I'm Not There

Men den ligner en god film ...

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Der er ingen tvivl om at amerikaneren Todd Haynes er en dygtig filmmager med et særligt blik for overraskende billedrytmer, overrumplende æstetik og ikke mindst historier, der går på tværs af vores forventninger og konventioner. Men det betyder ikke automatisk at hans nye film, 'I'm Not There', er en god film.

Opfindsom pastiche 
Haynes har før stået bag glimrende film som 'Safe', en grum beretning om en velhavende kvinde, der lider af en form for allergi overfor et eller andet, som ingen kan finde ud af hvad er, og 'Far from Heaven', en opfindsom pastiche på instruktøren Douglas Sirks melodramaer fra 40'erne og 50'erne. Todd Haynes er alt andet end en konventionel filminstruktør, men en filmmand, der med årene har lært at kombinere sin baggrund i den eksperimenterende, udfordrende undergrund med den farvestrålende og glittede mainstream eller overgrund, om man vil. Men det gør ikke nødvendigvis hans nye udfordrende og forbavsende film, 'I'm Not There' til en god film.

Arthur
'I'm Not There' er alt andet end en gammeldags, velkendt portrætfilm. Den handler om sangeren og rock-ikonet Bob Dylan, men der optræder ikke nogen person ved navn Bob Dylan i filmen. Derimod optræder 6 personer, der alle, i mere eller mindre grad, har klare fællestræk med virkelighedens Bob Dylan. Der er filmens fortæller, Arthur, en ung poet, der med sit fornavn også kunne være et af Bob Dylans store forbilleder, den franske digter Arthur Rimbaud, der i det hele taget var rockmusiker længe før begrebet rockmusik blev opfundet.

Woody
Der er Woody, en 11-årig sort dreng, der rejser rundt med godsvogne i 50'ernes USA og drømmer om at være Woody Guthrie, den amerikanske folkesanger, der mere end nogen anden satte musik og ord på det amerikanske liv i jordhøjde i 30'erne og 40'erne.

Jack
Der er Jack Rollins, en ung, succesrig protestsanger på den gryende scene for folkemusik i 60'ernes New York. Han forsvinder i i midten af 60'erne og dukker først op igen sidst i 70'erne som Pastor John, en genfødt kristen prædikant.

Robbie
Der er skuespilleren Robbie, der bliver berømt efter at have spillet rollen som den forsvundne Jack Rollins i en film, og som derefter gennemgår et par stormomsuste kærlighedsforhold.

Jude
Der er Jude, en ekcentrisk, sortklædt og provokerende rockkunstner, der vækker stor forargelse i folkemusikkredse på begge sider af Atlanten ved at kombinere sin folkrødder med elektrisk forstærket og støjende rockmusik.

Billy the Kid
Og endelig er der Billy, en ca. 60-årig mand, der har gemt sig væk i en øde bjerglandsby, og som tilfældigvis støder ind i sin gamle fjende, sheriffen Pat Garrett, da der skal føres en hovedvej gennem den lille by.

Fascinerende filmbiografi
Billy er en leg med den berømte westernskurk, Billy The Kid, der dystede med sheriffen Pat Garrett i Sam Peckinpahs film, 'Pat Garrett & Billy the Kid', hvor myterne i det vilde vesten blev grundigt udfordret. Mændene på lovens side var ikke nødvendigvis de mest hæderlige. Hvad har det med Bob Dylan at gøre? Ikke så meget andet end at Bob Dylan havde en lille og ikke specielt overvældende rolle i 'Pat Garrett & Billy the Kid'. Sammen med den 11-årige sorte dreng, Woody, er den aldrende Billy the Kid det mest flippede og legende element i 'I'm Not There', som i det hele leger frit og anderledes og udfordrende med fænomenter Bob Dylan. Og i det hele taget er et yderst fascinerende greb om fænomenet filmbiografier. Men det betyder desværre ikke at 'I'm Not There' er en god film.

Ingen egentlig handling
Der er ingen egentlig handling i 'I'm Not There'. Den skrider mere eller mindre kronologisk frem gennem sine to timer og 10 minutter, med poeten Arthur, der bliver afhørt af myndighederne som gennemgående figur. Selve skiftene mellem de 6 Bob Dylan'er er filmens motor og handling, og spændingen, dramaet, i filmen er Todd Haynes' leg med fænomenet Dylan, hans fortolkning af Dylans forskellige facetter, personligheder og faser.
Det er i den sammenhæng 'I'm Not There' aldrig bliver den gode film, den umiddelbart ligner. Hvor det havde klædt filmen at være udadvendt, at den havde inviteret publikum indenfor i Dylans univers, bliver den indforstået for Dylan-freaks, som om Haynes havde skabt filmen for   at sætte billeder på sine personlige Dylan-fantasier foran sine personlige Dylan-venner. 'I'm Not There' opfatter den private Bob Dylan som en offentlig figur, et monument, som alle har et forhold til, som var han Marilyn Monroe eller John F Kennedy. Det er som bekendt ikke tilfældet.

Et privat Dylan-alter
Der er ikke nødvendigvis spor i vejen med kunstneriske film, der lukker sig omkring instruktørens eget univers, men hvor fænomenet Bob Dylan kunne være blevet bredt ud og have fået ny mening, som en central figur i rockhistorien og udviklingen i de forvirrede 60'ere og 70'ere, er 'I'm Not There' endt som Haynes private Dylan-alter. Umiddelmådig dygtigt og virtuost filmet, ganske vist, men også lukket om sig selv. Den giver os ikke noget klarere, stærkere billede af Bob Dylan, men svæver omkring ham, som om den med et skuldertræk alligevel har opgivet at spidde manden. En mere præcis titel havde været 'We're Never Really There'.