må det nu engang være, kan man indvende, men samtidig bliver filmen præsenteret i en smuk, æstetisk gennemtænkte stil, der ofte minder om musikvideoer og reklamefilm. 'Ghosts of Cité Soleil' balancerer altså hårfint på grænsen mellem at være et indigneret dokument over politisk uretfærdighed og en smart, tidstypisk gangster-romantisk præsentation af de unge mænd i Cité Soleil.

Enorm håbløshed
I sidste ende husker man heldigvis - om man så må sige - Cité Soleil for dens enorme håbløshed og konstante em af død og ikke for dens romantiske præsentation af livstruede unge mænd. Derfor fremstår 'Ghosts of Cité Soleil' først og fremmest som et enestående dokument over menneskets skyggeside, en utrolig og medrivende beretning om tilværelsen i en by, der er gjort ekstrem pga flere hundrede års politiske nederdrægtigheder. Det danske biografpublikum har aldrig set noget lignende - og forhåbentlig går der meget lang tid før nogen vover sig så langt ud i de ekstremer igen.