Guldhornene

Indbegrebet af tyndhed

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Umiddelbart ser det jo fløjtende nemt ud, som at sælge is på en varm sommerdag i Sahara. Man tager en succesrig tv-serie, flytter lidt rundt på den og gør den til en spillefilm. Hvor svært kan det være? Men tag ikke fejl. Folkene bag den nye danske familiefilm, 'Guldhornene', er ude i en af de hårde discipliner i den kommercielle medieverden. Det er langt fra simpelt og ligetil at transformere en succes. Og det altoverskyggende, store problem med 'Guldhornene' synes at være, at folkene bag filmen har opfattet hele deres projekt som 'et stykke kage', som englænderne siger.

Blottet for spænding
I en tv-julekalender kan man sagtens lade figurerne fjolle rundt på slap line i et par afsnit, man kan sagtens lade handlingen gå i stå. Der kommer jo alligevel et nyt afsnit i morgen, hvor det hele kan tage fart igen. Der er plads og rum i en tv-julekalender. Der er der ikke i en spillefilm. Den kræver en helt anden stramhed. Det har instruktøren Martin Schmidt og hans forfattere aldeles overset. Historien i 'Guldhornene' er alt for slap, alt for nem at gennemskue, fornærmende useriøs og blottet for reel spænding, hvilket ellers må siges at være en grundlæggende nødvendighed, når man bygger en handling på truslen om menneskehedens udslettelse. Naturligvis er truslen ikke alvorligt ment fra manuskriptforfatternes side, men hvis man ikke engang gider tage det alvorligt, at man fortæller en historien om menneskehedens mulige udslettelse, kan det kun gå galt.

Hold nu op for helvede
Hvorfor er menneskeheden truet? Fordi vikingernes gamle guldhorn, som guderne skabte for at give mennesket frugtbarhed, er i fare for at blive stjålet. Hvorfor er de i fare for at blive stjålet? Fordi gudernes ærkefjender, Jætterne, har opdaget hvor guldhornene befinder sig og nu vil ødelægge dem. Hvorfor vil Jætterne ødelægge hornene og udrydde menneskeheden? Ja, så er der jo ekstra plads til jætterne nede på Jorden. Og hvor alvorligt mener jætterne det så? Alvorligt nok til at de sender hele to krigere. Arh, hold nu op for helvede, altså! Moderne børn vil sgu ikke spises af med den slags nødløsninger. De fleste af dem har set Saurons orker blive knust af Viggo Mortensen og hans hobbitvenner. Moderne børn er vant til at blive udfordret af spænding og eventyr og 'Guldhornene' leverer bestemt ikke mere end børnene selv kan finde på i en skolekomedie før sommerferien.

Komiske talenter
Dertil kommer at, dialogen er så tynd, at samtalerne i Mine søsters børn- og krummefilmene er ren replikkunst ved siden af. Humoren i filmen ligger reelt i de komiske talenter hos Martin Brygmann og Peter Frødin som henholdsvis guderne Loke og Heimdal. Det er fx Frødin, der har filmens to bedste bedste scene, da han drysser forvildet rundt på Nationalmuseet i København. Først da han kommenterer det danske nationalklenodie, Jelling-stenen, med ordene 'Hvem gider dog gemme på det gamle bras? Se, der er jo stavefejl på!' eller da han støder på et gammelt balsameret mosefund i en montre og udbryder: 'Palle! Jeg sagde jo, at du ikke skulle gå gennem mosen'

Indbegrebet af tyndhed
Det eneste filmen reelt vil, er at slippe fire gamle guder løs i vores nutidige Danmark. Det er heller ikke nogen helt tosset idé. Thor, Ydun, Loke og Heimdal fatter ikke en brik af hvordan et stereoanlæg fungerer, en bus kører eller hvad man bruger tandpasta til. Det kommer der fin komik ud af i 5-10 minutters tid, hvorefter det hele begynder at køre i tomgang af den simple årsag, at manuskriptet aldrig tager sig selv alvorligt. Det havde ikke taget mange timers indsats at gøre filmenes jætter til en alvorlig, skræmmende trussel. Det havde heller ikke taget mange anstrengelser at give de guder muligheden for at udføre nogle heltegerninger, der rent faktisk hører guder til. Og når man finder på en scene, hvor Thors kærre lander på taget af et hus midt i København, skal man edderbankme også vise det. Det holder simpelthen ikke i 2007 bare at vise nærbilleder af skræmte, overgestikulerende mennesker, der tilsyneladende er bange for at ramme ved siden af et højhus som ingen kan se med en kærre som heller ingen kan se. Det er indbegrebet af tyndhed.