Hairspray
Lalleglad på den fede måde
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Man skal være en stivstikker af en helt særlig kaliber, hvis man ikke bliver revet bare en lille smule med af den nye Hollywood-musical, 'Hairspray'. Selvfølgelig er dens inisisteren på at de sære skal le og de selvfede skal græde så ihærdig, at man er ved at kløjs i det, og det er ligeledes svært rigtig at forlige sig med at filmen, der foregår i starten af 1960'erne, bliver ved og ved med at hævde, at nye og bedre tider er på vej. Det varede immervæk ikke mange år før Vietnam-krigen og mordene på Kennedy-brødrene kastede skygger så lange, at de stadig rækker ind over vor tid.
Men på den fede måde
Men okay, hvis det er sådan det skal være. Og det skal det i 'Hairspray', der tillader sig selv at være lalleglad, men på den fede måde. Der er bunkevis af smittende energi, læssevis af glade farver, hobevis af opløftende musik og tilmed en række storartede skuespillere i roller, vi ikke er vant til at se dem i, Michelle Pfeiffer som småfascistisk ejer af en tv-station, Christopher Walken som tøffelhelt og ejer af en spøg- & skæmtbutik og ikke mindst John Travolta som overvægtig husmor, jep, overvægtig husmor. Det er en mere spøjs end vellykket idé, der kun bunder i at det også var en mand, nemlig den fabelagtige overvægtige transvestit, Divine, der spillede mor i John Waters' oprindelige film fra 1988. Sjældent har en film været så opsat på at se det hele fra den positive og optimistiske side, hvilket alt sammen bliver samlet op i hovedpersonen, den lille og mildt sagt buttede Tracy Turnblad, der bor i Baltimore og bare drømmer om at komme med i det lokale danseprogram, The Corny Collins Show.
Repræsentant for fascismen
Tracy ignorerer at hun med sin overvægt ikke ligefrem harmonerer med skønhedsidealerne omkring 1960, hvor 50'ernes amerikanske forstadsperfektionisme stadig herskede. Hun klør på i forventning om at hendes store evner som danser nok skal få hende indenfor i The Corny Collins Show. Men i kulissen står Velma von Tussle, ejeren af stationen, der sender The Corny Collins Show. Von Tussle, der bliver spillet af en umådeligt velsyngende Michelle Pfeiffer, repræsenterer intet mindre end fascismen i den her lille, glade film. Hun hader alt, der ikke lever op til klassiske idealer, hun hader de sorte eller afro-amerikanerne eller hvad man nu vælger at kalde dem, og gør alt hvad hun kan for at holde dem ude af sit program.
Trinde Tracy
Men både tiden og værten Corny Collins er med den gode og trinde og livsglade Tracy. Det lykkes hende at komme indenfor i The Corny Collins Show - endda på trods af at hun i programmet ønsker at de sorte skal komme med indenfor. Hos ledelsen på stationen bliver hun nu kendt som den lille, fede kommunist, og Von Tussle ser det som sin største og helligste pligt at få hende verfet udenfor igen, om hun så skal så splid i Turnblad-familien ved at forsøge at forføre Tracys far eller mobbe angribe hendes mors lave selvværd.
Naiv og lalleglad
Alt er mildt sagt sat på spidsen i 'Hairspray', sådan som det altid har været hos den amerikanske særling og filminstruktør, John Waters, med sin særlige kombination af tuttenuttet kitsch og udfordrende undergrunds-attituder. I hans oprindelige 'Hairspray'-film var den tuttenuttede optimisme i historien fortalt med en fornuftpræget og ironisk distance af en mand, der udmærket godt ved, at verden ikke nødvendigvis er noget optimistisk sted. Den distance findes ikke i musical-versionen, der fremstår langt mere naiv og lalleglad, så naiv og lalleglad, at man umuligt kan tage den politiske undertone i filmen alvorligt. Her bliver al optimisme fyret af, hver en farve bliver banket afsted, hver en optimistisk tone bliver brugt i 'Hairspray'. Det kræver en stivstikker af de helt store at blive i dårligt humør af at se filmen.