Half Moon

Falsk månemagi

Anmeldt af Martin Biil Larsen

I ‘Half Moon’ fortsætter den kurdisk iranske instruktør Bahman Ghobadi sin undersøgelse af den kurdiske mentalitet. I sin første film ’Berusede hestes tid’(2000) kiggede Ghobadi med nøgtern alvor og dokumentarisk realisme på livet blandt forældreløse kurdiske børn. Filmens tone var barsk, men med solstrejf af magi, poesi og underspillet humor på filmstrimlen. Ghobadi gentog succesen i 2004 med filmen ’Skildpadder kan flyve’. Her var kameralinsen rettet mod kurdiske børn i en flygtningelejr. Trods børnenes trøstesløse skæbner fokuserede filmen på deres naive barnlige glæde. Og så kan skildpadder pludselig flyve på lærredet.

Uforløst måneskin
I sin nye film ‘Half Moon’ stiller Ghobadi skarpt på de voksne kurderes kamp for frihed. Filmen er altså i tråd med sine forgængere. Men i sammenligning med forgængerne ligner ‘Half Moon’ nu en noget uforløst film, en film, der mangler fokus i tematikken, stringens i plottet og magi i poesien. Og så kan selv en halv måne ikke skjule, at den skinner falsk. 

Hanefejde og roadtrip
’Half Moon’ åbner med en kamp mellem to balstyrisk gale haner. Scenen er symbolsk. Det forstår man straks. Og det, som hanefejden skal afspejle, er, at ‘Half Moon’ er en film om ja, kampen for livet, hvilket altid samtidig må blive en kamp mod den død, der følger livet som en uundgåelig skygge. Mano er den aldrende kurdiske musiklegende, der kan se dødens skygge slå ind i livets lys. Derfor tager han sine 10 sønner med ud på en roadtrip til Irak. Her skal de give koncert og synge frihedens sang i et frihedens Kurdistan.

Eksileret kvinderøst
Men ikke nok med det. De skal også vække den iranske kvindes stemme igen fra døden. I Iran må Kvinder nemlig ikke synge. Derfor stopper Mano bussen med de 10 sønner, der alle ligner trætte udgaver af Mogens Rukov, da de når til den iranske bjergby, hvor 1134 kvinder er gået i eksil. Her finder de den kvindelige røst, der skal smugles med over grænsen og assistere Mano og sønnerne i frihedskoncerten. Projektet er altså farligt. Og undervejs er der da også den ene vejkontrol efter den anden, der truer med at likvidere projektet.

Løsslupne vendepunkter
Ghobadi har alle dage set højt og flot på de klassiske skabeloner for den rette bøjning af spændingskurven og alle de andre klassiske fortællegreb. Derfor kan man fx opleve en 20 minutter lang scene ved en kontrolpost, hvor Ghobadi forsøger at skabe spænding om, hvad der skal ske med den illegalt smuglede kvinde. Bliver hun fanget eller ej. Og det bliver hun. Så tror man, at det fører til en ny kamp. For at få hende fri igen. Men nej. Ghobadi klipper bare til den næste scene, hvor kvinden atter er tilbage hos Mano og sønnerne igen. Det er en fræk leg med klassiske regler for vendepunkter. Men også et eksempel på, at filmen kunne bruge en dramaturgisk stramning. Det er altså en ret lang scene, som ikke bliver brugt til noget som helst.

Tematisk zigzag
Især er det dog filmens tematik, der mangler fokus. Her zigzagger man mellem den gamle Manos dødskamp, altså kurderens kamp for livet, og så kampen for den frie kvindelige sang. Uden rigtig at finde en balance.

Smalsporet komik
I sine foregående film har Ghobadi anvendt en underspillet humoristisk tone. I ‘Half Moon’ fylder den mere i billedet – uden at kunne fylde lærredet ud. Der er langt mellem de gode grinebidere. Man lufter dog kindtænderne et par gange undervejs. Specielt af en af sønnerne, der ligner en kurdisk Groucho Marx på speed. Men ellers griner man mere af pligt end af overraskende lyst.

Dræbende tung symbolik
Ghobadi har i alle sine film holdt meget af symbolsk billedsprog. Og symbolikken behøver ikke altid være lige let. I ‘Half Moon’ er den desværre det meste af tiden så tung, at den kvæler poesien og magien fra de andre film. Specielt dræbende er en lang række af symbolske montagesekvenser i slowmotion og med en forvredet lydside.

Skønne billeder og spil
Der er dog vanlige positive Ghobadi-trademarks. Som fx billedskønne kompositioner af den barske og golde iranske natur. Ligesom der er store skuespilpræstationer af de ikke-professionelle skuespillere, som Ghobadi altid anvender.

Falsk måneskin
Det sletter dog ikke helhedsindtrykket af en film, der virker uforløst, lettere rodet, og hvor den normale magi med flyvende skildpadder og berusede heste er forsvundet bag det falske lys fra en halv månes kunstfærdige skin.